Mannequin Pussy blander powerrock og skrigende punk-katarsis på fremragende album

5 6
Mannequin Pussy blander powerrock og skrigende punk-katarsis på fremragende album
Mannequin Pussy. (Foto: Marcus Maddox)

Mannequin Pussy har siden deres debutalbum i 2013 gjort sig i hårde, aggressive og hurtige punksange, der sjældent har varet ret meget mere end to minutter. Bag deres larmende og skramlede lo-fi-raseri har man dog altid kunne ane både et øre for en god popmelodi og et blødende hjerte. Det var næppe for sjov, at bandets andet album fra 2016 bar titlen ‘Romantic’.

Netop de gode melodier og det blødende hjerte er to af de ting, der træder helt frem i spotlyset på gruppens tredje album, der dog langt hen ad vejen er alt andet end romantisk. ‘Patience’ balancerer mellem storladne poppunk-anthems og små eksplosioner af hardcore punk, sådan at du i det ene øjeblik kan synge med i bedste stadionrock-stil, mens alting i det næste bliver revet i stumper og stykker af en tornado af guitar, trommer og skrigende halse.

Albummet, der tematisk kredser omkring et usundt og voldeligt parforhold, lever i en konstant vekselvirkning mellem hvidglødende vrede og varmblodet følsomhed. Mellem den gode pop(punk)melodi og en fuldstændig smadret punkæstetik. Allermest poppet er førstesinglen ‘Drunk II’, der på én og samme tid takler sorgen over bruddet og fortrydelsen over at føle den slags, når forholdet var så usundt, som det var. Følelser, der som titlen indikerer forsøges druknet i en sø af alkohol.

»And do you remember the nights I called you up? / I was so fucked up, I forgot we were broken up / I still love you, you stupid fuck«, vrænger en frustreret Marisa Dabice, der egentlig bare vil have plads til også at kunne være svag og sårbar, selv når omverdenen insisterer på det modsatte.

»And everyone says to me / Missy, you’re so strong / but what if I don’t wanna be?«.

For når Dabice kort efter på ‘Fear/+/Desire’ synger »Does holding me down make you feel desire? / leave my body ’til I can return«, træder sårbarheden og alt det tabubelagte pludselig i forgrunden, og i modsætning til gruppens tidligere udspil gemmes det ikke væk bag en mur af larmende punk.

I stedet leveres sårbarheden grafisk, hudløst ærligt, uden ret meget filter og pakket ind i en medrivende alternativ rocksang. Det betyder dog ikke, at vreden, støjen og kaosset er strøget fra Mannequin Pussys repertoire. Spredt rundt på albummet finder man en række korte og brutale punksange som ‘Cream’, ‘Drunk I’, ‘Clams’ og ‘F.U.C.A.W.’, hvor der i den grad bliver smadret igennem. Det fungerer i øvrigt virkelig godt. Som en slags punk-katarsis, der renser paletten hver gang poppunken er lige ved at tage overhånd.

Alligevel er det netop Mannequin Pussys nyfundne popsensibilitet, der får lov til at runde albummets 25 minutter af. ‘In Love Again’ er albummets absolut mest positive og romantiske sang. Her er vi ude i total powerrock komplet med et klaver, der med få og effektive anslag nærmest får sangen til at fræse mod himlen med optimistiske og fjedrende skridt.

»Oh, it keeps, it keeps gettin’ better / I cried out and fell out the center / I’m so high, I want this forever / let’s start anew / let’s see it through / I’m so happy layin’ here with you / I’m in love with you«.

Beviset på, at kærligheden og den nye forelskelse er mulig på trods af alt det lort, som vi alle slæber med os i vores følelsesmæssige bagage.


Kort sagt:
Med ‘Patience’ blotter Mannequin Pussy og sanger Marisa Dabice deres sårbarhed, mens hardcore punk og storladen powerrock sys sømløst sammen gennem 25 fremragende minutter.

Mannequin Pussy. 'Patience'. Album. Epitaph Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af