Vores førstehåndsindtryk af Justin Biebers ‘Changes’ – sang for sang

Vor tids måske mest elskede og hadede popstjerne er tilbage med sit femte album. Men er Bieber forandret? Er ’Changes’ bedre eller værre end hans nyanlagte overskæg? Er Bieber stadig den hjerteknusende bad boy, han var i 2015?
Vores førstehåndsindtryk af Justin Biebers ‘Changes’ – sang for sang
Justin Bieber.

Det er snart fem år siden, Justin Bieber udgav albummet ‘Purpose’, påbegyndte en vanvittigt omfattende verdensturné, spillede udsolgte koncerter på kæmpemæssige stadioner over hele verden for til sidst at gå ned med flaget. Med et brag.

Har man læst overskrifter i tabloidpressen siden da – og måske endda fulgt med i Youtube-dokumentarserien ‘Seasons’ – ved man, at de seneste par år absolut ikke har været lutter lagkage for den nu 25-årige popstjerne. Men med sit femte album lader Bieber nu til at signalere, at han trods alt er gennemgået nogle, ja, ‘changes’.

Han er kommet ud på den anden side af et vist nok ret heftigt stofmisbrug, og frem for alt lader han til at være blevet en ægte wife guy med store bogstaver. Faktisk har Bieber sagt, at hans hustru Hailey Bieber har været muse for hele albummet. Historien er god – men holder musikken?

Vi har lyttet til albummet hele morgenen for at få en fornemmelse af, hvad Justin Bieber anno 2020 er for en.

Her er vores førstehåndsindtryk af ‘Changes’ – sang for sang. En rigtig anmeldelse kommer i starten af næste uge.

1. ‘All Around Me’

»Not sure what I was doing before ya«.

Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede, før jeg mødte dig. Sådan åbner Justin Bieber ‘Changes’, og at det her album er dedikeret til Hailey Bieber er ikke svært at forestille sig. Gør dig klar på en ægte valentinsbasker af et album.

2. ‘Habitual’

Et sofistikeret, tilbagelænet beat, bouncy synths og Biebers læskende vokal. Det er stort set det, der udgør ‘Habitual’, og resultatet er et virkelig vellydende, lækkert nummer.

3. ‘Come Around Me’

Bieber laver hattrick i lowkey r’n’b-numre. Denne gang med et halvlummert, sexet tekstunivers: »Who taught you how to drive stick? / you a fool with it, love the way you fool with it / and the way you motion, motion in my lap«. Frækt, Biebs.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Intentions’ feat. Quavo

‘Intentions’ udkom for en lille uge siden, og jeg var solgt fra første lyt. Teksten er sukkersød og en rendyrket kærlighedserklæring til fru Hailey Bieber (ligesom albummets forrige tre sange…). Den simple produktion og sangens fine synthtema gør virkelig ‘Intentions’ til et af de fineste Bieber-numre i lang tid, og at Quavo kommer på sukkersødt autotune-visit fungerer faktisk overraskende godt i det lidt afslappede popunivers.

5. ‘Yummy’

Albummets allerførste single. Jeg må indrømme, at jeg bare ikke er oppe at køre over det her Bieber-track. Der er noget søvndyssende og en lille smule tåkrummende over det lidt halvdovne, repetitive »Yuuuuuuummy yuuuuuuuum, that yuuuuuuuummy yuuuum«. Nummeret lyder som ‘Hotline Bling’ og som noget, der faktisk godt kunne være blevet et meme, hvis ikke ordet ‘Yummy’ simpelthen var så mærkeligt som omdrejningspunkt for en sang.

6. ‘Available’

Et roligt, tilbagelænet track med luftige synths som rygraden for det simple tre-akkords-tema. Og lur mig ikke, om den her sang også handler om, at Justin altid er klar på at være sammen med Hailey?

7. ‘Forever’ feat. Post Malone og Clever

Her sker der endelig noget lidt andet. Tracket er knap så r’n’b-agtigt som de forrige, og der er lidt mere spændstighed og energi i Biebers vokal. Post Malone og Clever kigger forbi på hver deres vers, men sangen bliver først for alvor interessant i outroen, der desværre er alt for kort.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Running Over’ feat. Lil Dicky

Åh nej. Sidst Justin Bieber og Lil Dicky lavede noget sammen, sang Justin Bieber, at han var en bavian med et kæmpe røvhul. ‘Running Over’ er heldigvis knap så cringe. Men mindeværdig er den heller ikke.

9. ‘Take It Out On Me’

Hmmm… Det bliver næsten en lille smule svært at finde på mere at sige om den her slags numre, ganske enkelt fordi der er så utroligt mange af dem på ‘Changes’. Det er chill, det er velproduceret, og Bieber synger jo upåklageligt. Men det bliver aldrig rigtig interessant.

10. ‘Second Emotion’ feat. Travis Scott

Her lyder intro og synths lidt som favoritten ‘Intentions’, og det tegner jo rigtig godt! Sangen er lidt mere sørgmodig end de forrige, og lyrikken er lidt sværere at gennemskue. Travis Scott kigger forbi med »Skrrrt« og »It’s lit!« – og måske et lille skud ud til breakuppet med Kylie Jenner? ‘Second Emotion’ fungerer virkelig som en tiltrængt afveksling fra de lidt enslydende r’n’b-kærlighedssvadaer.

11. ‘Get Me’ feat. Khelani

Vuggende, lidt palmeø-klingende track med Kehlani på visit. Intet at klage over her.

12. ‘E.T.A.’

Hvis det ikke allerede var slået fast, kan Hailey og Justin Bieber ikke få nok af hinanden. Her synger Bieber over nogle subtile guitarakkorder om, at han bare vil vide, hvornår Hailey puller up foran hans gate: »I just wanna know your E.T.A / out the window got me looking out the street«.

13. ‘Changes’

Når man når til et albums titelnummer, spidser man altid lige lidt ekstra ører. Tracket her er helt simpelt – bare Justin og en guitar, mens han synger »I’m going through changes«.

Der er en fin eftertænksomhed i sangens lyrik, som når han siger »sometimes I smile like it’s all good / even though there’s pain underneath it« – eller måske endnu finere, da han i slutningen af omkvædet synger »though I’m going through changes / don’t mean that I’ll change«.

Bieber ved godt, at forandring er sværere end som så, og at han ikke kan løbe fra, hvem han er.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. ‘Confirmation’

Det her er virkelig ‘Jeg elsker dig for evigt Hailey’-tracket. Og det er faktisk virkelig fint. Nummeret har en smuk svævende stemning, og teksten lyder næsten som en slags bryllupsløfter, der også hænger fint sammen med titlen. ‘Confirmation’ er en bekræftelse af, at Justin virkelig har fundet sin wifey.

15. ‘That’s What Love Is’

Ej, Bieber. Hvis vi skal klare ét überromantisk nummer mere, så skal det altså ikke være serveret i en happy-go-lucky-guitarstil som det her. Det havde vi slet ikke brug for.

16. ‘At Least For Now’

Lige nu er jeg mest bare lettet over, at ‘Changes’ ikke sluttede med ‘That’s What Love Is’. Men ‘At Least For Now’ er faktisk en rigtig fin, følsom lille note at slutte (næsten) af på. Bieber beskriver et ret konkret scenarie, hvor man ikke helt fornemmer, hvad der på spil. Men det er i hvert fald en cocktail af sårbarhed, kærlighed og en form for eftergivenhed.

17. ‘Yummy’ (Summer Walker Remix)

Well. Det er ‘Yummy’ med amerikanske Summer Walker på andet vers og lidt lækre andenstemmer undervejs. Men det ændrer altså ikke på, hvad der står om ‘Yummy’ lidt længere oppe i teksten…

Til gengæld runder remixet ‘Changes’ af på den r’n’b-manér, der har domineret langt størstedelen af albummet.

En rigtig anmeldelse af albummet lander i næste uge.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af