First Hate
Train, 1. februar + Store Vega, 2. februar
I sidste uge udgav First Hate ep’en ‘Down the Rabbit Hole’, der blandt andet talte et overraskende, men vellykket samarbejde med Infernal-sangeren Lina Rafn på klubbaskeren ‘Rock Song’.
I næste måned spiller den danske synthpop-duo to af deres største headliner-koncerter i karrieren, når de indtager henholdsvis Train i Aarhus og Store Vega i hjembyen København.
Billy Woods
Rav, 2. februar
Det kom som lidt af en overraskelse, da den amerikanske undergrundsrapper Billy Woods blev annonceret til et lokalt spillested i Brøndby, men den er altså god nok.
Woods står med ‘Maps’ og Armand Hammer-albummet ‘We Buy Diabetic Test Strips’ bag to af sidste års mest spændende hiphopudgivelser, så timingen kunne faktisk heller ikke være meget bedre.
August Høyen
10. februar, Store Vega
Det er gået stærkt for August Høyen, siden den danske singer/songwriter tilbage i maj udgav debut-ep’en ‘Det hele handler om dig’.
Siden da har han haft en travl festivalsommer med shows på blandt andet Syd for Solen og Roskilde Festival, og i næste måned spiller han sin største headliner-koncert til dato, når han indtager Store Vega.
Depeche Mode
10. februar, Royal Arena
»En blændende tour de force i livskraft, nærvær og spillelyst«, skrev Soundvenues anmelder, da Depeche Mode for bare et halvt år siden gæstede Parken.
Efter udsolgte shows i både Nordamerika og Europa har den legendariske synthpop-duo nu forlænget deres ‘Memento Mori’-turné, og i den forbindelse vender de i næste måned tilbage til Danmark.
Holly Humberstone
16. februar, DR Koncerthuset, Studie 2
Britiske Holly Humberstone har allerede en BRITs ‘Rising Star’-pris og en opvarmningstjans for Olivia Rodrigo i bagagen, og hun nåede endnu en milepæl, da hun sidste år udgav debutalbummet ‘Paint My Bedroom Black’.
Nu kan den fremadstormende alt-popstjerne snart opleves på dansk grund, og det kommer til at foregå i DR Koncerthusets Studie 2.
Fever Ray
23. februar, Train + 24. februar, Store Vega
Karin Dreijer må være glad for sit naboland. Sidste år spillede de med soloprojektet Fever Ray både i Store Vega og på Roskilde Festival, og nu vender det svenske electropop-unikum tilbage til Danmark.
Denne gang er det både Aarhus og København, der får mulighed for at opleve materialet fra det tidligere The Knife-medlems tredje soloalbum, ‘Radical Romantics’.
Flere spændende koncerter i februar:
1.-24. februar, New Things Live (turné)
2.-9. februar: Yör (turné)
3. februar: Black Foxxes (Ideal Bar)
3. februar: Mona Moroni (Lille Vega)
8.-24. februar: Angående Mig (turné)
8.-10. februar: Kundo (Volume Village + Lille Vega 10. februar)
13. februar: Mariah the Scientist (Lille Vega)
15. februar: Majid Jordan (Store Vega)
16.-24. februar: Pil (turné)
18. februar: Raye (Store Vega)
23. februar: Noah Kahan (K.B. Hallen)
26. februar: Laufey (Store Vega)
28. februar: Beach Fossils (Lille Vega)