ANBEFALING. Det føles ikke helt fair at tegne et portræt af Billy Woods. For rapperen lader ikke til at ville gøre et stort nummer ud af sig selv.
Der findes stort set ingen pressebilleder, hvor han blotter sit ansigt. Han insisterer på at stave sit navn med små bogstaver. Og så udgiver han primært musik på sit eget, uafhængige label.
Han er i den grad underspillet. Men selvom han skyr rampelyset, bliver det sværere og sværere for ham at holde sig ude af det.
På sommerens Roskilde Festival spillede han hele to roste koncerter, og alene i 2023 har han sluppet to fremragende hiphopalbum, der i min optik begge er blandt årets bedste.
I maj udgav han soloværket ’Maps’, der var hans mest tilgængelige og roste til dato. Sammen med rapperen Elucid udgør han også duoen Armand Hammer, der i fredags udgav ’We Buy Diabetic Test Strips’.
Med sikre linjer og et vidtrækkende format virker sidstnævnte allerede som endnu en fuldtræffer for Woods. Men for at forstå albummet, må vi først forstå den mystiske rapper, der står bag det.
Så hvem er Billy Woods?
En undergrundspioner
Billy Woods har lavet smal hiphop, siden han begyndte at udgive musik.
Helt konkret skete det omkring årtusindskiftet i New York, hvor han involverede sig i byens hiphopscene. Woods udgav debuten ’Camouflage’ i 2003, og indhyllet i George Bush-lydklip og skramlede trommer rappede han indestængt om verden omkring sig.
Men der var ikke rigtig nogen pladeselskaber, der følte hans musik. Så i stedet besluttede han sig for at starte han sit eget label, og nu har Backwoodz Studioz holdt ved i snart to årtier.
I en tid, hvor hiphoppen er presset for energi og talent, insisterer pladeselskabets artister som Kenny Segal, Moor Mother og Akai Solo på at holde genren frisk med eksperimenterende produktioner, komplekse tekster og nye tematikker.
Og det er Woods, der står bag det. Det er ham, der færdigproducerer deres album, signerer deres kontrakter og kuraterer pladeselskabets line-up. Sådan er han gennem sin kamp for selv at bryde igennem endt i fronten for en blomstrende niche i hiphoppen.
Med tiden har Billy Woods’ egen musik også fået den anerkendelse, den fortjener. Det skete især i forbindelse med ’Maps’, som han udgav tidligere på året. Men hvad er det helt præcis, der gør rapperen så interessant?
Først og fremmest er han en dygtig tekstskriver. Hans mor var professor i engelsk litteratur, og hans far var udtalt marxist og aktiv i den zimbabwiske uafhængighedskrig i 70’erne.
Og det skinner igennem. På et nummer som ’Agriculture’ sidestiller Woods basale handlinger som tomatdyrkning og byttehandler med betændte emner som moderne slaveri og menneskeligt mindreværd.
På ‘Babylon By Bus’ rimer han »9/11« med »V.I. Lenin«, »swimming in tomorrows« med »time was borrowed«, »oxytocin flood« med »hills like blood« – helt ubesværet.
Det fortsætter derudaf på ‘Maps’ – narrativer, metaforer, double entendres, one-liners. Woods rapper med en originalitet, en indsigt og et lyrisk niveau, man skal lede længe efter i hiphop.
Fra skyggerne til rampelyset
Sammen med Elucid udgør Billy Woods som nævnt også duoen Armand Hammer, som er ved at få lige så meget medvind som Woods selv.
Makkerparret har allerede en række stærke album på bagen, og nu er de så aktuelle med albummet ’We Buy Diabetic Test Strips’, der samler sonisk pluralisme og selvsikre bars i et helstøbt undergrundsværk
Woods bevarer sit flair for kritisk politisering. Både i albumtitlen, der referer til en tendens, hvor fattige amerikanske diabetikere køber testing-kits af velstillede, forsikrede borgere, men også i de enkelte linjer.
»Drive-In movie theatre / Toyota Cressida, heavy metal speaker / Don’t kill the messenger / Henry Kissinger my album’s only feature«, lyder det eksempelvis på ‘The Gods Must Be Crazy’. Slummet dagligdag, personlige kvaler og verdenspolitik er altid sammenvævede størrelser i hans univers.
Billy Woods er rigtigt nok ambassadør for kompleks og eksperimenterende hiphop. Men på ’We Buy Diabetic Test Strips’ virker produktionerne også langt mere farverige og velskårede. Rimene er mere sikre og indignerede end nogensinde før.
‘Dont Lose Your Job’ bruger jazz-indflydelser med markerede baslinjer og blæsersoloer. ‘Total Recall’ har soul-inspirationer med kantslag og blide underlægningsvokaler.
Og ‘Trauma Mic’ giver med dens tunge bas og dens diskantstøj associationer til den eksperimentelle hiphopgruppe Death Grips i deres storhedstid.
Takket være producere som Jpegmafia og El-P mestrer det nye album linjen mellem tilgængeligt og hermetisk, interessant og pirrende.
Og så er det dystert. »I feel like Im’a buy life insurance and just die«, rapper Elucid på ‘Dont Lose Your Job’. »No father, my style wild, bastardized«, rapper Billy Woods på ‘Total Recall’.
Det er lyden af undergrundsrappere, der efter at have arbejdet i skyggerne i lang tid endelig ser deres snit til et mere ambitiøst format. Og Billy Woods fortjener det rampelys, han ellers har undgået så meget.
For om det er som label-chef, ordsmed eller som del af en albumaktuel rapduo, så viser han gang på gang, at han laver noget af det mest nytænkende og interessante hiphop, der findes lige nu.
‘We Buy Diabetic Test Strips’ er ude nu.