K-Phax’ musik, stil og drømme overskrider Danmarks grænser
I 2017 bragede K-phax ind på den danske hiphopscene med singlen ‘Oh My God’, der for første gang bragte mumble-rappen til Danmark. Siden da har bølgen dog ikke for alvor fået fat, selv om danske Soundcloudrap-inspirerede kunstnere som Lillebittebock og Baby Bino har prøvet ihærdigt, og K-phax selv har sluppet en række singler og vist sit værd som moshpit-mester under blandt andet sidste års Spot Festival.
Men nu rykker Keith Birongo for alvor, og under sit alias K-phax har den unge rapper nu samlet sange til sin debut-ep ‘Thunderstrm’.
Første gang, K-phax brød igennem i Danmark, var det med nedrivningen af en stilistisk mur. Lyden var ny i dansk kontekst, men de melodiske emorap-ballader gennemsyrede allerede den amerikanske hiphop. Det var altså K-phax’ stærke visuelle udtryk og attitude, der skubbede grænserne i lille Danmark, og rapperen var på mange måder en dansk-amerikansk kulturbærer for den nye, farverige, poppunkede æstetik.
Musikken er stadig ikke nyskabende original, men ‘Thunderstrm’ lyner op for nye tematikker i K-phax-sfæren, der både slår ned i forskellige følelsesmæssige fikspunkter og samtidig forbindes med en dybere dobbeltsidet betydning og en flerfarvet lydside. Den unge rapper har drømme, der overskrider de nationale grænser, men den eksistentielle angst for fremtiden truer nu fra oven, og det giver et nuanceret billede af et til tider ungt tungsind.
Både ‘Pop Punk Prince’ og ‘Insane’ viser de grænsebrydende drømme. På førstnævnte klinger auto-tonerne »I’m a pop punk prince now / Hollywood Boulevard / you already know who I are« med oversøisk selvsikkerhed. For at nå til tops her mangler K-phax dog at mestre popdelen, hvilket er nødvendigt for at opfylde Hollywood-drømmen. Lyden er sædvanligt spraglet, men der mangler variation i melodiens bevægelser og de mange gentagende rim.
Til gengæld er den efterfølgende ‘Insane’ mere hiphoppet og meget mere vellykket. Når rapperen i verset synger om sine drømme om »the overseas« afsløres det, hvor gennemført K-phax’ internationale lyd er. Man tror på drømmen. Produktionen er perfekt med dybe bastoner og et afvigende klaverstykke midtvejs, og allerede her opstår der en tematisk kontrast mellem de energiske ad-libs og den afsluttende indadvendte refleksion, »I’m my own worst enemy«.
Halvvejs gennem den korte ep sker der noget helt nyt. Den solrige ‘Love For a Minute’ lyder til første forveksling næsten som en Gilli-sang (!), og ligesom Soundcloud-ikoner som 6ix9ine og XXXTentacion rider K-phax her med på den tropiske bølge – endda uden at styrte i havet. Nummeret vinker farvel til den dybe kærlighed, der varer mere end et øjeblik, med »I don’t need a lifetime, give me one minute«. Men strandfesten virker også som en måde at dulme de svære følelser på, hvilket må siges at være et kendetegn for den unge Xanax-spisende rapkultur.
Lukkeren ‘Time’ er det vigtigste nummer på ‘’Thunderstrm’, og det ikke kun som effektiv fritstående single: Sangen forbinder de modstridende følelser på ep’en. Det melankolske udtryk lyder mere som Juice WRLD end Lil Yachty, og på bare fire verslinjer viser K-phax alt det, der gør emo-rappen aktuel:
»Don’t know whether I’m floating or I’m falling / I don’t need a chain for you to know I’m balling / could have been my EVE to all my WALL-E / I’ll hang up my phone if my future’s calling«.
I modsætning til den tidligere tropedans lukker K-phax nu de svære følelser ind, og den søde Pixar-reference viser også, hvordan den nye rapgeneration inddrager tegneserier, computerspil og film i deres tekstuniverser.
K-phax har fra dag ét vist, at hans musik, stil og drømme overskrider Danmarks grænser, men på ‘Time’ viser han også en eksistentiel sårbarhed og angst for fremtiden og livet, som tilføjer tiltrængte nuancer til hans farverige univers.
Kort sagt:
Musikken er stadig ikke nyskabende original, men ‘Thunderstrm’ lyner op for nye tematikker i K-phax-sfæren, der både slår ned i forskellige modstridende følelser og nuancerer billedet af en rapper med store drømme og en stil, der overskrider landets grænser.
Hør podcast: K-phax slagter sine internet-haters og rapper live i Standard – Soundvenues hiphop-podcast