Obongjayars vokal slår gnister på debutalbum – men hvad er kernen i hans musikalske virke?
Den er ikke til at tage fejl af, nigerianske Obongjayars vokal. Der er noget anatomisk umuligt over den: Som om den samme 29-årige hals råder over flere forskellige stemmebånd. Ét til den letbenede falset i toppen og ét til den nikotingule hvæssen i bunden.
Obongjayar viser sin store bredde på debutalbummet ’Some Nights I Dream of Doors’. »I need a way out«, lyder det på titelnummeret, og man fornemmer også en stilistisk rastløshed i hans udtryk. Vi skal både nå forbi folkestormens fire i gulvet og ensomhedens trubaduriske rhodes-momenter.
Hvor er nøglen til de mange døre, Obongjayar drømmer om? Efter to lovende ep’er og et hav af features hos blandt andre Little Simz kunne debutalbummet have ført os ind til kernen af hans musikalske virke. I stedet bliver vi ført igennem en bygning af yderligere svinkeærinder.
Som enkeltsatser slår mange af numrene gnister. De opstår mestendels i højspændingen af Obongjayars intense vokal. På den The Roots-funkede ’Parasite’ bryder han ud af versenes henslængte falset på linjen »You don’t feel what I feel«. Med den uendeligt arrede hæshed, han her finder frem, er man ikke tvivl om sandheden i sætningen, der demonstrativt klæber sig til nervebanerne.
Oprøret brænder. Både i teksternes klare budskaber og i de rytmiske impulser fra den afrobeat, som gerne blusser yderligere op med knitrende distortion.
Man bliver som lytter øjeblikkeligt opildnet af det punchy beat på ’Message In a Hammer’. »We won’t take it kindly / take it smiling«, synger han til de magtmisbrugende myndigheder. Og han mener det alvorligt: »We fight fire with fire«.
Netop som man er kommet op i det røde felt og har meldt sig i det fyrige fakkeloptog, kollapser musikken, og Obongjayar begynder at vakle. »I’m terrified / I don’t want to be here«, lyder det i et gospelagtigt øjeblik på titelnummeret, der rent musikalsk også søger efter en form, det aldrig finder med de soulede akkorder og den panorerende synthbas.
Det er store kontraster, som virker ret opkvikkende. Som sandslotte, der bliver bygget med lige så selvsikker oprørstrang, som de bliver smadret med vævende ustabilitet. Dén slags tvivl får musikken til at sprælle.
Så er der slet ikke behov for udflugterne til den letbenede afropop, som vi også kommer igennem på albummet.
Sødetabletten ’Sugar’ er en highlife-basker, man godt kunne have undværet, og ’Tinko Tinko (Don’t Play Me for a Fool) flader ud i sit desperate forsøg på at starte dansegulvet. Men bevares, der skal jo også være noget til algoritmerne.
Kort sagt:
Med Obongjayars debutalbum bliver vi ikke klogere på, hvad der egentligt er kernen i hans musikalske virke. De store kontraster, som udgør de spændende gnidninger i Obongjayars univers, bliver udlignet af letbenet afropop, der ender som et karaktermord på det ellers så iltre udtryk.