Alt spillede perfekt: Gorillaz stod for årets suverænt bedste Smukfest-koncert

Alt spillede perfekt: Gorillaz stod for årets suverænt bedste Smukfest-koncert
Arkiv: Damon Albarn i front for Gorillaz i London, 2021. (Foto: Jim Dyson/Getty Images)

Smukfest lakker mod enden. Den afsluttende søndag bruger kun halvdelen af scenerne og byder kun på én udenlandsk booking. Lørdag aften var således den sidste fuldbyrdige festivaldag, og Bøgescenernes sidste internationale indslag for i år var Gorillaz.

Gorillaz leverede stille og roligt festivalens bedste koncert for i år. Og det siger ikke så lidt efter pragtopvisninger fra navne som Daði Freyr, Benjamin Hav, Chic og Zar Paulo.

Af en eller anden grund ankom jeg til Bøgescenerne i troen om, at de fleste bare var troppet op til Gorillaz for at høre de tre største hits. Men jeg tog fejl.

Hvor jeg stod, blev der sunget rigtig entusiastisk med på selv knap så mainstream-kanoniserede tracks som ‘Empire Ants’, ‘Rhinestone Eyes’ og den helt nye ‘Cracker Island’. Og der blev danset og hoppet så gevaldigt meget hele vejen igennem koncerten.

Stemningen blev dog ikke kun skabt af et entusiastisk publikum. Den blev også skabt af et band, der gav den hele armen. Den ekvilibristiske multiinstrumentalist Damon Albarn var ledsaget af fem korsangere, to keyboardister, en bassist, en trommeslager og en percussionist med et så stort percussionsæt, at det stedvist gav bedre mening at tænke ham som trommeslager #2.

Intet sted var disse musikere bare på kanten af at kunne kaldes sløsede. Om det var de dramatisk alvorlige synths på ‘Pirate Jet’, den ihærdigt fremadstormende basgang på ‘Strange Timez’ eller den let James Bond-klingende vokalsolo fra en af korsangerne under ‘Kids With Guns’, var der tårnhøjt niveau og godt med gennemtrængende indlevelse hele vejen igennem.

Og så var der også fremragende kemi mellem musikerne – især de mere mobile, såsom guitaristen og bassisten, der jævnligt gik hen til hinanden (eller Albarn) for lige at lege lidt sammen.

Den instrumentale overlegenhed betød også, at det ikke gik det store ud over sangen, hvis en gæstekunstner ikke kunne være til stede.

Slowthai på ‘Momentary Bliss’, Little Dragon på ‘Empire Ants’, Del the Funky Homosapien på ‘Clint Eastwood’ og afdøde Bobby Womack på ‘Stylo’ var alle nødt til at køre på backingtrack, men groovet var stadig sprællevende som kun et liveband kan gøre det.

Albarn selv styrede slagets gang med maner. Han havde publikum i sin hule hånd hele vejen igennem. Hans spilleglæde var ikke til at tage fejl af, og vokalt har han sjældent lydt bedre – især mod slutningen af ‘El Mañana’ gav stemmen anledning til gåsehud.

Når han bevægede sig ud til første række under ‘Rhinestone Eyes’ og helt ud i publikum under ‘Pirate Jet’, ramte det plet, og da han under ‘El Mañana’ bevægede sig over for at udforske den anden scene, var det som et mikrokosmos for den legesyge og nysgerrighed, der driver hele Gorillaz-projektet.

Intet Gorillaz-show uden gæster – og sammenlignet med eksempelvis deres visit på Roskilde Festival 2018 var gæstefremmødet her spinkelt.

Men det handler jo ikke om kvantitet, men om kvalitet, og Posdnuos fra De La Soul leverede under ‘Feel Good Inc.’ nok energi til at kunne udgøre en hel raptrio i egen krop. The Pharcyde-rapperen Bootie Brown stod ikke blot for sit eget fremragende ‘Dirty Harry’-vers, men også for en pragtfuld fortolkning af Mos Defs ‘Stylo’-bidrag.

Da den jamaicanske Sweetie Irie afslutningsvis dukkede op til det hastige Ed Case-remix af ‘Clint Eastwood’, kommanderede han publikum så grundigt, at min krop helt glemte, at den allerede havde festet i godt en uge efterhånden.

Det var en klokkeklar topkarakter-koncert.


Kort sagt:
Alt spillede perfekt, da Gorillaz gæstede Smukfest. Publikum. Bandet. Gæsterne. Damon Albarn selv. De skriver sig – trods et højt niveau i toppen – ind som den absolut bedste koncert, jeg så på årets festival.

Gorillaz. Koncert. Smukfest, Bøgescenerne.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af