En af de seneste måneders helt store Roskilde-samtaleemner har været, om Cardi B mon dukker op. Hun har fået foretaget et par plastikoperationer og har døjet med nogle seriøse bivirkninger, som efter sigende kommer når hun flyver.
På trods af al polemikken var det dog i sidste uge en anden rapper, der aflyste sin Roskilde-optræden: Chance the Rapper har meldt afbud og bliver erstattet af Wu-Tang Clan.
Sådan helt rationelt bliver det jo ikke mindre sandsynligt, at Cardi B aflyser, bare fordi Chance har gjort det samme, men det ser efterhånden ud til, at Cardi er tilbage i fuld topform – tjek bare hendes optræden fra nattens BET Awards i Los Angeles.
Hun var på scenen med husbonden Offset, og indledende stod den på samarbejdet ‘Clout’, inden Cardi overtog showet fuldt ud: Først med en lille ‘sensuel’ dans, efterfølgende med en overdådig udgave af ‘Press’, hvor der var kræfter til både ninjaspark og danserutiner.
Det var en optræden, der var Orange Scene værdig. Så håber vi bare, at hun godt må og tør flyve.
Læs også: Hvis nu Cardi B aflyser Roskilde Festival… Hvem kan så afløse?