Har du også engang elsket et velfriseret boyband over alt andet i verden? Så havde du fat i noget

Ikoniske grupper som Spice Girls har endelig fået den anerkendelse, de fortjener. Nu må turen være kommet til de lige så ikoniske boybands, der i 90’erne lærte millioner af teenagere at udforske deres egen seksualitet og blødte de maskuline idealer op.
Har du også engang elsket et velfriseret boyband over alt andet i verden? Så havde du fat i noget
*NSYNC i 2021. (Foto: Larry Marano/Getty Images)

KOMMENTAR. Findes der noget mere rent, mere bedårende end fem teenagedrenge med skinnede 90’er-hår, der står skulder mod skulder og synger til hinanden om forlist kærlighed? Om den der lidt abstrakte pige – hvem ved, måske kunne det være dig – som de bare ikke kan komme sig over.

Først synger en af dem alene, måske bare ledsaget af fløjlslet klaver eller akustisk guitar. I musikvideoen kigger han dig intenst i øjnene. Så tager en af de andre over, mens ufarlige trommer og blød bas toner ind.

Er der strygere på vej? Selvfølgelig er der strygere på vej.

Og så, i et magisk øjeblik efter et par minutter, bliver alt knugende stille. Men kun et halvt sekund. Ud af ingenting, som en sprøjte adrenalin lige i hjertet, rammer en pludselig modulation. »Can’t believe that I’m the fool again!« Eller: »Ain’t nothing but a heartache!« Eller: »But if I let you go I will never know what my life would be holding you close to me!«

Aldrig før i musikhistorien er et fortvivlet hjerte blevet meddelt med det niveau af fælleseuforisk udfrielse. Er noget nogensinde blevet følt så meget, som et boyband i slutningen af 90’erne følte ting? Jeg tror det ikke.

Det skulle da lige være den følelse af afgrundsdyb væmmelse, Backstreet Boys, Westlife, *NSYNC og alle de andre boybands vækkede i dagspressen. Rockdinosaurerne, der definerede musikkritikken i Danmark og resten af Vesten, ville gerne have deres grunge tilbage, tak.

Ingen tog det nye fænomen seriøst. Altså undtagen de millioner af piger og unge kvinder, musikken blev markedsført til. De elskede det over alt andet i verden. Men hvem har også nogensinde brudt sig om, hvad de synes?

Rockmænd, der hader popkvinder

At se tilbage på boybandæraen nu – 20 år efter den for alvor toppede – føles både meget meningsfuldt og virkelig foruroligende.

Findes der et bedre ord end misogyni for den måde, man affejede de såkaldte ’fangirls’ på? Altså dem, man lige så godt kunne have kaldt ’eksperter’, som den amerikanske anmelder Jessica Hopper tidligere har bemærket. Når de stimlede sammen til koncerter og skreg deres passion ud, blev det kaldt hysteri.

Sangerne i boybands blev – ligesom kvindelige kunstnere til alle tider – bedømt benhårdt på deres udseende. Hår var alt. Levede teenagerne op til konventionelle skønhedsidealer, blev de til gengæld – ligesom kvindelige kunstnere til alle tider – skudt i skoene, at de ikke besad andet talent end deres sexede ydre.

Westlife. (Foto: Brian Rasic/Getty Images)

Boybands var jo bare et samlebåndsprodukt. Begæret, som de vakte hos fansene, var lige så kunstigt som de polerede studieproduktioner. Beklager, piger: Jeres følelser er forkerte!

Hvad angik eventuelle drenge eller nonbinære, der måtte lytte med, så var de ikke blot forkerte, de var decideret usynlige. Den implicitte homofobi var måske det mest mærkværdige ved boyband-æraen.

Flere homoseksuelle sangere – Ricky Martin fra det puertoricanske boyband Menudo, Lance Bass fra *NSYNC, Markus Feehily fra Westlife, Stephen Gately fra Boyzone, Jonathan Knight fra New Kids on the Block – måtte skjule deres seksualitet, fordi pladeselskaberne frygtede at støde publikum fra sig.

Pudsigt nok. For da Gately endelig sprang ud i 1999, tiltrak Boyzone en stor queer-fanbase. »There’s power in owning your queerness«, som Maria Sherman skriver i ’Larger Than Life: A History of Boy Bands from NKOTB to BTS’.

Men selv i dag er homoseksualitet og boybands noget, der primært forekommer i fanfiktion eller ukuelige Reddit-spekulationer om Harry Styles og One Direction-kollegaen Louis Tomlinson – den såkaldte Larry Stylinson-teori.

Revolution for maskulinitet

90’ernes boyband-æra var altså meget 90’er-agtig på køns- og queerfronten. I hvert fald udadtil. Det hjalp ikke ligefrem, at Jonas Brothers, det første store boyband i det 21. århundrede, tog den misforståede puritanisme op på et helt nyt niveau, da de blev Disneys posterboys for kyskhedsringe. I øvrigt sammen med Miley Cyrus.

Alligevel rykkede æraen fundamentalt ved noget. Ligesom Spice Girls tog de spæde skridt for en gryende feminisme, gjorde de sårbare teenagedrenge meget for opblødningen af maskulinitet. På mange måder – men langtfra alle – oplevede de den samme form for objektivisering som kvinderne. Det skabte en empati, en fælles front imod giftige udgaver af det maskuline.

Er det ikke den front, man hører i de storladne powerballader? På overfladen virkede de glatbarberede sangere måske apolitiske i helt ekstrem grad. Og deres lyrik var berømt for at holde hænderne dydigt over dynen. Men de behøvede heller ikke sige tingene direkte.

Når de sprang ind i euforien – ind i det der allersidste larger-than-life-omkvæd – og med kådhed i de unge stemmebånd sang hjertet ud i et ekstatisk-trist fællesjeg, kunne vi godt høre den oprørske impuls. Det hedonistiske. Overskridelsen af grænserne for mandlig sentimentalitet.

Backstreet Boys til MTV European Music Awards. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic/Getty Images)

De vendte oprøret mod alle de bånd, der bandt dem, indad. Og alle, der lyttede, byggede en kirke i deres indre, hvor den usynlige revolution lå og ulmede. Nogle skreg den spirende seksuelle bevidsthed ud, andre mærkede bare et lille skælv i adrenalinsuset.

Man så og hørte de uskyldsrene sangere give sig hen – og måske var der dårlig plads til drenge i deres publikum, men man var da i det mindste vidne til et mandligt følelsesfællesskab i musikken. Det var nyt og vigtigt.

Tag jer selv alvorligt

Den følelse var forud for sin tid. I dag spiller boybands en mindre rolle end den fuldstændig dominerende, de havde omkring årtusindskiftet. Men grupper som BTS har med deres tekster, som direkte kritiserer politiske forhold i Sydkorea, vist, at tiden er moden til boybands, der ikke skal lægge bånd på sig selv.

Okay, K-poppen bærer så på nogle helt andre problemer – præstationskrav, høje selvmordsrater, nulfejlskultur, for eksempel – men BTS er i gang med at lære en ny generation at elske boybands.

Måske kan de også lære boybands at tage sig selv lige så alvorligt, som de fortjener.

Eller sagt på en anden måde: Når Westlife – der 14 gange har toppet den britiske singlehitliste – lige om lidt tager på en turné, som af uransalige årsager bringer dem forbi Viborg 9. august, så håber jeg ikke, de bruger en halv time af showet på at spille et Queen-medley, ligesom de gjorde på deres 2019-comebackturné.

Uanset hvad 90’er-pressen og andre måtte mene, så skylder vi boybands et kæmpe tak for alt, hvad de har gjort for fangirls’ – nej, popeksperters – følelsesmæssige opdragelse og for sundere maskuline idealer. Ved de godt, hvor meget de faktisk betød?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af