Ventetiden er forbi, ‘Astroworld’ er ude, og nu kan man ellers gå på opdagelse i Travis Scotts tredje album. Og opdagelse er det helt rigtige ord, for der er ingen gæster listet på den officielle trackliste på streamingtjenesterne.
Det betyder dog ikke, at Scott ikke har nogle kendte gæster med – det er faktisk mere det modsatte, der er tilfældet. Se bare starten af albummet.
Singlen ‘Stargazing’ er godt nok Scott alene, men på ‘Carousel’ kigger Frank Ocean forbi, på ‘Sicko Mode’ er Drake gæst, og ‘R.I.P. Screw’ har besøg af Swae Lee fra Rae Sremmurd.
Andre gæster tæller James Blake og Kid Cudi (‘Stop Trying to Be God’), The Weeknd (‘Skeletons’ og ‘Wake Up’), Migos (‘Who? What!’) og de unge talenter Juice Wrld og Sheck Wes (‘No Bystanders’).
Producerlisten er ligeledes spækket og tæller navne som Hit-Boy, Sonny Digital, Murda Beatz og Boi-1da. Tame Impala er sjovt nok krediteret som producer på ‘Skeletons’.