Sohn i Koncerthuset: Hvordan kan han synge så godt uden at stå op?

Britiske Sohn har en sublim soulstemme, og onsdag aften udnyttede han det perfekt afstemte lydsystem i DR Koncerthusets Studie 2 til at indhylle den udsolgte sal i en katedral af vokal vellyd.

Alt stod knivskarpt på den opklippede åbner ’Tempest’, og der skulle ikke mange strofer til, før Christopher Michael Taylors kraftfulde og sørgmodige stemme fik de små hår til at rejse sig på armene.

Umiddelbart virkede det også til, at det var en god idé med de tre medbragte musikere, der holdt sig pænt i baggrunden, mens Sohn holdt hof i sin karakteristisk siddende stil – hvordan kan han synge så godt uden at stå op?

Den kvindelige percussionist sang flere af de vokalelementer, der ellers er hypermanipulerede på plade, hvilet fungerede helt fint. Til gengæld var trommeslageren ikke nogen udpræget succes. De buldrende rocktrommer passede bare ikke ind i det elektroniske soulunivers, og sammen med nogle lidt for larmende afslutninger fik flere af numrene i første halvdel af koncerten faktisk ødelagt noget af deres magi.

Heldigvis var Sohns stemme en tilbagevendende kilde til fryd, og et dramatisk skifte midtvejs i koncerten, hvor balladen ’Paralysed’ var barberet helt ned til et minimum af vokal og klaver, fik publikum til at lytte med i åndeløs stilhed. Brutale linjer som »nobody can slit my throat / nobody can leave me lying by the side of the road like you can«l fyldte rummet med en stærk intensitet, der kun blev fortættet, da ‘Harbour’ tog over og eksploderede i et tungt electro-groove, der endelig var blevet kalibreret perfekt.

Højdepunkterne kom dog i form af ’Falling’ og ’Lights’, der har en house-lignende, men alligevel sofistikeret rytmik. De simple beat- og synthstrukturer viste sig som det perfekte modspil til Sohns svulstige vokal, og det var svært at stå stille til den inciterende fremdrift i numrene.

Singlerne ’Rennen’ og ’Conrad’ var ekstranumre, og selv om førstnævnte var en smule tam, så gik man hjem med en god følelse i maven. Af alle de electro-soulede mænd og kvinder, der er fulgt i kølvandet på James Blake de senere år, er Sohn vel den, der bedst har forløst det poppotentiale, som mesteren aldrig har villet eller kunnet.

Sohn ikke bare synger godt. Han har – som vi også fik demonstreret denne aften –tillige et særdeles veludviklet sangskrivergen, hvor catchy omkvæd spiller lystigt op mod nytænkende maskinsoul.