Der er et nyt album på trapperne fra Chance the Rapper – og det lader til at lande langt før end forventet. Chicago-rapperen har nemlig netop fortalt i et nyt interview med Chicago Tribune, at han udgiver et nyt album i løbet af denne uge.
»Jeg har den der følelse, som når folk gør noget, der har en ny atmosfære omkring sig. Jeg glæder mig til, at alle kan mærke den. Det kommer ud lige i tide til ’Special Olympics’ (en verdensomspændende organisation, der organiserer og udvikler idræt for mennesker med udviklingshandicap, red.)«, lød det fra Chance til Chicago Tribune.
Den 21. juli, det vil sige nu på lørdag, har Chance stablet en endagsfestival på benene i anledningen af Special Olympics 50 års jubilæum, hvor han selv agerer hovednavn. Til jubilæet får han blandt andet selskab af navne som Usher, Francis and the Lights og Smokey Robinson. Albummet burde således, ifølge Chances egen udtalelse, lande lige inden – helt oplagt kan man tænke sig, det kunne være nu på fredag.
I sidste måned afslørede Chance, at han har projekter med både Kanye West og Childish Gambino i støbeskeen. Det lader dog ikke til at være nogen af disse udgivelser, Chance slipper i denne ombæring.
Chance the Rappers kommende udgivelse følger op på den farverige omgang gospel-rap i form af ’Coloring Book’ fra 2016.
Læs også: Chance The Rapper bekræfter kommende album med Kanye West og Childish Gambino