Det faldt ikke i god jord hos Elon Musk, da Green Day under en nytårskoncert ændrede lyrikken til 2004-hittet ‘American Idiot’.
Helt konkret drejer det sig om linjen »I’m not a part of a redneck agenda«, der i sin tid blev skrevet som en kritik af Irakkrigen og ikke mindst George Bush, men som frontmand Billie Joe Armstrong nytårsaften ændrede til »I’m not a part of the MAGA agenda«, en tydelig stikpille til Donald Trump.
Denne ændring brød Musk sig imidlertid ikke om, hvorfor tech-milliardæren dagen efter tog til tasterne på sit medie X (tidligere Twitter) for at besvare et tweet fra brugeren Not the Bee.
»Green Day prøvede at bevise, at de stadig er seje, ved at ændre lyrikken for at ramme MAGA-agendaen på tv i går«, lød det oprindelige tweet, hvortil Musk svarede: »Green Day går fra at rase mod maskinen til milquetoastedly at rase for den« efterfulgt af en række græde-grinende emojier.
Og hvad i alverden betyder så milquetoastedly, spørger du? Det var en anden X-bruger venlig nok til at forklare, og vi har altså at gøre med et ord, der betegner en »sky, sagtmodig eller underdanig person«.
Se hele korrespondancen herunder.