M. Rexens personlige album føles som om, det konstant går i stå

2 6
M. Rexens personlige album føles som om, det konstant går i stå
M. Rexen.

Først og fremmest vil jeg gerne rose M. Rexen for at stå frem med de oplevelser, han skildrer på sit nye album, ‘Tending to the Vulnerable Things’.

Der er nogle tunge, dybt personlige emner, der kommer under behandling. ‘Natural Man’ handler om at finde sin identitet som ung, når man ikke møder støtte fra voksne. ‘I’m Not Gonna Die Today (Run)’ handler om at leve med PTSD fra barndommen af, men alligevel finde viljen til at leve. ‘Shame’ handler om at føle skam efter at blive misbrugt som barn.

At vide dette gør dog blot, at jeg – i kølvandet på M. Rexens hidtil stærkeste album, 2019’s ‘And They Danced’ – ærgrer mig endnu mere over, at ‘Tending to the Vulnerable Things’ er så kaloriefattig en musikalsk oplevelse. Det er slet ikke rart at bevidne nogen lave kunst over de mest sårbare stunder i deres liv, uden at det rent faktisk formår at blive kommunikeret effektivt musikalsk.

Et gennemgående problem på albummet er trommerne. Alle trommerne er baseret på en CR8000-trommemasine, og den lyder bare flad på tværs af albummet. Den klæder på ingen måde M. Rexens ellers ganske organiske lyd, og den bidrager aldrig med den tyngde, albummets mere dramatiske momenter kræver. Ja, trommerne gør endda de mere euforiske stunder mindre effektive – som når Rexen på ‘Nikki’ synger om for første gang at høre en barndomsvens stemme, eller da han på slutningen af ‘Natural Man’ synger om endelig at føle sig i live, trods modgang.

Trommemaskinen hjælper vitterligt aldrig. Men selv med organisk percussion tror jeg ikke, meget på albummet ville have virket ideelt. For mange af sangene er fundamentalt struktureret på en måde, der ikke fungerer.

‘Only Alone We Are Free’ har slet ikke trommer, men kører rundt i den samme træge versmelodi længe, mens en døsig guitar vralter fremad uden nogensinde at vække nogen af de følelser, sangen ellers søger at kanalisere.

‘Shame’ starter med to minutters løssluppen fløjten og percussion, der intet har at gøre med resten af sangen. Når sangen endelig går i gang for alvor, er der lange stykker, hvor Rexen blot nynner i stedet for at synge – og disse stykker har ej heller noget nævneværdigt at byde på rent sonisk, så det føles blot som om, sangen går i stå.

‘I’m Not Gonna Die Today (Run)’ er trods den beundringsværdige tematik nok et af albummets svageste led. Den formår aldrig at kommunikere hverken den desperation eller viljestyrke, som den søger at udtrykke. Ja, hvis jeg ikke vidste, hvad der havde inspireret sangen, ville jeg nok blot kalde det en triviel bluessang, der harmonisk såvel som klangmæssigt intet nævneværdigt har at byde på. For rent sonisk er det det, den er – i hvert fald i løbet af første halvdel.

Sangens afsluttende tre minutter er nemlig en forlænget outro, der vader rundt i en melankoli, som nummeret ikke har varslet det mindste. Det føles tilfældigt – som om sangen bare pludselig beslutter sig for at være en helt anden sang, uden der gøres nogen anstrengelser for at skabe en fornemmelse af kohærens.

Disse mange introer og outroer hjælper aldrig med at gøre de omkringliggende sange stærkere, og de gør heller ikke lytteoplevelsen mere smooth. Tværtimod føles de som konstante stopklodser – og når hverken sangskrivningen eller lydbillederne er særlig fængslende, føles det nærmest som om, de momenter tigger efter, at jeg skifter til et andet album.

M. Rexen har absolut vist sit værd som livekunstner, og hans foregående album, ‘And They Danced’, var spækket med lækre klangfarver. På det album fungerede sangskrivningen hele vejen igennem som en drivkraft.

Rexen kommer altså lige i hælene på sit mest vellykkede værk hidtil – og derfor ærgrer jeg mig så meget desto mere over, at ‘Tending to the Vulnerable Things’ ikke fungerer.


Kort sagt:
Det er beundringsværdigt, at M. Rexen behandler så tunge, personlige emner, som han gør på visse tracks fra ‘Tending to the Vulnerable Things’. Desværre er hverken sangskrivningen eller lydbillederne værd at skrive hjem om, og albummet er generelt struktureret sådan, at det føles som om, det konstant går i stå.

M. Rexen. 'Tending to the Vulnerable Things'. Album. We Are Suburban.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af