Donald Trump sluttede sine fire år som USAs præsident af med at udsende stakkevis af benådninger. Hele 73 af slagsen blev der sendt ud på præsidentens sidste dag i Det Hvide Hus, og blandt de heldige var der også to rappere – nemlig Kodak Black og Lil Wayne.
Det førte logisk nok til spekulation om at sidstnævntes støtte til netop Donald Trump under dennes valgkamp sidste år, kunne være en af årsagerne til den velvillige gestus. Men Lil Waynes benådning var altså ikke årsagen til hans Trump-støtte, hvis man skal tro New Orleans-rapperens advokat.
Det fortæller Bradford Cohen, som advokaten hedder, i et interview hos New York Times. Han påpeger i stedet, at Trump og Wayne »har en stærk forbindelse«, ford præsidenten er »i underholdningsverdenen«. Cohen anerkender dog, at mødet mellem rapperen og Trump kan have haft en vis effekt.
»Det skader aldrig, at nogen får den fulde historie omkring et individ, i stedet for bare at kigge på et stykke papir«, siger advokat således. »Set i bakspejlet har det åbenbart fungeret«.
Lil Wayne var kendt skyldig i besiddelse af en gylden pistol, og riskerede en straf på op til 10 år.