Laura Ziani tager en dyb indånding og blæser på musikbranchen på debutalbummet ’Breathwork’
»I’m sceptical to this business«, synger Laura Ziani om musikbranchen på nummeret ’I’ve Been Forgotten’. En skepsis, der på et debutalbum vel nærmest punkterer sig selv.
For er det ikke lidt kontraintuitivt? Som at flette ind på musikbranchens motorvej ved at klodse bremsen. Eller sparke døren op til et lokale, man ikke vil ind i.
’Breathwork’ er båret af den slags modpoler. Danske Laura Ziani bruger store, åbne armbevægelser til at formidle noget, der synes dybt fortroligt. Musikken virker født til den storladne popforløsning, men søger samtidig indad – mod vejrtrækningen og meditationen.
Selv om branchekritik på et debutalbum i sig selv ikke er noget nyt, får ordene en særligt indtrængende mine, når de tager form i Zianis runde vokal og dirrer i hendes hurtige Edith Piaf-vibrato. »And I think this industry needs some female energy«, lyder det, og man bliver i tvivl, om det er et dagbogsnotat, et tweet eller en sangtekst, man lytter til.
Lyden er fortrinsvis akustisk, hvor klaver eller guitar er arrangeret med celloen, der spiller en særlig fremtrædende rolle. Det har den gjort, siden Ziani var syv år gammel. Hun har endda været forbi Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som cellist, inden hun skiftede til sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium.
Det er en fryd at høre, hvordan orkestreringen – i synergi med de mundrette tekster – er skåret helt ind til benet. Man fornemmer en tiltro til, at sangene kan bære sig selv, og det skaber gode betingelser for Zianis bjergtagende vokal, der ikke behøver så meget aktivitet omkring sig.
Selv om virkemidlerne er få, er arrangementerne aldrig fattige. Tag bare et nummer som ’Speaking Closely’.
Et støvet celloensemble tager over for det Taylor Swift-enkle guitarvers og bringer sangen til et omkvæd med en overraskende melodisk udflugt. Strengelegen er etableret, intet behov for svinkeærinder. Ubekymret finder nummeret vej til et gribende klimaks med pizzicatocello, lyst klaver og kor, der sætter sig som gåsehud på kroppen.
Der er også sange, hvor det kun er Ziani og klaver eller guitar. Mens det i telefonoptagelsen på den flyvske ’Temporary Strenght’ bliver lige lovligt Instagram-autentisk, lander det på ’Meditation to De-stress’ i et virkningsfuldt tomrum, som konsoliderer den længsel, Ziani synger om.
Skrøbeligheden får plads. Og når hun synger »I guess I’m running out of things to say / my poems were not really there«, er det svært ikke også at høre en kommentar til en musikbranche gennemsyret af præstation og levering.
Med ’Breathwork’ har Laura Ziani skabt et rum for tvivlerne. Debutalbummet er en selvudleverende musikalsk gestus, der tydeliggør hendes enorme kapacitet som vokalist og sangskriver. Derfor kan man kun håbe, at Ziani bliver hængende, selv om hun ikke har den store fidus til den branche, hun er endt i.
Kort sagt:
Med den formidable debut ’Breathwork’ cementerer Laura Ziani sig som en sangskriver, der tør skære helt ind til benet og servere skrøbelighed med store armbevægelser.