Hvordan blev One Direction så populære i en tid, hvor boybands egentlig var ved at uddø?

Her er tre årsager til, at den britiske gruppe blev det sidste store boyband.
Hvordan blev One Direction så populære i en tid, hvor boybands egentlig var ved at uddø?
One Direction. (Foto: Scott Barbour/Getty Images)

I have a confession to make.

Som tidlig teenager var jeg tæskehamrende, tudbrølende One Direction-fan. Eller, som det i den verden blot hedder: Directioner.

Hvis du ikke helt ved, hvad det vil sige at være fuldblods-fangirl, kan jeg fortælle, at det for mig indbefattede at have fem life-size papfigurer, som nedstirrede mig, når jeg sov, og at bruge alle 22 timer i en biltur til Italien på at læse frække fanfictions.

Det betød at pendulere mellem storhedsvanviddet ved at tro, at man da helt sikkert bliver kærester med Harry Styles, for næste aften at græde sig i søvn over, at man jo udmærket godt ved, at en fanfiction er det tætteste, man kommer på en One Direction-romance.

Lad mig slå én ting fast. Jeg er her ikke for at udskamme fankultur. Tværtimod. Jeg synes, at fanbevægelser er grænseløst kraftfulde og uendeligt gådefulde: Hvordan kan det være, at jeg tilbad One Direction som en religion i 10’erne, hvor boybands som popkulturelt fænomen ellers var ved at dø ud?

One Direction i 2012. (Foto: Kevin Kane/Getty Images)

Da One Direction fik sit ‘X-Factor’-gennembrud, var det ved at være mange år siden, at vi havde skrålet »ain’t nothing but a heartache« og elsket et velfriseret boyband over alt i verden.

Alligevel kunne man forleden se, hvordan pensionerede directioners sad på spring, da Harry Styles postede – og hurtigt slettede – en Insta-story, hvor han var iført en One Direction-t-shirt. Det britiske boyband har tydeligvis stadig en særlig status for rigtig mange mennesker verden over.

Det fik mig så til at tænke: Hvad i alverden var det, som gjorde One Direction så uimodståelige? Hvordan blev de det sidste store boyband?

Jeg fandt frem til tre ting.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Den britiske uskyld

Ok, det her kan virke en anelse banalt. Men jeg vil lyve på egne og andre eks-directioners vegne, hvis ikke jeg bragte det britiske argument på banen.

One Direction oser nemlig af uskyld, charme, høflighed – ja, alt hvad der gælder som typisk britisk.

Kigger man på musikhistorien, må man bare sige, at argumentet holder. For der har i den grad været nogle britiske sværvægtere i boyband-branchen med navne som Westlife, Take That og så videre – listen kan du helt sikkert fortsætte selv.

Det interessante ved One Directions britiskhed var bare, at det ikke alene var en svag dialekt eller en forsigtig lille biscuit. Nej, det var hardcore kalkuleret branding.

Det hele startede allerede på debutalbummet ’Up All Night’ fra 2011 med musikvideoen til ’One Thing’.

Her danser de fem bandmedlemmer på toppen af en dobbeltdækkerbus klædt i konfirmationsudgaven af et ‘Peaky Blinders’-outfit med London i baggrunden.

På samme album er også deres absolut største hit, ’What Makes You Beautiful’, der er skrevet på samme britiske uskylds-opskrift. En opskrift gruppen igen dyrkede på ’Little Things’ fra ’Take Me Home’-albummet fra 2012.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Begge sange (plus stort set resten af One Directions diskografi) handler om den her unavngivne, uskyldige kvindeidealfigur med »dimples« og »freckles«, der er smuk uden at vide det, »but that’s what makes her beautiful«.

Luk ørene, mine elskede directioners. For nu kaster jeg lige lidt shade på jeres elskede boyband.

For det er som minimum mildt irriterende, at et boyband med så ung en fanbase gentager et utroligt todimensionelt kvindebillede. Men det er en anden artikel.

For det virkede. Og ja, jeg sad da på mit teenageværelse og drømte om at være den pige.

Det fører mig fint videre til næste pointe. 

2. Fanfiction-kultur på speed

De fleste hardcore fangirls blomstrer i tween-alderen. En alder, hvor seksualitet er spændende, men også føles lidt farlig. 

Her var uskyldens boyband, One Direction, en genial gateway til planet sex for en ung, uprøvet pre-teen.

For One Direction var faktisk så uskyldige, at de havde underskrevet klausuler i deres kontrakt – såkaldte cleanliness clauses – der fastslog, at medlemmerne ikke måtte gøre noget, der kunne fremstå usmageligt.

Men imens One Direction lagde låg på deres seksualitet, var begæret efter de fem bandmedlemmer kun voksende blandt deres millioner af fans. Og som det oftest går: Hvor der er vilje lyst liderlighed, er der vej.

One Direction i 2013. (Foto: Karwai Tang/WireImage)

Directioners tyede til fanfiction-platforme for at få afløb for deres fantasier. Og én ting er sikkert. Her foregik der ting, som kun hører hjemme på the deep, dark web.

Her kan nævnes foruroligende plots med One Direction som katte, hunde, vampyrer og babyer, der skal pottetrænes. Og fanfictions om bandmedlemmerne, der dater hinanden.  

Især konspirationsteorien om, at Harry Styles og Louis Tomlinson skulle have en hed romance i det skjulte, blev vakt til live.

En fanfiction-fantasi så populær, at den medvirkede (i en animeret udgave) i den amerikanske serie ’Euphoria’, hvor Louis giver Harry et blowjob. 

Harry Styles og Louis Tomlinson i ‘Euphoria’.

Ok, de fleste fanfictions var egentlig uskyldige nok og handlede om en blomstrende romance mellem en fan og et bandmedlem. Noget som jeg tror, mange directioners brugte som et safe space for en spirende seksualitet.

Og noget, som udelukkende gjorde én tættere knyttet til bandmedlemmerne, fordi man vitterligt kunne tage på date (eller vildere ting) med netop det bandmedlem, man bedst kunne lide. 

Igen fører det mig videre til næste og sidste pointe. 

3. Spice Girl-effekten

»Hvilken Spice Girl er du?«.

Var du ung i 90’erne, har du sammen med dine veninder helt sikkert forholdt dig til ovenstående eksistentielle spørgsmål.

Jeg er dog nødt til at prikke til Spice Girl-illusionen: De fem gruppemedlemmer var alle på ret så beregnende vis perfekt målrettet en bestemt brand-persona. De var skabeloner, deres fans kunne leve sig ind i.

Det helt samme gør sig gældende for One Direction.

Den eneste forskel er, at hvor Spice Girl var ment som identifikationsfigurer for unge kvinder, var One Direction nærmere tænkt som et slags ideal-crush.

Det var gennemkalkuleret, hvilket blev tydeligt, da WikiLeaks (af alle steder) lækkede marketingstrategien for de fem bandmedlemmer.

Den viste sort på hvidt, hvordan One Direction var castet i fem roller, der hver skulle repræsentere en særlig mandetype.

For eksempel var Niall Horan en cute grinebidder, Liam Payne var den fornuftige og Zayn Malik den mystiske. På den måde kunne man frit vælge det gruppemedlem, man helst ville have som fantasikæreste.

Eller gøre som mig: Have alle fem stående på værelset som menneskestore papfigurer.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af