‘Dunkirk’: Nolans overrumplende totaloplevelse er en af de bedste krigsfilm nogensinde
‘Dunkirk’ er muligvis den bedste film, Christopher Nolan har lavet, men det ironiske ved den er, at den formentlig vil begejstre Nolan-skeptikerne mere end de allerede omvendte proselytter.
De, som mener, at instruktøren er forfalden til gratis gimmicks og prætentiøs lommefilosofi, vil finde filmen fri for slige sager, mens Nolan-disciplene må famle forgæves efter de puslespilsbrikker, som skal stykke plottet sammen. For det er såmænd slet ikke så indviklet.
Selv regner jeg Nolan blandt mine absolutte yndlingsinstruktører, men jeg synes samtidig, at hans to seneste, ’The Dark Knight Rises’ og ’Interstellar’, stak af i fortænkte plotforviklinger og salvelsesfuld svulst, så for mig er det forfriskende at se Nolan vove sig ud i nyt terræn. Navnlig når det går så fabelagtigt godt.
’Dunkirk’ er en temmelig u-Nolan’sk nøgtern, usentimental og fåmælt krigsfilm, klinisk renset for enhver krummelure, så kun krigens kerne står tilbage: Den desperate kamp for overlevelse under omstændigheder så umenneskelige, at kujoneri og egennytte bliver den mest humane reaktion.
Det bliver også soldaten Tommys (den ukendte Fionn Whitehead i filmens bærende, om end næsten ordløse, rolle) udvej, da han sammen med 400.000 andre allierede bliver tilbage på strandbredden ved Dunkerque efter det eklatante nederlag til Nazi-Tysklands tropper i 1940. Fjenden har omringet dem i en knibtangsmanøvre, så fodfolket venter i tiltagende desperation på den mirakuløse evakuering, som senere skulle bringe langt størstedelen af de nødstedte hjem i sikkerhed.
Det er Tommy naturligvis ulykkeligt uvidende om, mens missilerne slår ned om ørerne på ham som kæmpemæssige hagl. Så sammen med en våbenbror forsøger han at stjæle sig til en plads på et lazaretskib. Deres klaustrofobiske overlevelseskamp giver mindelser om dødskampen på vandoverfladen i ’Titanic’, men det er blot ét af filmens tre fortællespor.
Parallelt følger vi nemlig piloterne Farrier (Tom Hardy) og Collins (Jack Lowden), som i en række svimlende sekvenser kæmper om herredømmet i luften over Dunkerques strand, samt Mark Rylances stoiske lystsejler, en af de civile bådejere der blev hidkaldt i nationens tjeneste som led i redningsmissionen.
Til lands, til vands og i luften. Et originalt og radikalt manuskriptgreb, som tilbyder tilskueren tre unikke øjenvidneberetninger og perspektiver på begivenhederne. Mens civilistsporet til søs er det mest konventionelle og mindst interessante, så duperer det visuelle og narrative ambitionsniveau i de to øvrige spor, hvor stemninger og sindsbevægelser formidles gennem lyd og billeder og kun ganske lidt dialog. Somme tider slår ord ikke til.
De tre fortællespor udspiller sig over forskellige tidsrum, men væves efterhånden elegant og effektfuldt sammen på en måde, som understreger Nolans naturtalent for finurlig historiefortælling uden på nogen måde at føles som en gimmick.
Det rent mandlige cast bestående af kendte navne som Tom Hardy, Mark Rylance, James D’Arcy, Kenneth Branagh (som kommandøren der står for den lille mængde eksposition, der er brug for) og Cillian Murphy (i filmens bedste og mest rørende præstation som en soldat med granatchok) samt en række nye ansigter gør det alle fortrinligt – ja, også ’One Direction’-afhopperen Harry Styles, som spillefilmsdebuterer uden at falde igennem. Med få ord gestalter skuespillerne troværdigt krigens fysiske og psykiske reflekser, men ligesom hæderen oftest tilfalder krigens strateg på bekostning af dens soldater, må spillerne vige for filmens sande stjerne.
Med ’Dunkirk’ cementerer Christopher Nolan sin position som Hollywoods blockbusterauteur par excellence. Filmen er en audiovisuel triumf for instruktøren – en kropslig, sensorisk og decideret fysisk udmattende totaloplevelse, der ikke ét sekund slipper sit tag i tilskueren i løbet af sin stramt komponerede spilletid (med sine 106 minutter er ’Dunkirk’ Nolans korteste film siden debuten ’Following’, og det tjener den godt).
Uden teaterblod og afrevne lemmer (filmen har fået den lempelige PG-13-aldersgrænse i USA) formår Nolan at skildre krigen med en intensitet og kompromisløshed, som ikke står tilbage for langt blodigere krigsfilm som ’Saving Private Ryan’. Slaget er sådan set tabt, allerede inden filmen begynder, men takket være Nolans snedige fortællegreb forplanter panikken før lukketid sig til tilskueren gennem en stribe sublimt suspensefyldte scener, der kun mættes yderligere af den punktlige krydsklipning mellem de tre fortællespor.
Alt sammen højnet af et monstrøst lyddesign, som vil få de nervøst anlagte til at dukke sig for skuddene og missilerne, og Hans Zimmers gungrende, arytmiske score, som hører til blandt de mest effektive i mesterkomponistens oeuvre, med en apokalyptisk nedtælling og en buldrende bas, der vibrerer fra tæerne og helt op til ens nervøse hjerte.
Også visuelt er filmen et veritabelt vidunder, snart dokumentarisk og kaotisk rystende, snart poetisk og melankolsk dvælende ved de fortvivlede ansigter og livløse kroppe, som er drysset ud over strandbredden og vandkanten. Altid med en skudsalve eller et missilnedslag parat til at sprænge ethvert øjebliks ro i småstykker. Filmen er skabt til verdens bredeste biograflærreder, og hvis du streamer den ulovligt på din MacBook, snyder du kun dig selv.
Der kan med andre ord meget vel være en sending Oscar-statuetter på vej til filmens tekniske troldmænd. Og ikke mindst til Christopher Nolan, som med ’Dunkirk’ på ny demonstrerer sit næsten enestående vovemod til at hæve ambitionsniveauet og udfordre rammerne for blockbusterfilmen. Og denne gang også for sig selv.
Kort sagt: Den desperate dødskamp ved Dunkerque skildres ordknapt og overrumplende i Christopher Nolans ’Dunkirk’, som med en elegant fortællestruktur og en højintens audiovisuel totaloplevelse erobrer titlen som årets foreløbigt bedste film, og skriver sig ind blandt de bedste krigsfilm nogensinde.
Læs også: Selv hans hårdeste kritiker må forstå, at Nolan er den eneste magiker i cirkusteltet