Onsdag var fast drukdag, fortalte Joyce, da de fejrede deres nye album til Soundvenue LIVE – se billederne
Fans, venner og alt derimellem var torsdag samlet på et udsolgt Stengade for at fejre Joyces andet album 'Elsk mig', der netop er udkommet.
Sebastian Wegener og resten af Joyce var i topform til Soundvenue LIVE. (Foto: Dejan Obretkovic/Soundvenue)
Da klokken slog 24.00 natten til fredag, blev Joyces nye album ‘Elsk mig’ sat på anlægget på Spillestedet Stengade.
Nu var albummet officielt ude, så selvfølgelig skulle det høres i sin fulde længde som kulmination på en aften, hvor Soundvenue og Joyce havde inviteret til release-fejring med masser af ting på programmet.
Sponsoreret indhold
Først talte Soundvenues musikredaktør Christian Wolkoff med Joyce om det nye album, og her kunne bandet blandt andet fortælle, hvordan de greb den skemalagte kreativitet an, da de i en periode på nogle måneder havde mødtes kl. 09-17 for at lave musik. Onsdag var dog fast drukdag, trods alt.
Herefter spillede Joyce en stor håndfuld sange fra ‘Elsk mig’ – blandt andet den voluminøse ‘Lev beskidt’ og den skramlede ‘Rottemand’ – samt de tre singler fra debutalbummet ‘Formskifter’.
Efter koncerten rykkede festen ovenpå på Stengade, hvor Zar Paulo, Bbybites og Josie Amadonna styrede dj-pulten, indtil klokken altså ringede midnat, og den stod på fællesskål og ‘Elsk mig’ fra ende til anden for fuld udblæsning.