Musik i Lejet har mandag aften bekræftet, at årets festival afblæses, efter at Mette Frederiksen forlængede forbudet mod større forsamling til og med august.
»Det er med stor ærgrelse, at vi er nødt til at aflyse årets festival«, lyder det fra formand Peter Maarbjerg i en pressemeddelelse.
Han fortæller desuden, at årets festival ikke vil blive udskudt til et senere tidspunkt: »Vi vender stærkt tilbage, når festivalen kan blive afviklet igen på normal vis i 2021. For nu er vores fokus på at få samlet skårene med alle de skuffede deltagere, frivillige og leverandører«.
Festivalen har åbnet for, at man kan få refunderet sin billet eller overføre den til 2021. De nærmere detaljer vender festivalen tilbage med inden for to dage, lyder det i pressemeddelelsen.
Årets festival skulle have været afholdt 16.-18. juli og blev udsolgt på ganske få minutter. Datoerne for næste års festival er 22.-24. juli 2021.