Netflix’ dokumentar om den katastrofale Fyre Festival var så chokerende, surrealistisk sjov og skræmmende, at vi var ved at miste troen på det gode i mennesket. Men nu viser det sig, at der var én ting, filmen manglede: Dinosaurer.
For i en helt vanvittig velproduceret mashup-video af Nerdist bliver klip fra Fyre-dokumentaren sat sammen med scener fra ‘Jurassic Park’. Resultatet er ikke bare sjovt, det er skræmmende parallelt. Begge steder er det grådighed og megalomani, der får en gal iværksætter til at lokke en masse folk ud på en øde ø med katastrofale følger.
Okay, klart, i det ene scenarie er konsekvenserne lidt mere grumme end i det andet. Men du forstår, hvad jeg mener.
Det er uhyggelig godt lavet – den bedste scene er måske, når en Instagram-model fra Fyre hopper ned i det azurblå hav, blot for at blive fisket op af havet af en sulten flyve-dinosaurus. »Darwinism at its finest«, som der bliver sagt i et klip fra Fyre-dokumentaren.
Læs også: De her 15 scener fra Netflix’ Fyre Festival-dokumentar fik mig til at miste troen på menneskeheden