Vi har ventet og ventet på ‘R9’, som Rihannas yderst imødesete niende album er døbt i fan-lingo. Men det ser ud til, at ventetiden snart er forbi.
Sådan lyder det i hvert fald i et nyt interview med Vogue, hvor superstjernen – foruden at diskutere moderskab og pryde forsiden med nuttede familiebilleder – giver en status på sit kommende album.
»Jeg vil have, at det bliver i år. Helt ærligt, det vil være latterligt, hvis det ikke bliver i år. Men jeg vil bare gerne have det sjovt. Jeg vil bare lave musik og lave videoer«, siger hun blandt andet i interviewet.
I interviewet forklarer Rihanna også, hvorfor hendes nye album har været så længe undervejs, og det skyldes ikke mindst hendes seneste album, ‘Anti’.
»I retrospekt er det virkelig mit mest geniale album. Men der er det her pres, som jeg lægger på mig selv. At hvis det ikke er bedre end det, så er det slet ikke det værd«, forklarer hun.
Superstjernen har dog efterhånden indset, at det nye album aldrig bliver udgivet, hvis hun venter »indtil det føles rigtigt og perfekt og bedre«.
Det lyder jo alt sammen meget lovende. Der er bare lige det aber dabei, at Vogue-interviewet blev lavet, før Rihanna var klar over, at hun er gravid igen. Og når man pludselig skal have et barn, kan det jo godt ændre lidt på ens fremtidsplaner.