Fraads på Spot Festival: En vellykket hiphopfest uden det store drama

Fraads på Spot Festival: En vellykket hiphopfest uden det store drama
Fraads på Spot Festival. (Foto: Benjamin Lind Holm/Soundvenue)

Hiphopduoen Fraads har haft god vind i sejlene det seneste års tid – Papa Erotic og David Engelbrecht har blandt andet præsteret den fremragende ep ‘Fryys’, fået Ugens Uundgåelige på P3 med singlen ‘Døde i dine arme’ og været på turné med Lord Siva og Artigeardit. Der var derfor selvsagt godt fremmøde til deres Spot-koncert, der var placeret på udendørsscenen Aarhus Volume.

Koncerten var langt hen ad vejen meget lig den, Fraads gav, da de vendte næsen forbi Store Vega på førnævnte fællesturné. Duoen var atter udvidet til kvartet, Papa Erotic var stadig fuld af spræl, og setlisten var også stort set den samme med en rimelig konsekvent vekslen mellem de energiske og de lidt mere rolige tracks.

Der var dog et par ting, der virkede markant bedre på Spot end i Vega. Papa Erotic var eksempelvis mere fokuseret i sin rapteknik. ‘Fraads sidder fast i dit fjæs’ blev stadig lidt rodet, men derefter rappede han virkelig imponerende – især i forhold til, hvor meget han spænede rundt på scenen. Én særligt hurtig linje i ‘ADHD’ fik applaus fra publikum, bare af ren respekt for, at han landede den.

Bandet spillede også bedre sammen, uden nævneværdige fejltrin. Og trods sine særegne bevægelser syntes jeg ikke, Papa Erotics fremtoning nogensinde virkede påtaget.

Når man, som Fraads jo gør, laver musik, der på én gang er ængstelig og festlig, kan det dog være lidt af en udfordring at få publikum til at mærke angsten, mens de fester. Så rodet som Vega-koncerten momentvis var, formåede den lidt kaotiske lyd faktisk at kommunikere dramaet, så man selv kunne føle det. Spot-koncerten var mere rendyrket feel-good – og det var skam en god fest. Fraads’ musik ville bare være godt tjent med at få et skud ekstra tungsind i livedimensionen også.


Kort sagt:
Fraads gav en veludført, velsammensat fest på Spot Festival, som dog savnede noget af den patos, der ellers kendetegner deres musik.

Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.

Fraads. Koncert. Aarhus Volume.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af