Bring Me the Horizons ’Amo’ er en eksplosion af vanvidspop tilsat tunge guitarer

5 6
Bring Me the Horizons ’Amo’ er en eksplosion af vanvidspop tilsat tunge guitarer
Bring Me the Horizon.

En af de største musikalske transformationer i nyere tid står britiske Bring Me the Horizon for. Fra at være et prominent metalcoreband, der i årevis har spillet større og større spillesteder op med vreden uden på tøjet og det sorte hår redt langt ned i panden, har de nu genopfundet sig som en eklektisk popgruppe med hang til tunge guitarer.

Bandet kommer fra Sheffield, en by, der igennem tiden har fostret navne som The Human League, Pulp og Arctic Monkeys. At Bring Me the Horizon nu selv kan skrive sig ind i rækken af kanoniserede og storhittende navne synes meget sandsynligt med udgivelsen af ‘Amo’.

Over 50 minutters spilletid svælger bandet i hedonistisk pop, hårdtpumpet rock, glitchende elektronik og uventede hiphopindskud. Det er en musikalsk eksplosion af en legestue, hvor kun de tunge guitarer og frontmand Oliver Sykes’ lejlighedsvise skrig holder fast i Bring Me the Horizons status som et rockband.

For i sidste ende er de blot en tynd fernis over den kendsgerning, at ‘Amo’ er et sindrigt album af eklektisk vanvidspop. Det er lyden af et band, der ikke har meget tilovers for genrepuritanske sindelag, og som i stedet for sædernes forfald ser en uendelig række muligheder i den moderne popproduktions værktøjskasse. Og det er lyden af et band, der kan skrive omkvæd så store, at man må bygge større arenaer for at yde dem retfærdighed. Selv Muses stadionambitioner må se sig slået her.

Guitarerne er der stadig i stor stil på numre som den hårdtpumpede ‘Mantra’, ‘Wonderful Life’ og ‘Sugar Honey Ice & Tea’, men er der en rød tråd igennem ‘Amo’, så er det en frygtløshed over at gå i alle retninger på én og samme tid.

På ‘Nihilist Blues’ fyrer bandet således op for et apokalyptisk rave med sidechainede rockguitarer, falsetsang og et gæstebidrag fra Grimes (der selv omfavnede de tunge guitarer på sin seneste single ‘We Appreciate Power’), og på den umanerligt catchy ‘In the Dark’ figurerer det rungende hovedriff fornemt ved siden af smooth r’n’b-håndklap og en guitarfigur, der er som løftet ud af en Ed Sheeran-sang.

Selv de mest lettilgængelige og fængende øjeblikke er ikke uden overraskende bidrag. På P3-hittet ‘Wonderful Life’ (der gæstes af Dani Filth, en af 90’er-gothens kultfigurer) dukker en hær af blæsere og strygere op og er ved at vælte hele lydbilledet i den sidste berusende gentagelse af det gigantiske omkvæd, og på ‘Heavy Metal’, en selvbevidst kommentar til bandets musikalske udvikling, er der endda plads til beatboxing fra det tidligere The Roots-medlem Rahzel – serveret i tandem med et rockriff over et uptempo discobeat. Selv et af de trætteste virkemidler i hele pop- og rockhistorien, et børnekor, kommer til sin ret på den tunge banger ‘Why You Gotta Kick Me When I’m Down’, der udover endnu et formidabelt hook overlejrer bastante rocktrommer med en moderne trap-produktion og maleriske synths.

Sammenlignet med dette er ‘Medicine’ og ‘Mother Tongue’ rene popnumre efter alle kunstens regler, mens ‘Ouch’ og ‘Fresh Tongues’ dukker op som korte IDM-intermezzoer, der byder på skæve breakbeats, processerede saxofoner og manipulerede vokalspor fanget et sted mellem Aphex Twin og Diplo.

Bring Me the Horizon slipper afsted med meget, og ens ører skal seriøst være godt stoppet til for ikke at få de forskellige omkvæd på hjernen. Men et er, at de enkelte numre lykkes, noget andet er, at ‘Amo’ mellem alle de eklektiske ind- og udfald samlet set svinger sig op på et højere niveau. Det er en gennemproduceret helhed, der er en fornøjelse at lægge øre til fra start til slut, fordi overraskelserne og de pludselige indskud bare står i kø. Der er en umiddelbar legesyge, som trækker linjer til hvordan alt-metallerne Faith No More shoppede mellem genrer og udtryk i deres storhedstid, men der er også en kreativitet, der minder om hvordan Kanye West dekonstruerede hiphoppen og byggede den op på ny på ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (og i øvrigt har gjort det lige siden).

Bring Me the Horizon har rykket sig langt, meget langt, i løbet af kort tid. Hvor deres foregående album ‘That’s the Spirit’ sendte gruppen mod Roskilde Festivals Arena-scene i 2016, er de med ‘Amo’ rykket op på Orange i år – som det indtil videre eneste rockband ved siden af The Cure.

Det er kun retfærdigt, for ‘Amo’ er et af de mest vellykkede genre-crossovers for et rockband i mange, mange år. Vil det fungere på Orange Scene til sommer? Det er svært at spå om, men vurderet på sangenes format og ambitioner skal der gå meget galt for at det ikke gør.


Kort sagt:
Roskilde-aktuelle Bring Me the Horizon har med ‘Amo’ skabt et eklektisk og vanvittigt album, der gnidningsløst svinger mellem hedonistisk pop, hårdtpumpet rock og glitchende elektronik. Det er et af de mest vellykkede crossover-album fra en rockgruppe i meget lang tid.

Bring Me the Horizon. 'Amo'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af