Angel Olsens ’All Mirrors’ er himmelstræbende, kølig perfektion
’Lark’, åbningsnummeret på ’All Mirrors’, udfolder i miniformat hele albummets fortælling om en kærlighedshistorie, der farer vild, og en protagonist, der finder sig selv på den anden side af den grundstødte tosomhed. ’Lark’ udfolder også på seks minutter værkets skiftevis intrikate og dramatiske spændingskurver og dets soniske rigdom.
Vi bevæger os fra et tyst (knapt nok hørbart) indledende vers til et hidsigt eksekveret omkvæd, hvor både strygerne og Olsen selv angriber sanserne som ved et frontalangreb, hvorefter sangen bølger uroligt frem og tilbage mellem underspillet tristesse tilsat ’Wall of Sound’-lydende percussion og strygerpartier, der veksler mellem det grandiose sturm-und-drang-vellydende og det søsygt dissonante.
Det er disse stærke kontraster, der kendetegner ’All Mirrors’, og som viser hidtil uudforskede, men stærkt betagende skyggeområder af Olsens talent.
Albummet igennem realiserer Olsen de særeste, mest forunderlige, sammenstød af musikalsk art. På ’New Love Cassette’ toner elektronisk drømmepop (a la Beach House) over i et sugende, urovækkende strygerarrangement, der vækker minder om Becks ’Sea Change’ (et album, der også tematiserer tabt kærlighed).
På ’Summer’ kombineres udflydende synthflader med en melodisk progression, der flirter med et døsigt mariachi-filmtema. ’Endgame’ oser af narkotiseret jazz-kabaret, og afslutningsnummeret ’Chance’ tager skridtet fuldt ud: Her er Olsen fanget i spotlyset på en Broadway-scene i en drøm, der hvert et øjeblik kan udvikle sig i en sinister retning (åbner scenegulvet sig under vor heltinde og opsluger hende?).
’Chance’ lyder som en hidtil glemt perle fra ’The Great American Songbook’ – David Lynch ville sikkert kunne basere en hel film på de ideer, han ville nå at skrible ned, mens hans lyttede til disse betagende seks minutter. Den underskønne ’Tonight’ står og simrer som en luftspejling; som var den mindet om en pludselig erindret drøm. Ikke ulig Mazzy Star.
Albummets himmelstræbende strygerarrangementer bemægtiger sig generelt så meget plads, at et af Olsens veletablerede trumfkort – hendes kraftfulde, men elegante vokal – indimellem fortrænges en kende eller bliver en smule distant i sine intoneringer, som om hun forsøger at flyve æterisk hen over sangene frem for at forankre dem, give dem krop og fylde.
Den tre år gamle forgænger, ’My Woman’, præsenterede et cover med et portræt af Olsen i varme nuancer, hvorimod hun på coveret til ’All Mirrors’ optræder i en stram sort-hvid komposition, der spejler musikkens og vokalens kølige perfektion.
Lyrikken er tilsvarende så godt som renset for beskrivelser af konkrete situationer, men er i stedet optaget af følelseslivets karakter af abstraktion: Det er typisk for Olsens ’metode’ som sangskriver, at hun ikke udtrykker sig hverken situationsbestemt eller ved brug af poetiske omskrivninger. Hun analyserer sig i stedet frem til overordnede sandheder, der serveres i forholdsvis ordknappe og ligetil sproglige gevandter: »There is still so much left to recover / if only we could start again pretending we don’t know each other« (’Lark’) eller »Time has revealed how little we know us / I’ve been too busy, I should’ve noticed« (’Summer’).
Olsens sange er renset for specificitet (hvordan lugtede han? Hvad så jeg på vej hen til hans lejlighed? Hvilken farve var hans sweater den dag, han sagde, at det var forbi mellem os? Dén slags). Olsen skærer helt ind til benet: Hvad betyder den følelse, jeg mærker lige nu? Hun svælger altså ikke i (eller opholder sig ved karakteren af) selve følelsen, men er interesseret i hvilken ’sandhed’ om tilværelsen, forholdet eller selvet, den refererer til.
Er det et problem for lytterens evne til indlevelse og mulighed for spejling (og spejling spiller – jævnfør titlen – en ikke uvæsentlig rolle for albummets sondering af det væsentlige ved mennesket og menneskelige relationer)? Nej, ikke nødvendigvis.
Olsen udtrykker sig nemlig ikke i floskeltunge klicheer. Hun har analyseret sig frem til slående udsagn om eksistensen, hvorved hendes emotionelle intelligens som sangskriver står tydeligt frem linje for linje. Det er kondenserede udsagn, jovist, men det er lidt som en prunkløs og præcis tegning med sorte kridtstreger på hvid baggrund, der er resultatet af at kunstneren har arbejdet sig gennem en kladdesamling papir for langsomt at barbere sit udtryk ned til det essentielle.
Sprogligt lægger Olsen sig tæt op ad ’almindeligheder’, men følelsesmæssigt åbner hun alligevel op for hele verdener af rum og refleksion (ikke ulig en sangskriver som Portisheads Beth Gibbons, der udtrykker sig på samme vis – på en gang nøgent og abstrakt). Der er således en slidstyrke over Olsens ord, fordi de – hvis man forsøgte at skære mere fedt fra – ville ende med et tomt stykke papir. I denne slidstyrke findes også en tidløshed, en kerne af noget almengyldigt, som gør, at disse sange (måske) vil kunne lyttes til med samme udbytte om ti, 40 eller 400 år.
’All Mirrors’ er i det hele taget en art ’upside down’-version af ’My Woman’ (og tving mig ikke til at vælge mellem de to værker, for jeg synes de komplementerer hinanden noget så smukt). ’My Woman’ er et romantisk album om kærligheden, dens glæder, vildfarelser og forviklinger, der – uagtet, at det ikke just var kommercielt rettet i sin appel – føltes som en omfavnelse. Der var en glød i Olsens stemme og en varme i arrangementerne, som man kunne lune sig ved og give sig hen til, selv når lyrikken tog udgangspunkt i kuldslåede erfaringer fra kærlighedens kampplads(er).
Med ’All Mirrors’ har Angel Olsen nok en gang fokus på intimsfærens brydninger med kærlighedserfaringer, men denne gang er optikken, perspektivet og præsentationen dramatisk anderledes. Med tryk på dramatisk.
Kort sagt:
’All Mirrors’ er kendetegnet af stærke kontraster, der viser hidtil uudforskede, men stærkt betagende skyggeområder af Angel Olsens talent.