I løbet af de seneste to uger har en række voldsomme begivenheder rystet Stockholm, og flere af dem har angiveligt direkte forbindelser til byens hiphopscene.
Det fortæller den svenske journalist og forfatter Diamant Salihu til Soundvenue. Han har skrevet bogen ’Tills alla dör’, der blandt andet kortlægger hiphoppens rolle i krigen mellem Stockholm-banderne Shottaz og Dødspatruljen, og har en indgående viden om den svenske underverden og dens samspil med hiphopscenen.
Voldspiralen startede den 25. december, hvor en rapper, kendt under navnet Dumle, blev dræbt af skud. Han var et kendt medlem af banden Dødspatruljen og var sammen med rapstjernen Einár, da denne blev myrdet i slutningen af 2021. Politiet mistænkte, ifølge den svenske avis Expressen, Dumle for at medvirke til Einárs drab.
Få dage senere, den 31. december, blev to ejendomme ramt af bombeangreb. Ifølge svenske Aftonbladet var en af ejendommene beboet af en anden person med forbindelser til Einár-sagen.
Det hele kulminerede foreløbigt i endnu et bombeangreb den 1. januar, hvor en bombe eksploderede ved en svensk rapstjernes bopæl. En af dem, der er anholdt for angrebet, er en anden berømt rapper. Han er siden blevet løsladt, men er stadig mistænkt.
Det rapporterer blandt andre Aftonbladet, der også skriver, at de to musikere faktisk er tidligere venner, der nu er endt på modsatte sider i en konflikt. (Rapperne er her unavngivne, da deres identitet foreløbigt tilbageholdes af svensk politi.)
Hele fire skikkelser fra den svenske hiphopscene – herunder to deciderede stjerner, ifølge Diamant Salihu – har altså været involveret i episoderne. Én er dræbt af skud. To har været udsat for bombeangreb. En fjerde er anholdt.
Alle har de én ting til fælles: Einár. Ifølge Expressen er de her begivenheder alle »knyttet til Einár«, mens Aftonbladet skriver, at »politiets teori er, at samtlige begivenheder kan være hævnaktioner for mordet på Einár«.
Er det her så en storstilet hævnaktion? Hvordan flugter det med fortællingen om, at den dræbte rapper netop ikke havde nogen støtte i det kriminelle miljø? Og hvorfor er så mange rapstjerner overhovedet involveret i bombeangreb og skyderier?
Vi ringede til eksperten Diamant Salihu for at finde svar.
Der har været en række bombeangreb og skyderier i Stockholm de seneste dage. Hvad foregår der?
»Det er en voldseskalation, der er lidt kompliceret, så først og fremmest må man skille de to forløb ad. Først er der mordet på rapperen Dumle, som havde en fremtrædende rolle inden for Dødspatruljen. Han har også forsøgt sig med en rapkarriere, der ikke har været succesfuld. Han blev dræbt 1. juledag. Derefter fulgte en række eksplosioner i det sydlige Stockholm, og en af dem, hvis adresse blev angrebet, var en rapper, der var dømt for at medvirke til kidnapningen af Einár. Et andet mål var en person, der har været fremme i myndighedernes efterforskning af mordet på Einár, og som på sociale medier er blevet beskyldt for at være Einárs morder«.
Hvad fortæller det dig?
»De personer har alle den fællesnævner, at de enten har været mistænkt for mordet på Einár eller har begået andre forbrydelser mod Einár i form af kidnapningen. Dumle var for eksempel mistænkt for at medvirke til mord. Men beviserne var for svage til, at han kunne tiltales«.
Det var det ene forløb. Hvad er det andet?
»Nytårsaften sker der et andet mord i Stockholm Vest, hvor en mand på omkring 20 år bliver skudt. Et par timer senere står en kendt rapper på Instagram, og sprøjter med boblevand på en station, der forbindes med rivalerne for den dræbte, hvilket bliver set som en fejring af dødsfaldet. Natten til mandag udsættes rapperens families bopæl så for et kraftigt bombeangreb. Efterfølgende blev flere anholdt, blandt andet en anden kendt rapper«.
»Det er handlingsforløbet indtil videre: Der er fire rappere involveret, der alle enten har været udsat for forbrydelser eller selv er mistænkte for at være gerningsmænd«.
Fire rappere involveret i skyderier og bombeangreb, det virker helt ufatteligt. Hvorfor er hiphopstjerner involveret i den slags, når de har succesfulde musikkarrierer?
»Man skulle måske tro, at de kunne forlade kvarteret og starte et nyt liv. Men problemet er, at det er svært at komme fri. Mange har trusler imod sig fra de områder, hvor de er vokset op. De har familie der og behøver beskyttelse. Derfor allierer de sig med folk, der har voldskapital. De har ét ben i den kriminelle verden og ét ben i musikbranchen. Mange har venner og allierede i den kriminelle verden eller har måske selv udført handlinger, der har skabt dem fjender. Så de har mennesker omkring sig, der kan beskytte dem«.
Det minder mig om det, du fortalte, dengang Einár døde. At han var nødt til at søge mod bander for beskyttelse.
»Ja, for succes betyder penge. Og penge betyder, at de kriminelle er interesserede og vil tjene penge på den succes«.
Angående de nylige skyderier og bombeangreb sagde du, at mange af de involverede havde været mistænkt for forbrydelser mod Einár. Skal det her ses som en hævnaktion for hans død?
»Det, som de her begivenheder har til fælles, er Einár. Det handler om mennesker, der har – eller er mistænkt for at have – udsat ham for forbrydelser gennem kidnapning eller mord. Men der findes også andre bagvedliggende konflikter, der kunne være motivet. Lige nu fokuserer alle meget på Einár. Men det kan være helt andre ting, der ligger bag. Politiet har en hypotese om, at Einár har noget med sagen at gøre. Men samtidig får vi signaler fra miljøerne om, at Einár ikke havde den slags opbakning«.
Så du siger, at man skal passe på med at drage forhastede konklusioner.
»Lige præcis«.