Father John Misty springer ud som apokalyptisk profet på imponerende (men anstrengende) værk

Fornylig udsendte Fleet Foxes en otte minutter lang forsmag på gruppens kommende (tredje) album. Lige så behageligt genhøret med dette blide genfærd fra 00’erne er, lige så meget synes det indlysende, at musikscenen har flyttet sig i årene, siden Robin Pecknold og co. sidst huserede.

Det er for eksempel oplagt at drage en parallel til Father John Misty, der – som Josh Tillman – slog på tromme i foretagendet indtil sit exit i 2012. Fleet Foxes ligner vitterlig den form for ’sad bastard music’, som Tillman har viet sin efterfølgende karriere til at slippe væk fra i form af sit plat-kryptiske pseudonym, der dækker over en anderledes humoristisk-absurdistisk og intellektuelt-finurlig tilgang til sangskrivergerningen.

Mens gennembruddet ’I Love You, Honeybear’ (2015) primært bevægede sig inden for intimsfæren og tog udgangspunkt i den mandlige psykes frygtprægede accept af tosomhedens begrænsninger, er ’Pure Comedy’ et slags rablende state of the union, hvor alle det senmoderne livs laster og luner bliver ristet over en sagte ild af glohed sarkasme og (må man formode) dybtfølt indignation.

Så meget står klart: Tillman har ikke meget til overs for religion, reklamer, forbrugermentalitet, de sociale medier og pop (af enhver slags). Misty er naturligvis selv en del af det cirkus, han beskriver (og langer ud efter). Man kan bare henvise til hans samarbejder med Lady Gaga, Lana Del Rey og Beyoncé, foruden hans alenlange interviews med alverdens medier i forbindelse med promoveringen af ’Pure Comedy’. Hvorvidt det gør hans kritik inkonsekvent, eller desto mere interessant, må være op til den enkelte at vurdere. Han er tydeligvis selv bevidst om dilemmaet.

En apokalyptisk grundstemning gennemtrænger albummets 13 sange og skaber en form for tematisk konsistens på tværs af de forskellige problemstillinger, hans nådesløst satiriske blik lander på. I ’Ballad of the Dying Man’ er der tale om en personlig apokalypse (jævnfør titlen), men Misty indfletter en kritik af nutidsmenneskets totale afhængighed af sociale medier. I dødsøjeblikket har vor protagonist nemlig travlt med at tjekke sit newsfeed!

Ellers har det apokalyptiske skær et mere kollektivt og uforsonligt skær over sig, som når Misty spekulerer på, hvad fremtidige historikere vil tænke, når de finder efterladenskaber fra vores tid (’Total Entertainment Forever’), eller når han nærmest beklagende synger om en gudløs planet, der hårdnakket nægter at dø (’Things That Would Have Been Helpful to Know Before the Revolution’).

Selv når Tillmanns lyrik er meget specifik i sin kritik, og selv når han investerer mange ord i den (og det gør han sådan set hele vejen), sidder man forvirret tilbage: Hvem synger han om? Hvem synger han til? De allerede omvendte? De erklærede fjender (højrefløjens bibelgale) eller en eller anden påvirkelig mellemgruppe, der kan nås ved at optræde i New York Times og på ’Saturday Night Live’? For eksempel er hans ætsende religionskritik så ensidig, at den bliver uvedkommende og floskelpræget. Hvem er den dommedagssekt, han langer ud efter? Et marginalt fåtal, eller kulturen i sin helhed? Med andre ord: Hans kritik er enten temmelig irrelevant eller komisk overdrevet.

Heldigvis formår Tillmann indimellem at underminere misantropien, som på titel- og åbningssangen, hvor slutlinjen »I hate to say it, but each other’s all we’ve got« sætter hele den forudgående tirade i (et langt mere altruistisk) relief.

Tillmann er så glad for sine egne ord og sit postmoderne-refleksive intellekt, at han får Mark Kozelek til at virke fåmælt til sammenligning. Det skorter ikke på citeringsværdige oneliners (som denne: »I’m merely a minor fascination for manic virginal lust and college dudes«). Ja, man snubler næsten over dem.

Til Tillmanns ros skal det siges, at han får de overfyldte verselinjer til at fremstå nogenlunde sangbare. Det hjælper, at ordene er smukt garneret af orkestrale arrangementer (ved notabiliteter som Gavin Bryars og Nick Muhly). Folk-minimalisme møder grandios filmmusik, sådan omtrent. Effekten er ofte bjergtagende.

Man kan for eksempel fremhæve de smukke strygerlinjer, der smyger sig rundt om en enlig akustisk guitar, mens Tillmann leverer en nådesløs selvbekendelse (på den 13 minutter lange ’Leaving L.A.’). Andre steder (som på ’Total Entertainment Forever’) akkompagneres sangeren af en nærmest opstemt rytmesektion, der er med til at hive pulsen i vejret og skabe en fremdrift uafhængigt af lyrikkens opsigtsvækkende deklamationer (såsom de allerede berygtede åbningslinjer: »Bedding Taylor Swift every night inside the Oculus Rift«).

Tillmanns stemmeføring er øm og oprigtig frem for distanceblændende eller vrængende. Hans falset (der ikke tidligere er hørt så finslebet) er et yndet virkemiddel. Effekten med at synge rent ud absurde tekster med en (simuleret?) oprigtighed er både interessant og lidt irriterende. Det er sværere end tidligere at skille sarkasme og satire fra sjælegranskende alvor i hans udtryk – og at beslutte sig for, hvor personaen Father John Misty slutter og sangskriveren Josh Tillmann tager over.

Måske er det en pointe i sig selv, at det sarkastiske og det oprigtige ikke kan skilles fra hinanden? På den måde bliver Tillmanns samfundskritik nemlig også til en ramsaltet selvkritik. Han skåner på ingen måde sig selv, og det er måske i virkeligheden albummets største fortjeneste: Det der forvandler et problematisk og oppustet projekt til et værk med en til tider transformerende kraft.

Centralt står i den forbindelse den førnævnte ’Leaving L.A.’, der er en nådesløs selvfremstilling og metasang, i den forstand, at den omhandler sin egen tilblivelse og kommenterer på sin radikale form (»a ten-verse, chorusless diatribe«).

Misty toner rent flag (påstår han, i hvert fald): »I’m closing the gap between the mask and me«. Det er sangens styrke, at den i al sin musikalske monotoni kværner større og større cirkler indad i hjertets ormegård. Helt derind, hvor Misty påberåber og anklager sig selv for en ødelæggende narcissisme (som omvendt afspejler den kultur, han er en del af). Han formulerer også den for den seriøse kunstner skæbnetunge faustiske pagt, der ligger i at gå i seng med kommersen: »Why is it I’m so distraught that what I’m selling’s getting bought?«.

Det er fascinerende at opleve Tillmann tage rollen som apokalyptisk profet og prædikant så fuldtonet på sig, samtidig med at han indlysende er klar over, at han dermed efterligner dem, han hader, nemlig de religiøse fundamentalister. ’Pure Comedy’ er fanget i denne – og lignende – selvmodsigelser. I sidste ende er det svært at slippe indtrykket af, at Tillmanns ordgyderi er udtryk for en bedrevidende arrogance, det kan være svært at goutere. Han gør sig ikke for alvor sårbar, selv når han lader som om. Han retter skytset med de verbalt oplagte giftpile mod sig selv, men albummets undertekst (og forudsætning) er det meste af tiden noget i retning af: ’Jeg er klogere end dig, glem ikke det’.

’Pure Comedy’ har meget på hjerte, men virker alligevel sært sjælløs. Livet er, typisk for Tillmann, ikke bare et narrativ, det er »meta-data in aggregate«. Så kan man jo overveje med sig selv, hvad for en forestilling og fremstilling, man selv abonnerer på.

---

Kort sagt:
Father John Misty springer ud som apokalyptisk profet og prædikant på sit nye album, der kaster et nådesløst blik på kulturens laster: Penge og forbrug, sociale medier, religion og pop. Det (alt for) lange værk består i endeløse guirlander af ord, men er heldigvis suppleret af nogle opsigtsvækkende orkestrale arrangementer og en fornem vokalpræstation. ’Pure Comedy’ er et imponerende værk, men også et album som det er svært at sluge i andet end bidder. Tillmanns intelligens og selvbevidsthed står lidt for ofte i vejen for den emotionelle appel.