Donald Trump brugte i sidste uge sin sidste dag som præsident på at udskrive mere end 140 benådninger. Blandt de heldige vindere af en tur ud af fængslet fandt vi rapperen Kodak Black, der nu er blevet løsladt – tre år før tid for en dom for ulovlig våbenbesiddelse.
Så sent som i november 2020 lovede Kodak Black da også guld og grønne skove, hvis Trump ville løslade ham. »Hvis præsidenten løslader mig, vil jeg bruge en million på velgørenhed i løbet af det første år, jeg er ude,« lød det helt præcist.
Men nu, hvor Kodak Black er ude, er tweetet ifølge blandt andre HotNewHiphop pudsigt nok blevet slettet.
Ifølge Det Hvide Hus’ hjemmeside (i sidste uge) var Kodak Blacks »forpligtelser til at støtte diverse velgørenhedsindsatser« en del af årsagen til hans benådning.
Kodak Black er dog ikke en helt fri mand endnu. Han står nu over for en ny retssag som følge af en ældre sigtelse for voldtægt, som er blevet forsinket grundet covid-19. Her kan rapperen ende med op mod 23 års fængsel.