Den danske rapper Miklo blev mandag formiddag sigtet for dødstrusler mod tre unge kvinder, der skulle vidne mod ham i retten. Det rapporterer Ekstra Bladet.
Miklo blev sammen med to andre rappere sidste år kendt skyldig i en sag om grov vold, frihedsberøvelse, trusler og røveri.
Dommen er siden blevet anket, og i den forbindelse har Miklo ifølge politiet altså nu begået nye lovovertrædelser.
Miklo er sigtet for at have truet vidnerne to gange, hvoraf den første trussel skulle have fundet sted 30. januar 2023 i Østre Landsret i Københavns Nordhavn.
Her skulle han ifølge sigtelsen have sagt »Jeg slår jer ihjel« til de tre kvinder, der skulle vidne.
Fem dage senere kontaktede rapperen ifølge politiet to af kvinderne telefonisk med yderligere trusler om vold og voldtægt.
Ankesagen fortsætter i dag tirsdag og forventes afsluttet senere på måneden, lyder det i Ekstra Bladets dækning af sagen.
Den maskerede rapper brød igennem i 2020 med debut-ep’en ‘Artist’, der var blandt de første danske udgivelser inden for den kontroversielle drill-genre.
Siden fængslingen i 2021 er Miklo blevet ved med at udgive musik. Sidste år udgav han blandt andet den tunge drill-skæring ‘Buck’, og så sent som i sidste måned gæstede han Ham Fra Syd-sangen ‘Narnia’.