Soloalbummet: Momentet, hvor bandmedlemmer kan vise, at de også kan noget i egen ret.
Gigantiske karrierer er blevet startet af kendte bandmedlemmer, der viste, at de kunne mere og andet end den gruppe, de oprindeligt blev associeret med. I visse tilfælde ender solokarriererne endda med at have mere succes end den gruppe, der fungerede som det oprindelige springbræt – se bare navne som Michael Jackson (The Jackson 5), Van Morrison (Them), Lil Wayne (Hot Boys), Eric Clapton (The Yardbirds), Rod Stewart (The Jeff Beck Group) og Beyoncé (Destiny’s Child).
Alle disse navne var dog hurtigt udpeget til at være blandt de mest fremtrædende medlemmer i deres respektive grupper. Det er intet under, at de fik stor succes med deres soloalbum – de havde allerede alles øjne rettet mod dem.
Men det er ikke alle bandmedlemmer, der har dette privilegium. For eksempel har Radiohead-guitarist Ed O’Brien alle dage stået i skyggen af frontmand (og succesfuld solokunstner) Thom Yorke samt leadguitarist (og succesfuld filmkomponist) Jonny Greenwood.
I april udgav han dog (under pseudonymet EOB) sit første soloalbum ‘Earth’, og i den anledning slår vi ned på fem stærke soloalbum fra musikere, der langt fra har spillet førsteviolin i deres respektive bands.
1. Steve Hackett ‘Voyage of the Acolyte’ (1975)
Flere af Genesis’ medlemmer har haft stor succes uden for bandet. Bandets oprindelige forsanger, Peter Gabriel, udgav øjeblikkeligt stribevis af roste artpop-udgivelser, efter han forlod bandet i 1975. Trommeslager og senere forsanger Phil Collins indledte i 1981 en af de mest kommercielt succesrige solokarrierer nogensinde, og selv bassist Mike Rutherford fik scoret en pæn håndfuld AOR-hits, da han i 1985 dannede Mike + The Mechanics.
Alle disse fik så også ramt et publikum, der rakte ud over blot fans af den kringlede, teatralske progrock, Genesis oprindeligt stod for – og det er nok klart en årsag til, at guitarist Steve Hacketts solokarriere har fået mindst opmærksomhed; hans bedste album lyder simpelthen stadig meget som Genesis.
Hackett satte sig for at skrive ‘Voyage of the Acolyte’, da Peter Gabriel forlod Genesis. Hackett var simpelthen i tvivl om, hvorvidt bandet stadig kunne overleve uden Gabriel, så han tænkte, at det var et ideelt tidspunkt at kaste sig ud i en solokarriere. Til sin solodebut havde han stadig Genesis-medlemmerne Rutherford og Collins med sig, men det gør kun lyden på albummet stærkere – man kan mærke, at det er nogle musikere, der er vant til at arbejde sammen med Hackett, og derfor også forstår hans visioner.
Hvert nummer på albummet er inspireret af et tarotkort, men dette abstrakte koncept er slet ikke nødvendigt at sætte sig ind i, for at man kan nyde værket. Den symfoniske, dynamiske verden, som albummet kreerer, er en fryd for ørerne.
Hør albummet på Spotify HER.
2. Chris Bell ‘I Am the Cosmos’ (1992)
Powerpoppionererne Big Star gøres ofte synonyme med forsanger Alex Chilton. Og det giver da mening. Han er en dybt fascinerende skikkelse, og bandets roste svanesang ‘Third’ handler fra start til slut om Chiltons mentale tilstand. Chiltons mere skramlede, abstrakte solomusik har også sine fans – men resten af bandet bliver desværre tit overset.
På Big Stars debut, det ironisk betitlede kommercielle flop ‘#1 Record’, delte Chilton rollen som både forsanger, guitarist og primær sangskriver med Chris Bell. Bell var allerede et tydeligt stortalent dengang, men der var konstant konflikter mellem ham og de andre bandmedlemmer, herunder slagsmål. Han forlod derfor Big Star og kastede sig ud i en solokarriere.
Han nåede desværre kun at udgive én single, inden han døde som 27-årig i en bilulykke, men 14 år efter hans død blev hans dengang uudgivne sange samlet på albummet ‘I am the Cosmos’. Det blev indspillet nogenlunde samtidig med ‘Third’, og mange af sangene kommer også direkte ind på Bells kamp med depression og selvhad – og selv på de sange, der ikke gør, lurer tungsindet altid i baggrunden. Det er derfor et ideelt companion piece til ‘Third’, der også er temmelig løst struktureret.
Ikke mindst gør ‘I Am the Cosmos’ det klart, at Bell absolut var en lige så virtuos sangskriver som Chilton. Bell var moden, spirituel og tænksom i en helt anden grad, end han var på ‘#1 Record’, men han forstod så sandelig stadig at skrue en solid popmelodi sammen.
Hør Deluxe-udgaven af albummet på Spotify HER – lad dig nøje med de 12 første tracks, hvis du vil have den oprindelige tracklist
3. DJ Muggs ‘Muggs Presents… The Soul Assassins, Chapter I’ (1997)
I hiphopgrupper giver det nærmest sig selv, at rapperne ender med at tiltrække sig mere opmærksomhed end producerne. Da Cypress Hill sidste år gæstede Roskilde Festival skete det således uden DJ Muggs, og de færreste skænkede det en tanke – det hjalp så også, at Mix Master Mike gjorde det fornemt som erstatning. I 2010 udgav Cypress Hill endda et album uden Muggs – hvis det havde været B-Real eller Sen Dog, der manglede, havde det nok været umuligt at sælge som et egentligt Cypress-album.
Alligevel er Muggs uden tvivl det medlem, der har den mest imponerende karriere uden for Cypress Hill. Han har udgivet stærke fællesalbum med blandt andre GZA, Roc Marciano, Meyhem Lauren og Mach-Hommy, men på ‘Muggs Presents… The Soul Assassins, Chapter I’ er han den absolutte hovedperson.
Muggs prøvede ganske vist at sælge The Soul Assassins som et kollektiv, men Muggs selv er den eneste musiker, der spreder sig på tværs af tracklisten. Hans kølige boom bap-beats skaber kohærens mellem så forskellige rappere som Dr. Dre, GZA, Mobb Deep, Wyclef Jean og selvfølgelig Cypress Hill, der alle her er i deres mest hårdføre, voldsomme hjørne. Han forstod at kreere beats, der fungerede ideelt for de tiltænkte rappere – men som også tjener albummets sammenhængende lyd.
Muggs har fortsat ‘Soul Assassins’-serien, og fjerde kapitel, ‘Dia del Asesinato’, udkom så sent som i 2018 med rappere som MF Doom, Freddie Gibbs og Raekwon på gæstelisten – men hvis du kun skal høre én, anbefaler vi klart første kapitel.
Hør albummet på Spotify HER.
4. The Pete Best Band ‘Hayman’s Green’ (2008)
George Harrison, John Lennon, Paul McCartney og endda Ringo Starr har haft talrige populære soloalbum. Men vi skal endelig ikke glemme, at der har været andre Beatles-medlemmer end blot disse fire. Ganske vist var Ringo Starr trommeslager lige fra gruppens første album, men inden da havde de en håndfuld andre trommeslagere, og inden Starr var Pete Best den trommeslager, der var i bandet længst tid – fra 1960 til 1962.
Best er stadig bedst kendt for at være Ringo Starrs forgænger, og han fik ikke umiddelbart nogen succes med de projekter, han kastede sig ud i årene efter, han blev smidt ud af The Beatles – og det er egentlig ikke underligt, når man lytter til det. Tidlig Pete Best er simpelthen tilforladelig poprock, som der var spandevis af i 60’erne – og det hjalp så slet ikke, at den åbentlyse sammenligning var med The Beatles, der kun blev mere ambitiøse med tiden.
I 1988 begyndte han dog endelig efter 20 års pause at tage på turné igen. Han var stadig ingen superstjerne, men han havde opnået noget kultfølgeskab, hovedsageligt grundet sin tid i The Beatles. Siden da har han kun udgivet ét album bestående af originalt materiale: ‘Haymans Green’ fra 2008. Det er så til gengæld også et fremragende album.
Det lyder meget af The Beatles, men pudsigt nok mest af gruppens senere år. Det er svævende, psykedelisk poprock fyldt med fængende melodier, stærke vokalharmonier og godt med charme. Det er som at støde på en Beatles-skatkiste, der længe har været gemt godt af vejen – men som absolut ikke fortjener at være så overset, som den er.
Hør albummet på Youtube HER.
5. Sarah Neufeld ‘Hero Brother’ (2013)
Bed en tilfældig Arcade Fire-fan om at opremse bandets medlemmer gennem tiden, og de vil nok først nævne de to Butler-brødre og Régine Chassagne. Violinist Sarah Neufeld, som vi fokuserer på her, er ikke engang officielt medlem længere, omend hun stadig tager på turné med resten af Arcade Fire og medvirker på samtlige album.
Uden for Arcade Fire er hun dog en meget mere eksperimentel skikkelse. Hun laver moderne klassisk musik med kompositorisk inspiration fra genrer som jazz og folkemusik, hvilket blandt andet har resulteret i to soloalbum og et fællesalbum med hendes ægtefælle, saxofonist Colin Stetson. Vi har her valgt at fokusere på hendes første soloalbum, ‘Hero Brother’.
Hektisk vuggende rytmer suser konstant afsted på dette album, der – ud over to tracks med gæsteoptrædener fra Nils Frahm, der også agerer producer på albummet – udelukkende byder på Neufeld selv, hendes violin og den skønneste rumklang. Rumklangen kommer blandt andet fra, at hun har indspillet i en forladt geodætisk kuppel, en parkeringskælder og en orkestersal.
Der er noget næsten gruopvækkende over albummets minimalistiske lyd. Når blot én violin står ensomt i lydbilledet, føles den utrolig skrøbelig, og igen er rumklangen en medvirkende årsag til dette – man kan aktivt høre, at der kan gemme sig noget uforudset i krogene. Fans af komponister som Béla Bartók, Steve Reich og Glenn Branca skal absolut dyrke Neufelds output uden for Arcade Fire – og ‘Hero Brother’ er et ideelt sted at starte.
Hør albummet på Spotify HER.