Så kom den: Årets mest syrede musikvideo, som umiddelbart bliver meget svær at toppe.
Sangen er Father John Mistys ‘Total Entertainment Forever’ fra ‘Pure Comedy’, men i dette tilfælde er det meget svært at fokusere på selve sangen.
I forlængelse af Josh Tillmans indledende reference til Oculus Rift handler videoen i grove træk om George Washington, som med virtual reality-briller på oplever en simulering, hvor Macaulay Culkin (den ægte vare!) bliver pisket og korsfæstet af en gruppe magtliderlige fascister.
Andre vilde øjeblikke: En saxofonspillende Bill Clinton (med en joint mellem tæerne?) og så Father John selv, som på bedste ‘Alien’-maner får sprængt maven åben af et lille papmaché-monster.
Lad os bare sige, at en dybere fortolkning står for egen regning.
Videoen er instrueret af Four Gods and a Baby, der består af Adam Green, Thomas Bayne, Toby Goodshank og Macaulay Culkin.
Læs interview: Father John Misty er træt af bullshit