Joshua Tillman er træt. Han har tømmermænd. Om en times tid bestiller han den suppe, han sikkert craver under hele interviewet. Men lige nu har han lagt sig fladt på sofaen og putter i sin mørkegrønne trenchcoat med hår som en ukæmmet løve og et nyt, tykt overskæg.
Det hjælper heller ikke på energiniveauet, at jeg allerede fem minutter inde i interviewet formår at pisse ham af.
I en fortolkning af ‘Pure Comedy’, hans nye album, foreslår jeg, at man kan læse ham som nihilist. For alt håb synes ude i det voldsomme samfundsorgie, som albummet portrætterer ned i den mindste detalje. Blandingen af satire, humor, overgreb og død leveres uden tårer og uden omsvøb.
Jeg siger, at de brutale og apokalyptiske billeder og de mange linjer om verdens råddenskab kan få ham til at virke som en mand, der har opgivet det hele.
»Det beviser fuldstændig min pointe«, udbryder han opgivende efterfulgt af et næsten hånligt grin, så det runger i den stille københavnske hotellobby.
»Jeg taler jo netop om at slippe af med de absurditeter, som skaber konflikt, og finde ind til mennesket. I bund og grund handler albummet om kærlighed, men du spørger, om jeg er nihilist og ved at give op«.
Ikke verdens bedste start. Mit hjerte banker ellers for Tillman. Jeg anmeldte hans debut som Father John Misty, ‘Fear Fun’, og forelskede mig. Vi deler samme sag, er begge på venstrefløjen og buzzer over ord som bæredygtighed og modkraft. Vi synes, meditation og spiritualitet er værd at eksperimentere med for at blive bedre versioner af os selv. Ikke mindst hidser vi os begge op over, at kæmpebanker, korrupte politikere og rige forretningsmænd styrer verden i den forkerte retning.
Derfor havde jeg også håbet på, at den mand, der nu er fladet ud foran mig, brændte mere igennem. Jeg havde forestillet mig, at han var lige så charmerende og tilstedeværende som den Father John Misty, jeg har oplevet på scenen, hvor han som få andre musikere formår at blande sine tidløse sange med satire, samfundskritik, charme, flirt og entertainment, uden at dimensionerne stjæler fra hinanden.
Der i sofaen brænder Tillman ikke. Han ulmer højst lidt. Det bliver dog aldrig til stjernenykker. Til det er han alligevel for imødekommende. Han når ikke at ligge i sofaen mere end et par minutter, før hans pli får ham sat op igen, mens de sorte solbriller kigger på mig.
Et rystende intelligent værk
Heldigvis kan jeg tilgive Josh Tillman ret meget, og jeg får ham hurtigt til at reflektere over, hvorfor hans lyst til at kommentere på verdens tilstand er vokset med årene.
»Der er en raffineret falskhed, som dominerer vores tid og giver mig kvalme. Meget af albummet beskæftiger sig med de falske friheder, og den måde vi bilder hinanden ind, at vi går rundt og er frie. Det har været en gennemgående ting for mig at italesætte. I sangen ‘New Age’ vil jeg udstille friheden til at kunne købe, hvad du vil. Frihed er ikke at kunne købe, hvad man vil have. I sangen ‘Birdie’ er det fremskridt som frihed, jeg vil konfrontere. For frihed er heller ikke fremskridt, selv om en masse mennesker forsøger at bilde os det ind. Det er en stor løgn«, siger han og virker allerede mere vågen.
»I mit eget liv sker det hele tiden, at folk tilbyder mig falsk frihed. Sidste år var der folk, som begyndte at lobbye for at signe mig på et større pladeselskab. De sagde, når du får flere penge, så bliver du fri til at gøre, lige hvad du vil, Josh. Bullshit! Penge gør dig heller ikke fri. Frihed gør dig fri. I det her stadie af mit liv er jeg bare fucking træt af det bla-bla-bla, vi skal leve med«.
Citaterne bekræfter den udvikling, han er gået igennem siden ‘Fear Fun, der i 2012 introducerede Father John Misty som en tilbagelænet og smøghungrende ladiesman. En moderne romantiker, der ikke skånede verden for sit forbrug af alt fra damer til psykedeliske stimulanser.
Med det næste album, ‘I Love You, Honeybear’, og et væld af skiftevis goofy, dybsindige, satiriske og absurde medieoptrædener byggede han i 2015 oven på sit image ved at sable sig selv ned i dybt personlige dagbogsportrætter fra en hverdag lige så banal som din og min med parforholdsproblemer og selvynk.
Nu digter ‘Pure Comedy’ videre på det allerede komplekse kunstneralias. Igennem utallige stemmer, genrer og visioner udfolder albummet en bidende kritik af det samfund, vi flyder åndsfraværende rundt i, mens vi bilder os ind, at det hele kører fint.
I mine ører har Tillman skabt sit første monumentale og polyfoniske værk, der, ikke ulig konceptuelle masterminds som PJ Harvey, Nick Cave og Tom Waits, udfolder mere end blot musik og tekst.
Albummet står som et komplekst portræt af en mand, hvis sind er præget af angst og vrede, men også af humor og optimisme. Mere end nogensinde før ser Tillman op fra sin hvirvlende dagbog og betragter verden udfolde sig i makroperspektiv. Resultatet er et rystende, humoristisk og dybt intelligent værk.
Menneskehedens maniske overdrev
Tillman har altid søgt efter en anden sandhed, end den han står overfor. Som da han trods succesen med sit tidligere band Fleet Foxes fandt sig selv midt i et psykedelisk svampetrip i toppen af et stort egetræ i Californien i 2011. I synerne så han for første gang sig selv og den kunstner, han blev nødt til at være. Han skulle være sig selv i sin musik: Skeptisk, tør, kritisk, ærlig, charmerende, krukket, skarp og skide sjov. Det var ud af det trip, at Father John Misty opstod.
I dag tager han konstant LSD i små doser, som han for nylig har fortalt Rolling Stone, for at stække sin angst og depression og berolige den metahjerne, der ser verden uden filter. Den hjerne, som læser store tænkere og spytter dem ud som skarpe perspektiver på vores samfund i interview efter interview. Det psykedeliske stof tager det værste af den virkelige verdens gru. Det åbner ham op og folder en større bevidsthed og nye perspektiver ud.
Men hvad er det så for billeder, Tillmans hjerne flyder over med? Hvordan ser det ud inde bag vores falske ideer om os selv? Dystert og koldt er det korte svar.
I den 25 minutter lange minidokumentar, Tillman udgav som teaser til ‘Pure Comedy’, væver billederne sig ind og ud mellem studieindspilninger af pladen og en verden i brand. Det hektiske tegneserieunivers, tegnet af Ed Steed fra The New Yorker, viser noget, der ligner forbrugssamfundets sidste, maniske overdrev. Et voldsplaget og kaotisk dystopia, hvor sex, død, lyst og nød smelter sammen med markedsføring og underholdning og lægger sig som et tungt dynd over menneskeheden.
»Hvad er der ellers at skrive om i dag?« spørger Tillman retorisk. »Det her var det eneste logiske, jeg kunne skrive om efter mine to første album. Jeg er vokset op i det her virkelig absurde religiøse miljø. Omringet af sindssyge voksne, der troede på sindssyge ting. Jeg kan huske, at jeg i en tidlig alder tænkte: Shit, det her er fucking crazy. Jeg kan ikke vente til, jeg kommer ud af det her show. Og så kom jeg ud i den virkelige verden og tænkte: Shit, her er også fucking crazy«.
Han refererer til sin opvækst i et dybt religiøst hjem i den lille flække Rockville i udkanten af Washington D.C. som den ældste af fire søskende. Det miljø, han voksede op i, brændte for at frigøre og forløse ham i dets sandhed. Jo mere de indoktrinerede, jo mere stejlede han.
Kristendommen var den første falske frihed, han mødte i sit liv. Da chancen bød sig, droppede han ud af sit kristne college og hoppede på den første vogn til Seattle med drømmen om musikerlivet pulserende i kroppen.
»Da jeg var yngre, ledte jeg efter folk, der havde samme syn på verden som mig. Liberale og kreative mennesker. Men dem blev jeg også træt af, fordi de levede efter samme absurde systemer, der gennemsyrer den religion, jeg havde forladt. De havde bare andre religioner. Pointen er, at jeg forventede, at når jeg kom ud af religionen, så ville ting give mening. Det gjorde de ikke«.
»Jeg vil skide på Trump«
I dag må det især være svært at finde mening, hvis man er skeptiker, bor i USA og har levet igennem Bushs ‘krig mod terror’, finansboblens eksplosion og senest et postfaktuelt præsidentvalg. Tillman udgav det nye albums første single og titelnummer få dage efter, at Donald Trump blev indsat som præsident, og det orange ansigt med det tynde hår titter også frem i musikvideoen, klippet ind i tegneseriedystopien.
Hvordan har det påvirket din tiltro til verden, at Trump blev præsident?
»Da jeg startede med at lave ‘Pure Comedy’, troede jeg, at Hillary Clinton skulle være præsident. At det bare var business as usual. Jeg anede ikke, at vi skulle udsættes for Donald Trumps dæmoniske klovneshow. Men jeg er ikke interesseret i at bekæmpe ham. Det er alt for simpelt. Det, jeg vil konfrontere, er den tunge, fede masse, der flyder ud over jorden af forfalskede verdenssyn. Det jeg kalder den langsomme død. Ikke bare Trump. Han er et symptom, og albummet blev bare født ind i et miljø, som jeg ikke havde forudset, men som jeg har brugt«.
Hvad er han et symptom på?
»Der eksisterer den her tidstypiske politiker, der elsker data og teknokrater. Selv om hele Midtvesten i USA er et ødelagt hul af tomme fabrikker med folk afhængige af medicin og stoffer, har de her mennesker stadig samvittighed til at sidde med deres data og klappe hinanden på ryggen, mens de siger: Wow, de handelsaftaler, vi har lavet, gør virkelig en masse for arbejderne i USA. Bullshit! Det er som at sidde og stirre ud af vinduet og tale om, hvor smuk den blå himmel er, mens det pisser ned. Den slags mennesker er de værste. Obama og Clinton var også kun interesserede i at rage til sig selv, imens dem, der gav dem magt og ansvar, dør på gaden. Bogstaveligt talt. Det er hele etablissementet, jeg bider af, ikke kun Donald Trump. Jeg vil skide på Trump«.
Et portræt af menneskeheden
Vi har fem minutter tilbage. Tillman gaber og sidder rastløst i sofaen. Enten er han ved at vågne sådan rigtig op, eller også er han ved at blive rigtig træt af interviewet. Hvis jeg skal brænde broen helt, er det nu, tænker jeg.
Du har altså ikke opgivet, siger du. Og du er heller ikke nihilist, har vi fået på plads. Men kan du ikke se, at det måske kan være svært at abstrahere fra den meget ladede symbolik og modløshed og se håbet eller empatien på ‘Pure Comedy’?
»Men musik kan også være filosofisk og sige: Hvad nu hvis? Det er det eneste, mit album gør. Der er ingen steder på pladen, hvor jeg råber, burn it fucking down som en nihilist eller voldelig anarkist. Lyt til min musik. Det er jo skidehyggelig popfolk, og hvis du lytter efter, ender albummet med den mest positive og kærlige besked, jeg kunne sende«.
»There’s nothing to fear«, synger Tillman i falset på de allersidste linjer af ‘In Twenty Years Or So’. Han åbner en dør på klem for håbet, og sådan væver lyset sig også ind i hans univers. Men hvordan finder han selv håbet og meningen i hverdagen, hvis der er så megen åbenlys meningsløshed i de måder, vi har valgt at leve på?
»Jeg har opdaget, at jeg på alle niveauer bliver nødt til skabe min egen mening og mine egne værdier og ikke kan forvente, at verden giver mig dem. Måske kan det her album virke reaktionært for nogle, sådan som det portrætterer menneskeheden. Men det er en del af min proces mod at skabe mening i min verden. Derfor er det også et dybfølt portræt af menneskeheden. For pladen bekymrer sig. I bund og grund er jeg jo dybt fascineret af os mennesker«.
Interviewet er færdigt, og Tillman synes lettet over en pause fra arbejdet. Han har haft solbrillerne af og med et træt og charmerende smil spurgt, om han kunne være bekendt at vise sine poser under øjnene? Mette, hans danske presselivline på hotellet, gav ham et venligt »ikke helt endnu«.
Vi ryger en cigaret sammen foran indgangen. Han løb tør for sine amerikanske smøger under festen i nat, siger han og studerer mistænksomt den clicksmøg, jeg rækker ham, mens jeg fortæller, at en af mine redaktører for nylig præsenterede mig som »magasinets hippie«, fordi jeg kan have svært ved at holde min politikerlede og kapitalistiske kritik for mig selv. Tillman griner tørt og nikker.
»Hvis du stiller dig op og kommer med et bud på en anden løsning end det samfund, vi har skabt i dag, så er det dig, som er en freak«, siger han og tager et hvæs af smøgen, før han fortsætter: »Det er det sgu det, som er mest fucking crazy i den her verden«.
Læs anmeldelse: Father John Misty ‘Pure Comedy’