Fleet Foxes’ indiefolk virkede uddateret på Roskilde Festival

De var med til at definere og udstikke en ny kurs inden for indierocken med udgivelsen af det selvbetitlede debutalbum fra 2008. Men Fleet Foxes’ koncert på Roskilde Festival ti år senere var en tydelig indikator på, at det musikalske landskab har rykket sig siden.

Ensemblet fra Seattle synes låst fast i en tidslomme, hvilket deres tidlige aftenslot på Arena også vidnede om. Bastante trommeslag understøttede de akustiske guitarer i ‘Grown Ocean’ og ‘Your Protector’.

Som forventet var det således de gamle hymner, som vakte genkendelsens jubel. Publikum sang med på de messende harmonier i ‘White Winter Hymnal’ og ‘He Doesn’t Know Why’, ligesom ‘Bedouin Dress’ viste, at få mestrer så udsøgte vokalarrangementer som Robin Pecknold og co.

Selv om publikumsinteraktionen lå på et minimum, virkede bandet veloplagt og opsat på at formidle de musikalske takter, som for ofte befandt sig inden for det konforme og magelige.

Enkelte gange viste Fleet Foxes antræk til at variere folkindie-formlen med numre, der gik i en mere episk retning. Koncertens højdepunkt var den dunkle ‘Mearcstapa’, hvor Pecknold skiftede til elektrisk guitar, og et indtagende cembalo-tema ligeledes gav nummeret karakter.

Ligeså var de ambitiøse ‘Third of May’ og ‘The Shrine/An Argument’ med til at hæve det musikalske udtryk, så der kom klædelig variation og progression i de bekvemmelige og pæne folk-takter, men det var desværre en postgang for sent. Hvilket også var det overordnede indtryk, Fleet Foxes efterlod.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival