Roskilde Festival: Kacey Musgraves’ countrypop-fest tog aldrig fat

Kacey Musgraves lignede en Texas-født Wonder Woman, da hun trådte ind på Orange Scene.

Men selv for en så talentfuld sanger og sangskriver kan hovedscenen være en prøvelse. Især om eftermiddagen, mens publikum stadig er ved at rejse sig på ny fra festivalstøvet.

Settets første mange sange var plukket fra ’Star-Crossed’ – hendes glossy-pink skilsmissealbum, der har gjort yderligere tilnærmelser mod mainstreampoppen og efterladt countryrødderne stort set revet op.

For os, der kan lide duften af hø og synet af en cowboyhat, var det derfor en dejlig detalje, at der blandt andet var pedal steel-guitar med i det mandstærke band, hun havde medbragt.

Instrumenterne blev dog kun i begrænset grad sat i country-musikkens tjeneste. Jeg genkendte ikke et eneste nummer fra Musgraves’ tidlige albums, der virkede som slettet fra diskografien.

Den hjerteskærende ’Butterflies’ fra crossover-gennembruddet ’Golden Hour’ blev den kosmiske kæmpekrammer, nummeret også er på albummet. Her kunne man mærke noget vandigt presse sig på i øjenkrogen.

Men i andre stræk af koncerten blev det pinagtigt tydeligt, at kun en lille del af publikummet var bekendt med hendes sange. 

Et karaokeindslag kaldet »kaceyoke« efterlod mig også lidt konfus: Hvad skulle vi lige pludselig med et Fleetwood Mac-nummer, når Musgraves valgte at udelade adskillige guldrandede countrysange fra sit eget bagkatalog? 

Selv konfettifontæner til sidst kunne ikke slette indtrykket af en countrypop-fest, der aldrig for alvor tog fat.