Yung lyder mere selvsikre end nogensinde før på funklende album
Selvom den ganske vist ikke nyder samme grad af kommerciel gennemslagskraft som i forne tider, kan jeg ikke mindes, at der har været en så sprudlende talentmasse og alsidighed på den danske rockscene som i disse år.
En væsentlig bidragsyder til (rock)nationens nuværende velstand skal tilskrives det aarhusianske ensemble Yung anført af Mikkel Holm Silkjær. Et band hvis driftsikre fusion af punk, powerpop og garage ligeledes har vakt ørenlyd i det udenlandske medielandskab.
Applaus fra sådanne toneangivende feinschmecker-stemmer giver naturligvis anledning til at kippe med de rød-hvide rockfaner, men det føles sandt for dyden nu også ret selvfølgeligt.
For Yungs kvaliteter har været åbenlyse fra starten og særligt står 2016-forgængeren ‘A Youthful Dream’ som en funklende ædelsten i nyere dansk rockhistorie. Som titlen angiver, er albummet netop lyden af ungdommelig (og ukuelig) tro på sig selv og vovemodet til at drømme stort.
Heldigvis er Yung et band, som har noget at have sine ambitioner og talenter i. De mere end godkendte takter videreføres og ekspanderes på ‘Ongoing Dispute’. Et naturligt skridt eftersom bandmedlemmerne ofte krydser klinger om den musikalske retning (jævnfør albumtitlen).
Når følelserne er i spil, træder personlighed, erfaringer og nærvær frem og man gribes af det vedkommende touch i de nye sange. Som eksempelvis i ‘Autobiography’, hvor den stramt eksekvererede instrumentering understøtter tekstens smertelige erkendelse: »You never wanna hear someone else’s story/You’re sorry for the friendship you threw away«.
At Yung kultiverer den medrivende og fuzz-varme forløsning i de iørefaldende rabalderpopmelodier er en selvfølgelig kvalitetsmarkør. Man dvæler ved nuancerne som indikatorer for den udvikling, bandet har undergået – som virkelig konsoliderer materialet.
Det være sig de forførende korstemmer i ‘Lust and Learning’, det fiffige trommemønster i ‘Such a Man’ og de hvirvlende båndsløjfer i den forrygende singleforløber ‘Above Water’.
Omend energien og Silkjærs skrigende vokal i ‘Hose It Off’ og ‘Resolver’ ganske vist har punken som afsæt, dirrer disse sange samt den fuldkomment fortryllende ‘Friends On Ice’ desuden af et himmelstræbende format, som understreger Yungs smag for mere og det potentiale, gruppen er i besiddelse af.
»It’s merely a sign of progress« forkynder Silkjær og det udsagn kan man kun understøtte. Uden at give køb på udgangspunktet, er udtrykket blevet mere selvsikkert, vedkommende og ekspansivt i nuancerne.
Tre uger inde i 2021 har Yung allerede leveret en seriøs kandidat til listen over årets bedste danske album.
Kort sagt:
Uden at give køb på det musikalske udgangspunkt, ekspanderer og nuancerer Yung deres blændende og driftsikre sans for punkens rastløse energi og indestængtheden i den skramlede indierock i en samling pragtfulde og vedkommende rabalderpopmelodier.