Lil Yachty kan godt lide at køre stærkt. For stærkt.
Rapperen blev i sidste uge arresteret og sigtet for at have kørt over 240 km i timen på en motorvej, rapporterer det lokale Atlanta-medie WBS-TV.
Lil Yachty kørte i en hvid Ferrari, som han har flashet gentagne gange på sin Instagram, og efter historien ramte internettet i går, har rapperen delt en video, hvortil han skriver: »Jeg er ikke i fængsel«.
Lil Yachty er blevet sigtet for uforsvarlig kørsel samt overtrædelse af fartgrænsen, og det er altså ikke første gang, at rapperen er kommet i uføre grundet en for tung fod på speederen.
Tilbage i juni kunne WBS-TV nemlig rapportere, at Lil Yachty var kørt galt – dengang i en rød Ferrari – på et motorvejsstykke tæt på der, hvor han blev anholdt i sidste uge.
Hverken rapperen eller andre kom alvorligt til skade dengang, men man skulle et eller andet sted tro, at sådan en oplevelse ville få Lil Yachty til at revurdere det der med at køre alt, alt for stærkt.