Et virilt talent: Yung leverer et fænomenalt statement af et værk
Det er slet ikke så lidt utilsløret namedropping, det er blevet til i disse spalter, når talen er faldet på Aarhus’ lysende punkkomet, den navnkundige Mikkel Silkjær Holm og hans band Yung.
Men man får hurtigt forvisset sig om, at der er rigeligt med gode grunde til de mange callbacks til musikhistoriens vingesus, når man læser de tvende pressemeddelelser fra henholdsvis Fat Possum og Tough Love, der i tandem og på tværs af to kontinenter håndterer udgivelsen af ynglingens anden langspiller, som på mest hæsblæsende vis lander oven i to ep’er, hele molevitten på små to år.
For farmand Per (som også spiller i metalduoen Fossils) og mor Mia (nyslået leder af spillestedet Radar) plantede ifølge historierne bette Mikkel bag et trommesæt allerede, da purken havde ramt børnehavealderen. Da Mikkel var 12, blev han slæbt med i et skummelt øvelokale et sted i Smilets by, hvor selveste Jay Reatard holdt øver med to Aarhus-punkere, som udgjorde den amerikanske tornados trofaste backingband en overgang. Disse to var tilfældigvis også en tredjedel af smålegendariske Cola Freaks, som senere spillede til knøsens konfirmation. Hell, med sådan en baggrund skulle der da være gået mange ting galt i opdragelsen, hvis ikke Silkjær junior skulle være blevet til et eller andet inden for musikken.
Men én ting er de musikglade forældres store, fede fingeraftryk på Holms 21 år unge liv – noget andet er den helt åbenlyse tæft, han besidder for at kombinere punkens ungdommelighed med en, alderen taget i betragtning, uvirkeligt moden, disciplineret tilgang til sangskrivningen. Og her er det en fornøjelse at konstatere, at ‘A Youthful Dream’s 12 numre fra ende til anden er endnu en overbevisende manifestation af hans evner.
Den dominante dna i hans årer hedder stadig punk, omviklet tykke bånd af powerpop og grunge i den velkendte mikstur, som tidligere har fået undertegnede til at kippe med kasketten og række ud efter Jay Reatard- og Kurt Cobain-sammenligningerne – men ‘A Youthful Dream’ disker også op med friske strøg på paletten.
Den skæve, gadedrengehoppende ‘Morning View’ går således primært akustisk til værks med en skælmsk, halvdyster tekst – helt kontrapunktisk boltet oven på en nærmest delirisk optimistisk og bekymringsfri melodi – og den smukke ballade ‘The Child’ burde kunne save benene væk under de hårdeste hunde i et kommende kobbel af fans. Andetsteds på albummet triumferer et par skæringer som ‘Commercial’ og ‘Blanket’ som fræsende sommerpunk-anthems, der er så infamt og indlysende catchy, at de sidder lige mellem øjnene allerede efter de første få strofer.
‘A Youthful Dream’ er en svært overbevisende, voldsomt appetitlig helhed – dansk 2016-rock-pligtlytning simpelthen, som blot udløser ét fromt ønske herfra: At det her album for alvor vil katapultere kendskabet til Yung ud over rampen og op i et luftlag, der matcher idolernes. For hvis albumforgængeren ‘Falter’ var Holms ‘Bleach’ – et råt-for-usødet vertikalt slice af et virilt talent på vej op gennem muldlaget – så er toeren, sært passende, hans ‘Nevermind’: Et fuldtonet, fænomenalt statement af et værk, som bør pande døre ind overalt, hvor det kommer frem.
Kort sagt:
‘A Youthful Dream’ cementerer både Mikkel Silkjær Holms tæft for at kombinere punkens ungdommelighed med en moden, disciplineret tilgang til sangskrivningen og føjer nye strøg til paletten. Hvis ‘Falter’ var Holms ‘Bleach’ – et råt-for-usødet snapshot af et virilt talent på vej op gennem muldlaget – så er toeren, sært passende, hans ‘Nevermind’. Et fuldtonet, fænomenalt statement af et værk, som bør sparke døre ind overalt, hvor det kommer frem. Bravo.