Nick Cave spillede dramaet frem og svarede på spørgsmål om sorg (og ananaspizza) i DR Koncertsalen
»Dette er en oplevelse i forbundethed, hvor vi kan være åbne overfor hinanden«.
Efter en andægtig åbning med ‘The Ship Song’ skitserede Nick Cave præmissen for aftenens arrangement i DR Koncerthuset, der gik under betegnelsen ”Conversations with Nick Cave – an evening of talk and music’. Rockikonet synes opsat på at fjerne mellemleddet mellem sig selv og publikum. Således meddelte han, at han ikke har givet et regulært interview i tre år, ligesom der heller ikke var en moderator til arrangementet, som dynamisk vekslede mellem spørgsmål fra salen og Cave ved flyglet.
Hvad publikum ønskede svar på, var en blandet landhandel. Der var både intellektuelle forespørgsler om Caves forhold til religion, videnskab og parallellerne mellem Oscar Wilde-klassikeren ‘The Picture of Dorian Gray’ og Caves egen roman ‘The Death of Bunny Munro’. Ligesom en anden ville have svar på, om han kan lide ananaspizza (»en forpulet travesti!«).
Uden at differentiere i spørgsmålene tog Cave sig tid til at imødekomme dem alle. Ofte afsluttet med et »Besvarede dette dit spørgsmål?« Denne sympatiske aura etablerede fortrolighed og ansporede til mere dristige spørgsmål om Caves sorg efter tabet af sønnen Arthur i 2015.
Her blev seancen for alvor vedkommende, idet Cave fortalte, at han blandt andet bearbejdede sorgen gennem breve og e-mails fra fans, som beskrev, hvordan de selv havde reageret – disse mange forskellige reaktioner på hans ubærlige tab havde været af stor betydning for ham. Ligesom denne aften, for pludseligt stod det nemlig klart, at denne type arrangement er del af en stadig helingsproces for Cave.
Hovedpersonen var god til at kæde dialogen sammen med aftenens sangbuket, så de fremstod som udvalgt i øjeblikkets situation. Således blev ‘Papa Won’t Leave You, Henry’ tilegnet et par, der netop havde fortalt om deres graviditet, og ‘Into My Arms’ til én, som havde påpeget Caves hang til ballader.
To covernumre af artister, som har betydet meget for Cave, blev der også plads til. Hans greb om Leonard Cohens ‘Avalanche’ var indlysende og illustrerede det lyriske og kompositoriske slægtskab mellem den canadiske nestor og hans australske protegé. Versionen af T-Rex’s glamballade ‘Cosmic Dancer’ var et mere overraskende valg, men forædledes ikke desto mindre i fremførslen.
Med Cave solo ved flyglet lå det således i hans hænder at udtrykke sangenes drama og dynamik, som ellers leveres på bjergtagende vis af The Bad Seeds. Det lykkedes til fulde, særligt i ‘God is in the House’, der ofte bevægede sig ned i en tyst hvisken, og med ‘The Mercy Seat’, hvor Caves fødder intenst sparkede crescendoet frem i takt med accentuerede anslag i tangenterne.
Efter næsten tre timer med musik og snak forlod man Koncertsalen med en følelse af at have været i øjenhøjde med et nærværende menneske hos hvem det lå på sinde at udtrykke taknemmelighed overfor og dermed give meget af sig selv til sit dedikerede publikum.
Kort sagt:
Rockikonet var i sympatisk og fortrolig øjenhøjde med et dedikeret og spørgelystent publikum under kombineret Q&A og koncert, hvor man tydeligt fornemmede arrangementets værdi som en helingsproces for Cave, og hvor sætlisten virkede udvalgt i øjeblikkets situation.