REPORTAGE. Der er få dage i en musikers liv, der er lige så specielle som dagen, hvor man udsender sin første længere udgivelse.
Torsdag nat udkom Kind Mod Kinds flotte debut-ep, og det blev fejret til en omgang Soundvenue Live i Garagen under Bispeengbuen.
Her spillede det danske band alle de nye numre live og holdt en intim fest for de fremmødte. Inden koncerten blev Kind Mod Kind interviewet af Soundvenues Kristian Karl, der endelig fik afdækket det spørgsmål, mange nok havde i tankerne. Nemlig hvad i alverden den nye ep egentlig hedder.
Udgivelsens officielle navn er nemlig – træk vejret – dette: ‘Kindmodkindmodkindmodkindmodkindkindmodkindmodkind
modkindmodkindmodkindmodkindmodkindmodkindmodkind
kindmodkindmodkind’.
Ifølge Kind Mod Kind skulle der stå ‘kind’ 36 gange, men vi kan nu kun tælle 18 styks ‘kind’ på Spotify. Bandet beviste dog forbløffende nok, at de sagtens kunne udtale den ikke vildt mundrette titel. Derudover havde de også en nem løsning på, hvordan man kan udtale udgivelsens navn i en samtale: »Vi kalder den bare ep’en«, lød det lakonisk.
Efter samtalen – hvor Kind Mod Kind også legede pegeleg og svarede på publikums spørgsmål – spillede bandet samtlige af ep’ens sange, og medlemmerne virkede synligt berørte af den varme respons fra publikum.
Derefter var der fest og hygge, og klokken midnat landede udgivelsen officielt på alverdens streamingtjenester.