»Lad mig lægge hovedet på blokken: Holly Humberstone bliver verdens næste store popsensation«.
Sådan lød min skråsikre forudsigelse, da jeg sidste år skrev en glohed anbefaling af den nu 23-årige brite, der i fredags langt om længe udgav sit imødesete debutalbum.
Men vil Holly Humberstone overhovedet være popstjerne?
Det spørgsmål sidder jeg tilbage med efter at have lyttet til ’Paint My Bedroom Black’. Et album, der stadig er forankret i poppen, men hvor Holly Humberstone ikke desto mindre bevæger sig i en mørkere, mere gotisk retning end hidtil.
Således er der helligbrøde på den hjemsøgende førstesingle ’Antichrist’. Dunkel dreampop på ’Kissing In Swimming Pools’ og UK garage på ’Flatlining’. På ’Baby Blues’ lader hun sin sårbare, skælvende vokal indhylle i en tromletyk vocoder-effekt, der i højere grad kører hende i stilling som en slags kvindelig pendant til Justin Vernon end som den nye Taylor Swift.
Men måske er det heller ikke rekordsættende hitlistedominans og jordskælvslignende stadionkoncerter, briten går og drømmer om.
Måske er hun slet ikke interesseret i at leve op til de forventninger, der selvfølgelig kommer, når man varmer op for Olivia Rodrigo og skriver sange med The 1975’s Matty Healy. Eller når man – som Holly Humberstone gjorde det sidste år – vinder BRITs ’Rising Star’-pris, som tidligere er blevet tildelt navne som Adele, Ellie Goulding og Sam Smith.
Alt det fortæller hun mig, da jeg fanger hende på et Zoom-kald umiddelbart inden udgivelsen af debuten.
Jeg sidder i Aarhus. Hun sidder i sin lejlighed i London, som hun deler med en af sine tre søstre efter at være vokset op sammen i en lille østengelsk by ved navn Grantham (i et »bogstaveligt talt hjemsøgt hus fyldt med fangehuller«, forsikrer hun mig om).
Holly Humberstone virker mere starstruck end mig. Ikke over at blive interviewet af Soundvenue, men over at blive interviewet i det hele taget. Hun takker mig efter næsten hvert spørgsmål. Da jeg på et tidspunkt sammenligner det nye album med Phoebe Bridgers, udbryder hun et forfjamsket »oh my God!«.
Ikke desto mindre er der noget umiskendeligt Bridgers-esque over den måde, Holly Humberstone på sit nye album kaster om sig med makabre linjer som »Don’t make me stand outside in the pouring rain / With a freshly ribbed human heart from my ribcage«, som var det triviel hverdagssnak.
Da jeg i sin tid skrev min anbefaling, beskrev jeg hendes sangskrivning som værende lige dele Taylor Swift og Bridgers. Min kollega Kjartan F. Stolberg har kaldt hende en mellemting mellem Caroline Polachek og Ethel Cain.
Pointen er sådan set den samme: Det handler om mødet mellem lyset og mørket. Mellem det poppede og det melankolske. Det er den balance, Holly Humberstone mestrer på ’Paint My Bedroom Black’.
Det ligner allerede årets mest lovende debut. Men det fortæller jeg hende ikke. Hun er forlegen nok i forvejen.
Det her album er mere dystert, end hvad du hidtil har udgivet. Var det en bevidst beslutning?
»Jeg går aldrig ind i studiet med en agenda eller en plan. Jeg går ligesom bare ind med mine noter på telefonen, og så laver min producer Rob (Milton, red.) og jeg bare seje lyde og ser, hvad der sker«.
»Men det er sjovt, at du siger det. Det blev jo skrevet i løbet af det seneste halvandet år. Og jeg tror, det dystre skyldes alle følelserne, der kommer med at være væk hjemmefra i lang tid, når jeg turnerer. Følelsen af at negligere folk derhjemme, og udfordringen med at holde fast i venskaber og forhold«.
Du brød igennem under lockdown. Hvordan var det?
»Min første ep udkom jo i 2020, lige da alt lukkede ned. Det var meget mærkeligt. Året efter var der stadig masser af restriktioner, og verden var ikke åben igen, så jeg havde ikke kunnet turnere eller noget i den stil«.
Og da verden åbnede igen, var du en stjerne!
»Oh my god, tak! Eller, så langt vil jeg ikke gå. Det vil jeg ikke kalde det, nej. Men det er ret sindssygt, at folk kunne relatere til mig, og at min lyrik var beroligende for folk«.
Men du er jo en stjerne. I hvert fald ifølge Brit Awards, som sidste år tildelte dig ’Rising Star’-prisen. Hvordan var det?
»Jeg mærkede helt sikkert et stort pres. Jeg tror bare, at hele industrien, og måden, den er bygget op på. Folk sættes op mod hinanden. Og man skal jo kunne vinde priser, ikke? Altså, du skal jo være i konkurrence mod folk. Hvilket stinker, for i lang tid brød jeg mig ikke om det. I lang tid gjorde det mig bare virkelig trist. Jeg følte, at alle var mine modstandere«.
Det lyder jo, som om du slet ikke vil være popstjerne. Vil du det?
»Jeg ved det virkelig ikke. Det har aldrig været noget, jeg drømte om. Selvfølgelig er jeg ambitiøs, og musik er alt, jeg vil lave, og det er alt, jeg nogensinde har drømt om at lave. Det er en kæmpe drøm, at jeg får lov til at rejse og blive ved med at skrive musik. Jeg ville elske at have en lang karriere. Det sidste år har været det bedste i mit liv«.
»Men jeg ved det ikke. Jeg lagde et stort pres på mig selv, da jeg gik i studiet for at arbejde på det nye album. Jeg prøvede at skrive større og større sange. Det næste naturlige skridt ville jo være bare et skrive et kæmpestort hit. Og det ville selvfølgelig være fedt. Men jeg tror ikke, det skete«.
»Det gjorde mig rigtig ked af det. Det var ikke tilfredsstillende at gå i studiet og tænke: ’Hvad er kommercielt?’. Men jeg er rigtig glad for mit album. Det er meget personligt. Og ja, måske er det ret dystert. Men hvem ved? Måske bliver mit næste album fyldt med wall-to-wall bangers«.
Det lyder, som om det ikke rigtig er op til dig, når du skriver fra så personligt et perspektiv.
»Præcis. Det er fuldstændig ude af mine hænder. Måske er der nogen, der kan finde ud af det. Men for mig er det okay. Så længe jeg skriver personlige, oprigtige tekster, og jeg er sårbar og lægger alt i det, så er det en succes, tror jeg. Det er, hvad man klassificerer som en succes, ikke?«
»Jeg mener, nogle mennesker vil gerne ligge nummer 1, men jeg vil bare gerne gøre mig selv glad. Og jeg tror, folk vil connecte mere med det. Jeg tror, det folk connecter med, er, at det er en rigtig person«.
Du turnerede med Olivia Rodrigo. Hvordan var det?
»Det var de mest inspirerende måneder. Jeg havde tre måneder i USA, og jeg havde ikke rigtig været der inden. Jeg varmede op for Girl In Red i halvanden måned, og så i den næste halvanden måned varmede jeg op for Olivia«.
»Det var så sejt. At lære dem at kende og at se dem på scenen hver aften. Jeg mener, det er to vidt forskellige shows. Men de er begge ført an af to stærke, fantastiske kvinder. Og så er det jo altid sjovt at være opvarmning, fordi du ikke har så meget ansvar. Du kan ligesom bare rocke ud, spille et par sange og så se dine yndlingsartister optræde hver aften i månedsvis«.
Hvordan var det at arbejde med Matty Healy?
»Det var en kæmpe oplevelse. Han er sådan en karakter. Det var stadig under lockdown, men vi måtte gå på arbejde igen. Så vi var begge i London, og alle samarbejdede ligesom bare med alle«.
»Matty er en fantastisk sangskriver, og det er nogle af mine yndlingssange, vi har skrevet sammen. Han var meget opmuntrende. At skrive sange er en intim proces, og det er svært at finde folk, som du klikker med, og som du kan være afslappet omkring og dele personlige ting med«.
»Det nye album er mest bare min producer Rob og mig, der jammer. Hvilket jo er det, vi har gjort siden begyndelsen. Han tænker bare på en masse ting, jeg aldrig ville tænke på. Altså, nogle af idéerne var sindssyge. Og jeg var sådan: Absolut ikke! Det lyder virkelig mærkeligt! Jeg skal aldrig derhen!«
»Men man skal de steder hen. Man bliver nødt til at være komfortabel nok til at prøve nye ting. Og nogle gange virker det«.
’Paint My Bedroom Black’ er ude nu.