Jungs folkefest i Roskilde var koncerternes svar på en popcornbasker i biografen

Jungs folkefest i Roskilde var koncerternes svar på en popcornbasker i biografen
Jung til Summer Days. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Der er bands, der er fremragende i albumformat, men hvor de i en livesammenhæng bliver ret så kaloriefattige. Og omvendt er der bands, der ikke er en videre berigende oplevelse i studieudgaven, men hvor deres koncerter løfter dem til et helt nyt niveau. Og så er der Jung.

Jung har styr på lortet. De gør lige præcis det, der er brug for. Der er et velolieret maskineri, der styrer det hele i en livesetting, og der er aldrig den mindste slinger i valsen. Det gjaldt også på Roskilde Festivals Summer Days, hvor Jung havde fået til opgave at lukke for hele molevitten søndag.

På et rent teknisk plan har jeg svært ved at pege på nogen problemer. Lyden var lige i øjet. Alle instrumenter lød mindst lige så godt som på deres studieoutput. Til tider lød de endda en kende bedre – ‘Ud i kørebanen’ havde eksempelvis forfriskende godt gang i trommerne.

Lysmaskineriet var også rigtig godt, og det fortjener bestemt anerkendelse for dets rolle i at skabe den forenende folkefest, som Jungs koncert var i de bedste momenter. Der var rigtig lækker bisexual lighting, hvilket faldt godt i spænd med den fyldige, 80’er-inspirerede synthlyd, der dominerer det meste af Jungs musik.

Og bandet forstod bestemt at spille for galleriet. Frontmand Jonas Jung Larsen fik folk til at klappe, hoppe og hive telefon-lommelygterne i vejret så let som ingenting.

Han havde styr på de knapper, han havde brug for at trykke på for at skabe koncerternes svar på en popcorngnaskende biografoplevelse. Og især under det hook-befængte afslutningsnummer ‘Hun kommer tilbage’ var der godt nok god, smittende syng-med-stemning i hele Gloria-laden.

Jung til Summer Days. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Men ligesom en ‘The Fast and the Furious’-film kan få gang i en biografsal, uden at det ligefrem er en tankevækkende film, så var Jungs koncert også lidt kaloriefattig. For uanset hvor meget der blev klappet eller danset, var der ikke særlig mange af sangene, der ramte dybt på et emotionelt plan – end ikke gruppens mest velskrevne af slagsen.

For der var ikke særlig meget af deres spil for galleriet, der fundamentalt forbedrede numrene. Vi kom ikke tættere på de følelser, der bevægede bandet til at indspille sangene. Det hed en fadøl i vejret og godt humør, mere end det hed den underlæggende melankoli, der trods alt er til stede i størstedelen af gruppens sangskrivning.

Og vi var her selvfølgelig for at feste. Men mangt et vemodigt band har før vist, at man sagtens kan forene den folkelige stadionfølelse med de mere dybtfølte drivkræfter bag sangskrivningen – bare se et band som The Minds of 99, som Jung med deres new wave-klingende lyd nok aldrig vil kunne løbe fra at blive sammenlignet med.

Det højere niveau kunne vi måske have opnået, hvis Jung havde udfordret deres egne sange lidt mere. Hvis de havde overrasket med at dreje på nogle knapper, så sangene fik en ny lyd. Og jeg forstår det skam – bandet debuterede i 2020, så de har praktisk taget endnu ikke haft mulighed for at spille sangene live, som de lyder i studieudgaverne.

Men det resulterede bare i en rigtig forudsigelig koncert, hvor det aldrig føltes som om, der var noget på spil. Og måske netop derfor gik musikken aldrig helt ind.


Kort sagt:
Havde Jung turdet tage flere chancer med deres musik, havde den nok ramt stærkere på et emotionelt plan. Men på den bedst tænkelige måde var deres folkefest af en koncert svaret på en popcornbasker i biografen.

Jung. Koncert. Summer Days.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af