Coronakrisen har massive konsekvenser for musikbranchen, og der er lange udsigter til, at vi igen kan samles til livekoncerter og festivaler. Men det er ikke kun musikken som fysisk samlingspunkt, der er udfordret. Flere store album er blevet udskudt på ubestemt tid grundet krisen, og fremtidens udgivelseskalender ser markant mere tom ud, end den plejer denne tid på året.
Clara er en af de kunstnere, der har valgt at holde fast i planerne, og hun udgav 27. marts sit andet album ’Growing Up Sucks’ på trods af – eller måske endda på grund af – krisen. Og selv om det ikke var en helt nem beslutning, så var der reelt ikke noget andet valg for den danske popsanger.
»Vi diskuterede, om vi skulle rykke det, men sandheden var jo bare, at der ikke var noget at rykke det hen imod. Ingen kunne sige, hvordan situationen så ud om en måned, to måneder, et halvt år, så det kunne jo have stået på for evigt. Jeg kunne også bare mærke, at jeg gerne ville have det ud nu, fordi der er noget ekstremt befriende ved at udgive sin musik, så snart den er færdig«.
Man kan undre sig over, at flere kunstnere ikke vælger at udgive deres musik netop nu, hvor man skulle tro, at mange mennesker har mere tid end sædvanligt til at lytte. Men sagen er mere kompliceret end som så, for ingen artist ønsker vel, at et album, der har været længe undervejs, drukner i corona-angst og diskussioner om, hvorvidt vi overhovedet har brug for kultur i disse krisetider. Og den slags tanker fyldte da også en del i Claras overvejelser op til udgivelsen:
»Jeg var megabange for, at folk faktisk ville synes, det var lidt upassende at udgive musik midt i krisen. For er det overhovedet noget, vi skal forholde os til lige nu? Jeg frygtede virkelig, at alle kun kunne overskue at se ’Tiger King’ og nyheder, men heldigvis har jeg slet ikke mødt den slags reaktioner. I stedet virker det som om, min musik har været et slags pusterum, som forhåbentlig har givet folk følelsen af at være lidt mindre alene. Ikke kun fordi de forhåbentlig kan relatere til mine tekster, men også bare fordi der stadig er nogen derude, som bliver ved med at udgive musik og ikke bare lukker ned«.
Samtidig viser opgørelser, at vi faktisk streamer mindre musik end før krisen, og når forsamlingsforbud og regler om afstand tilmed har gjort det umuligt at følge albummet godt på vej med de sædvanlige promooptrædener og koncerter, kræver det lidt omstilling at finde sin vej som musiker og kunstner, fortæller Clara:
»De første to uger efter nedlukningen var jeg simpelthen nødt til at tage en fuldstændig offline pause fra min Instagram, fordi jeg bare kunne mærke, at jeg havde rigtig, rigtig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle være på sociale medier i den her tid. Efter det tænkte jeg, at jeg ville lade musikken tale for mig, og så udgav jeg albummet og håbede på det bedste.
Det er jo altid ens største bekymring, at et album ikke får lov til at shine. Men jeg føler, at det nok skal få tid til at vokse, selv om det måske bliver på en anden måde, end det plejer. Selv om folk måske generelt streamer mindre, så har jeg også indtryk af, at de faktisk lytter mere intensivt. Jeg har fået mange beskeder fra folk, som har haft tid til at lytte hele albummet igennem, og det er ikke noget, jeg sådan har oplevet før«.
Luksusproblemer
Det kan være svært at holde humøret oppe, når man skuer ud over en musikbranche i krise. Sommerens mange aflysninger kommer til at få uoverskuelige konsekvenser, der rækker længere ind i fremtiden, end man kan forestille sig på nuværende tidspunkt.
Hos Clara har aflysningerne betydet, at hun har måttet give afkald på en hel sommer fyldt med milepæle.
»De første 2-3 dage efter aflysningen var jeg megavred på verden. Jeg har virkelig ondt af min mor, som skulle bo sammen med mig i de dage, for jeg følte virkelig bare, at jeg var blevet frarøvet en kæmpe chance, som jeg havde arbejdet så hårdt for at opnå. Der var mange ’første gange’ for mig i år – både Roskilde, Jelling, Tinderbox og NorthSide, og det rammer ret hårdt, når man følte, man havde fået vind i sejlene som upcoming artist. Det var virkelig essentielt for mig og mange andre nye kunstnere at komme ud og spille på de festivaler i år, for man ved jo ikke, om den hype, man har for tiden, varer ved til næste år – især når man ikke kan komme ud og vedligeholde den«.
Men vreden og bekymringen begrænser sig ikke kun til det, Clara kalder sine egne »luksusproblemer«. For uvisheden og kontroltabet rækker så meget videre end kun hende selv.
»Jeg er så ærgerlig, bekymret og ængstelig på alles vegne. Jeg bor jo bare hjemme hos min mor og er ikke økonomisk afhængig af min musik, så jeg skal nok klare den, selv om jeg er skuffet og ked af det. Jeg er ekstremt glad for at være rask og bo i Danmark lige nu, og jeg kan nærmest få skyldfølelse over at være skuffet over de her ’luksusproblemer’, selv om jeg fortæller mig selv, at det selvfølgelig også er i orden at være ked af det. Men mit band og alle dem, der afvikler festivaler, er jo fuldstændig på røven, hvis de ikke får hjælpepakker, så jeg er også bare bevidst om, at der er så mange mennesker, der har det 1.000 gange værre end mig«.