15. ‘Bitch Better Have My Money’
Rihanna synger om at have »your wife in the backseat of my brand new foreign car«, men i musikvideoen tager hun den lige et skridt videre og pakker sit offers hustru ned i en kuffert i bagagerummet. Eller gør hun? Til sidst afsløres det, at ‘the bitch’ i virkeligheden er en mand (spillet af Mads Mikkelsen!), og dét feministiske twist er på en måde en perfekt billedside til et nummer, der er Rihannas mest trappede, magtfulde og, ja, straight up rapper-agtige til dato.
14. ‘Kiss It Better” (fra ‘Anti’)
Prince-stemningen er i fuld effekt på 80’er-powerballaden ‘Kiss It Better komplet med et grædende, forvrænget guitartema. ‘Kiss It Better’ er en god gammeldags tåreperser med lidt Rihanna-magi drysset over, og sjældent har en bøn om at blive taget tilbage af sin eks lydt så kraftfuld; »Man, fuck yo pride / just take it on back, boy«. Som altid er Rihanna stærk, selv når hun er allermest sårbar.
13. ‘What’s My Name’ (fra ‘Loud’)
Rihanna og Drake-samarbejder er nærmest en historie for sig. ‘What’s My Name’ er måske det mest poppede og pompøse af dem, hvor Rihanna (som kun hun kan) synger så længselsfuldt, at selv de meningsløse na-na’er i omkvædet bliver ladet med følelser. At Drake ikke er bange for at skrue helt op for en corny kærlighedsrap er prikken over i’et i den sukkersøde, men alligevel helt perfekte kærlighedsduet.
12. ‘Pon de Replay’ (fra ‘Music of the Sun’)
‘Pon de Replay’ var Rihannas debutsingle og hendes første hit. Men i dag er det slående, hvordan sangen for så vidt lyder meget af den Rihanna, vi stadig kender i dag. Selvfølgelig er der sket en udvikling, men den kraftfulde vokal og den frygtløse stil, som sidenhen har gjort Rihanna til en verdensstjerne, var tydelig allerede dengang.
11. ‘Needed Me’ (fra ‘Anti’)
Med ‘Needed Me’ slog Rihanna for alvor fast, at tiden som den ideelle popprinsesse definitivt var ovre. »Fuck your white horse and carriage«, synger hun bogstaveligt over det tunge, forvrængede track med henvisning til eventyret om Askepot, hvorefter omkvædets lange melismer effektfuldt trækker titelordene »needed me« i langdrag – nærmest som en drilsk hån mod alle os, der stadig har brug for Rihanna, nu hvor hun i hvert fald ikke har brug for os længere.
10. ‘Pour It Up’ (fra ‘Unapologetic’)
Her er der dømt Badgalriri i fuldt flor. Penge, magt og sex er kodeordene i ‘Pour it Up’, og sangen indkapsler perfekt den absolut mest intimiderende side af Rihannas persona. Musikalsk sker der måske ikke det store, men der er en tyngde og dysterhed i produktionen, som gør ‘Pour it Up’ til en af de Rihanna-sange, hvor man må lægge sig fladt ned af ren ærefrygt.
9. ‘Love On the Brain’ (fra ‘Anti’)
Man kan nærmest mærke den døsige beruselse fra første anslag i ‘Love On the Brain’, der byder på en af Rihannas absolut mest overbevisende vokalpræstationer til dato. Hendes karakteristiske varme klang breder sig fra den blideste lokkende hvisken til de helt store følelsesudladninger, og de tilbagelænede valsende takter udgør det perfekte soundtrack til en øm kinddans midt i en rørstrømsk følelsesbrandert, hvor det føles som om, kærlighed virkelig er det bedste drug i verden.
8. ‘Man Down’ (fra ‘Loud’)
Rihannas caribiske baggrund skinner igennem mange steder i hendes diskografi, men ingen steder så tydeligt som på reggae-bangeren ‘Man Down’. Her har Barbados-sangeren bedrevet en form for fortsættelse af Bob Marleys klassiske ‘I Shot the Sheriff’, hvor hun angrer et mord, mens det vuggende beat forsætter ufortrødent og ildevarslende sirener konstant hyler i baggrunden. Rihanna føler sig uden tvivl helt hjemme i reggaens univers, og takket være hendes upåklagelige rytmiske timing og slangudtale udgør ‘Man Down’ absolut en værdig hyldest til hendes tropiske ophav.
7. ‘Diamonds’ (fra ‘Unapologetic’)
‘Diamonds’ rammer helt perfekt den svære balance mellem svulstig storladenhed og oprigtig relaterbarhed. »I choose to be happy«, synger Rihanna, der på det her tidspunkt i karrieren stadig var ved at komme sig efter et voldeligt forhold til ekskæresten Chris Brown. På den måde bliver ‘Diamonds’ en erkendelse af, at man faktisk kan vælge at definere sin egen lykke midt i al elendigheden. Sangen drives frem af en nærmest militaristisk beslutsomhed, der foranlediges af de subtile marchtrommer, som sætter en fed streg under, at man altid skinner som en diamant – selv i modgang.
6. ‘Only Girl (In the World)’ (fra ‘Loud’)
Før vi fik den selvstændige powerkvinde, der er Rihanna i dag, var der også en tid, hvor hun som ung popstjerne med postkasserødt hår længtes efter den idylliserede, ubegrænsede kærlighed, vi alle sammen kender fra romantiske film. ‘Only Girl (In the World)’ er en bombastisk og i øvrigt fuldstændig uimodståelig EDM-ode til den slags euforisk kærlighed, man får lyst til at råbe op om midt på dansegulvet, mens den massive synthlyd pumper blodet rundt i kroppen.
5. ‘Rude Boy’ (fra ‘Rated R’)
»Come here rude boy boy, can you get it up / come here rude boy boy, is you big enough«, synger Rihanna på det måske bedste af de mange numre, hun har lavet sammen med den norske producerduo Stargate. Det egentlig ret statiske beat er det perfekte akkompagnement til Rihannas halvrå linjer om sex, magt og begær. På ‘Rude Boy’ er Rihanna i centrum, og hun er ikke bange for at kræve sit. I løbet af sangen bliver det da også tydeligt, at selv om man får lov at være »the captain«, så er det altså Rihanna, der styrer slagets gang.
4. ‘Stay’ (fra ‘Unapologetic’)
Der er en vildt stærk følelse af sorg og savn i den simple omkvædslinje »I want you to stay«, der rammer hårdt og fuldstændig ægte. På fineste vis synger Rihanna om en turbulent romance, og særligt da sangen udkom, var det overraskende at se en så sårbar side af den ellers så festglade sanger, der havde domineret begyndelsen af 2010’erne. Med simple akkorder, en enkel melodi og en melankolsk Rihanna i et badekar er ‘Stay’ hendes nok stærkeste ballade.
3. ‘Umbrella’ (fra ‘Good Girl Gone Bad’)
Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er, der gør ‘Umbrella’ til så godt et popnummer til trods for dets ret intetsigende repetitive tekst og monotone melodi. Alligevel er det bare en fuldstændig uundgåelig banger, som man genkender instinktivt allerede fra det første anslag på den karakteristiske åbne hi-hat og Jay-Z’s nærmest fjollede, men alligevel fuldstændig uundværlige shout-outs i introen.
Kan det være fordi paraply- og vejrmetaforen resulterer i, at man automatisk kommer i tanke om sangen, hver gang det regner? Nej, det er nok mere sandsynligt, at det er Rihannas overlegne levering af det ellers noget generiske udgangspunkt, der ophøjer materialet til et stadie, som ingen anden artist ville have kunne have opnået.
‘Umbrella’ cementerede under alle omstændigheder Rihanna som en opgraderet popmegastjerne, og med en ny edgy pagefrisure samt en plads i mentoren Jay-Z’s uofficielle talentprogram markerede nummeret desuden, at den unge pige fra Barbados, vi havde kendt førhen, var blevet en moden kvinde, som i den grad var kommet for at blive.
2. ‘Work’ (fra ‘Anti’)
‘Work’ er øjeblikket, hvor Rihanna dropper de store koncepter og armbevægelser og skaber et gigantisk hit ved at læne sig tilbage, tænde en blunt og bare være Rihanna.
Sangen er alt andet en larmende: Et stille, vagt dancehall-gyngende beat triller afsted, mens Rihanna skiftevis summer og nærmest mumble-rapper sin tekst. Hun hverken hæver stemmen eller artikulerer, men det behøver hun heller ikke. Hun ved, at vi alligevel hænger ved hvert semi-udtalte ord.
Og nå ja… Drake er også med på sangen, men Rihanna (og lytteren) registrerer knap nok hans tilstedeværelse. Der er kun én person, der betyder noget her.
Singlen fra ‘Anti’ indvarslede den nyeste Rihanna-æra, hvor hun giver lige præcis zero fucks for musikbranchens krav eller nogens forventninger. Hun hviler suverænt i sig selv.
1. ‘We Found Love’ (fra ‘Talk That Talk’)
De bedste popsange er ofte dem, der formår at kombinere få simple elementer på en sådan måde, at summen af de enkelte dele resulterer i så meget mere, end hvad de virker til på overfladen.
Sådan en sang er ‘We Found Love’. En tilsyneladende banal, klassisk EDM-sang anno 2011, hvis cirkulære opbygning ikke byder på megen afveksling, fordi det Calvin Harris-track simpelthen kører i ring igennem hele nummeret. Altså lige på nær i kontraststykket, hvor et nærmest uendeligt build-up kulminerer i et episk frigørende drop, der effektfuldt sender chokbølger gennem hele dansegulvet, når alle helt uundgåeligt hopper i takt.
Hvis vi kigger dybere under nummerets simple struktur, er ‘We Found Love’ en smuk hymne, der ligesom andre perler fra Rihannas karriere som ’Diamonds’ og ’Umbrella’ handler om at finde kærligheden og den trygge havn i selv de mest håbløse tilstande – hvad end det gælder tilværelsens generelle weltschmerz eller et specifikt forhold. Når alt netop virker håbløst og spidser til, symboliserer det ekstremt veludførte musikalske drop i ‘We Found Love’ ideen om, at det er sundt at smide det hele på gulvet i et kort øjeblik for så at kunne samle sig selv op og gøre det hele igen med fornyet energi.
Set i lyset af Rihannas medieombruste forhold til ekskæresten Chris Brown er ‘We Found Love’ og særligt den tilhørende musikvideo en dybt personlig kommentar til hendes egen historie med voldelige forhold, og om hvordan det, der kan virke sort/hvidt for os andre, absolut ikke er det, når man først er indfanget i følelsernes edderkoppespind.
»Kærlighed gør blind«, lyder det gamle ordsprog som bekendt, og med ‘We Found Love’ formåede Rihanna altså at formidle det budskab på både godt og ondt i et sådan format, at man ikke kunne lade være med hverken at lytte, synge eller danse med.