TIDSLINJE. Siden september 2021 har Harry Styles rejst verden tynd med sin ’Love On Tour’-turné. Denne weekend spillede han to koncerter i Horsens, og i Casa Arena blev han mødt af den slags ustyrlig, grænseløs begejstring, man kun får, når man er en af verdens største popstjerner.
For det er jo det, han er ved at blive: En superstjerne. Et begreb, der ellers næsten var blevet lagt i graven i vores hyperdigitaliserede samfund, hvor du kan nå ud til millioner af mennesker på få dage, og hvor alle kan blive kendte på et splitsekund på TikTok.
Her har Harry Styles alligevel formået at blive den altfavnende popstjerne. Og det endda med en del bagage under armen i form af en fortid i ’X Factor’ og efterfølgende boyband-medlemskab.
Han skaber desuden også overskrifter gennem sine stilvalg, sin moderne tilgang til maskulinitet og en gryende filmkarriere. Styles er et veritabelt renæssancemenneske.
Hvordan han har båret sig ad? Vi har forsøgt at skildre forvandlingen med en tidslinje.
April 2017: Solodebut med ‘Sign of the Times’
Året er 2017, og det er over et år siden, at One Direction gik hver til sit. Selvom der har været hvisken i krogene om især Harrys Styles’ forestående solokarriere, er der i lang tid mistænkeligt stille.
I april 2017 sker der så endelig noget: Styles udgiver sin debutsingle, ’Sign of the Times’, som på ingen måde læner sig op ad den letsindige teen-pop fra One Direction.
Singlen bliver sammenlignet med alt fra Bowie til Queen. For første gang har Harry Styles mulighed for at give et bud på en egen lyd, og selvom den stadig ikke er helt defineret (og skylder inspirationskilderne en del), er der ingen tvivl: Harry Styles gør sig fra første solosingle umage for at være så langt fra One Direction som muligt.
Maj 2017: Harry Styles spiller med Stevie Nicks
Blot en måned efter ’Sign of the Times’ overrasker Harry endnu engang sine fans. Denne gang ved at optræde side om side med en ægte rocklegende: Stevie Nicks fra Fleetwood Mac.
På den måde takker han også indirekte ja til anmeldernes sammenligninger med store musikalske ikoner, og opnår en blåstempling fra en meget respekteret figur.
Hvis Stevie Nicks vil optræde med ham – ville visse skeptikere måske tænke – så er han måske mere end One Directions plastikpop?
Juli 2017: Harry Styles er med i Christopher Nolans ’Dunkirk’
Hvis du gerne vil accepteres som en del af den kunstneriske elite, er en film instrueret af Christopher Nolan måske ikke det værste sted at starte.
Så selvom det er meget sparsomt med replikker for den gode Harry i ’Dunkirk’, viser han igen, at han vil tages seriøst. Ikke bare som musiker, men nu også som skuespiller.
Transformationen fra boyband-medlem til multikunstner er i gang.
2019: Popstjernen går i perlehalskæde
I denne periode eksperimenterer Harry Styles med sin tøjstil, og det går ikke ubemærket hen.
Hans hyppige brug af mere feminine accessories som perlekæder får både modeverdenen og et bredere publikum til at lægge mærke til ham. Popstjernen dyrker bevidst et udtryk, der viser, at mænd også gerne må gå med, hvad de vil.
December 2019: Albummet ’Fine Line’ udkommer
Harry Styles udgiver sit andet soloalbum, og det modtager ret så flotte anmeldelser. Hans lyd er poprocket, moden og kraftigt (måske lidt for kraftigt) inspireret af forbilleder som Bowie og Beatles.
Rolling Stone kårer efterfølgende Harry Styles som en popstjerne til tiden: »Hvis der findes non-toxic maskulinitet, har Harry Styles muligvis fundet frem til den«.
Maj 2020: ’Watermelon Sugar’ går nummer 1
Det er især singlen ’Watermelon Sugar’, der vælter kegler. Det glatte, velproducerede pop-hit med de knap så skjulte seksuelle referencer bliver Styles’ første sang, der går nummer 1 på den amerikanske hitliste.
Med en musikvideo, der vovet starter med sætningen »Denne video er dedikeret til berøring« optræder han som et vaskeægte sexsymbol, men uden at give slip på det androgyne – grænsende til feminine – udtryk.
December 2020: Harry Styles er på forsiden af Vogue – i en kjole
Aldrig før har en mand fået æren af at pryde forsiden på det amerikanske Vogue. Men efter en længere periode, hvor Harry Styles har skubbet til grænserne for, hvordan en ciskønnet heteromand klæder sig, poserer han pludselig på forsiden af magasinet – i en kjole!
Forargelsen er til at tage og føle på, men endnu flere hylder ham for at nedbryde tabuer. Pludselig ses han også som stilikon og feminist. Harry Styles er ved at blive indbegrebet af en progressiv popstjerne.
Marts 2021: Grammy Awards i et sort lædersuit, bar mave og fjerboa
Verdens største prisuddeling indenfor musik løber af stablen, og Styles formår at tage derfra med hele tre statuetter. Det er dog ikke primært priserne, der gør, at han løber med opmærksomheden. Men outfittet.
Harry Styles dukker op til Grammy Awards iført et sort læder-jakkesæt, bar mave og fjerboa: En sexet, men samtidig feminin mand. Det ligner et bud på en fremtidig maskulinitet.
April 2022: ‘As It Was’ bliver karrierens største sang
Popstjernen udgiver førstesinglen til det kommende ‘Harry’s House’-album, og ‘As It Was’ bliver et ægte verdenshit. Der er samtidig tale om en ny lyd. Den poprockede, kraftigt idol-inspirerede lyd fra ’Fine Line’ er blevet erstattet af synthesizers og guitar.
»Der er lidt 80’er over nogle af elementerne, men det er ikke overdøvende. Sangen smager også lidt af sødmefuld indiepop fra (gisp!) det her årtusinde. Styles’ stemmeføring leder tankerne mod den intime soveværelsespop«, skriver Soundvenues Christian Wolkoff, da sangen udkommer.
Den opskrift fungerer: ’As It Was’ bliver det mest streamede nummer overhovedet i 2022.
Maj 2022: ’Harry’s House’ hitter stort
Det er ikke fordi, Harrys tidligere to albums har fået dårlige anmeldelser, men for første gang synes Harry at have fundet sin egen lyd på ’Harry’s House’. Det er modent, 70’er inspireret, synth-poppet og lysår fra ’X Factor’-pop.
»Det løsslupne ’Harry’s House’ er med længder Harry Styles’ bedste og mest autentiske soloalbum«, skriver Soundvenues Malthe Hjort.
September 2022: Harry Styles får sin første store hovedrolle i ’Don’t Worry Darling’
Der er sket lidt siden den spæde birolle i ’Dunkirk’. I 2022 er Harry Styles klar til sin første hovedrolle i ’Don’t Worry Darling’.
Filmen bliver et stort samtaleemne, men ikke nødvendigvis på grund af plottet. Verden er langt mere interesseret i Styles’ kærlighedsforhold til instruktøren Olivia Wilde, og i hvorvidt han spyttede på medskuespilleren Chris Pine til premieren eller ej.
Selvom filmlanceringen er skandalespækket og anmeldelserne af Harry Styles’ skuespil mildest talt blandede, markerer hovedrollen et stort skridt.
Februar 2023: Priser på stribe – og en enkelt kontrovers
Harry Styles har scoret både Grammy og Brit Awards i år, men det er ikke sket helt uden bump på vejen.
Til førstnævnte prisshow får han vrede Beyoncé-fans efter sig, da han noget uheldigt får sagt: »Sådan noget her, sker aldrig for folk som mig«.
Men til Brit Awards får han glattet konflikten ud igen. Den ikke-toksiske popstjerne klarer sig nogenlunde helskindet igennem kontroversen.
Maj 2023: Harry i Horsens
Denne weekend besøgte Harry Styles altså Danmark.
Interessant nok var han ikke bleg for at omfavne sin boybandfortid med hele to One Direction-sange på setlisten. Måske fordi han føler sig selvsikker nok i sin solokarriere nu?
Samtidig understregede han sin status som progressiv popstjerne ved at hjælpe en fan med at springe ud.
Det var en farverig kærlighedsfest, der gjorde det klart, at Harry Styles for alvor har fuldendt transformationen fra ‘X Factor’-produkt til verdensstjerne og anerkendt multikunstner.