Hvis du har været på Roskilde Festival det seneste årti, har du sandsynligvis med egne øjne set hvordan hiphopkoncerter har udviklet sig. De er gået fra at være intime Apollo-shows for de inkarnerede nørder til at være samlende og generationsdefinerende moshpit-fester på Arena.
Og så var der også en akavet mellem-periode, hvor der var alt for proppede Apollo-koncerter. Det er vist heldigvis en overstået æra.
Men selv om (noget) hiphop er blevet mainstream, betyder det ikke at undergrunden ikke længere findes. Også blandt navnene med helt lille skrift fylder hiphop mere end nogensinde på Roskilde.
Særligt er undergrunden disse år fyldt med kunstnere, der lader deres hiphop søge mere støjende territorier, end genren typisk befinder sig i. Jeg så tre af denne stilarts mestre på årets Roskilde Festival – og ganske belejligt var det tre kunstnere, der ikke var en del af Soundvenues ellers grundige dækning af årets program.
Så derfor vil jeg tage jer med på en lille tur gennem nogle af de store hiphop-oplevelser jeg havde på årets festival. Jeg missede desværre Kendrick, Denzel og Ukendt Kunstner – men jeg fik så dejligt meget støjrap, at jeg ikke føler, jeg savner noget fra årets festival.
Det var egentlig lidt hyggeligt – men så bredte gåsehuden sig brat
Billy Woods’ dobbeltkoncert på Eos-scenen onsdag aften var en genial idé. Der var desværre lige nogle benspænd at overkomme.
Han skulle først optræde sammen med kollegaen Elucid, som han deler rapduoen Armand Hammer med. Efter 45 minutter ville Elucid så træde af scenen, og det ville blive en Billy Woods-solokoncert.
Der var dog nogle problemer. Eos-scenen var meget tydeligt for stor. Men endnu værre: Armand Hammer var sat til kl. 20.45 – Billy Woods solo var til 21.30. Og ovre på Orange skulle Kendrick Lamar gå på scenen 22.00.
Så uanset hvor god en koncert, der blev givet, ville mange uundgåeligt vandre væk fra Eos og mod Orange. Som Billy Woods selv sagde, da solokoncerten var slut: »Jeg er færdig nu, I kan tage over og se Kendrick«.
Men der blev altså virkelig leveret. De 45 minutter med Armand Hammer var mere spiselige og pleasende end jeg havde forventet. Mine tanker blev ledt tilbage til den behagelige fest med They Hate Change året forinden.
Det var helt hyggeligt. Men da vi skiftede til Woods’ solokoncert, skiftede stemningen totalt.
Mange af Billy Woods’ beats har så løst definerede rytmer, at det er svært at forestille sig et passende rapflow over dem. Samtidig har Woods et skævt flow, der ikke passer over noget traditionelt rapbeat. Til tider taler han nærmest rettere end at rappe – så skæve føles hans rytmemønstre.
Live skabte det en tåget atmosfære, hvor hvert eneste ord føltes umiddelbart, som om det var totalt uplanlagt og kom direkte fra sjælen. Når Woods rappede, kunne han finde på at kigge så intents på publikum, at gåsehud bredte sig over den lille forsamling. Hvilket kun blev mere intenst, da instrumentationen til tider var leveret helt uden trommer, så instrumentationen blot var en mur af støj.
På ‘Checkpoints’ nærmede Billy Woods’ stemme sig en punket skrigevokal, og musikken begyndte at støje mere for hver takt. Det var omklamrende. Det var ubekvemt. Og det var totalt medrivende – som en god gyserfilm, men i koncertformat.
Støjen blev forvandlet til kærlighed
Mens størstedelen af pladsen fredag aften skulle beslutte sig mellem Blur og Rosalía, var jeg en del af en lille skare, der hverken søgte mod Arena eller Orange. I stedet besøgte jeg den lille Gloria-lade, hvor canadisk-zambiske Backxwash skulle give koncert efter en aflysning sidste år.
Meget af Backxwashs musik handler om religion – og specifikt de konflikter, der opstår inde i hende, da hun er en sort transkvinde, der er opvokset med organiseret religion, der historisk har været instrumental i undertrykkelse af både sorte mennesker og LGBT+-personer.
Hendes musik er muligvis den mest larmende i hele denne reportage. Hun drager ikke blot på industrial og noiserock, der historisk har været noiserappens inspirationskilder. Hun søger også mod hardcore og metal, hvilket blandt andet ses på hendes samarbejder med grupper som Banshee og Pupil Slicer. Og det kunne også ses i hendes ansigt, der var iført en hvid pendant til King Diamond-lignende corpsepaint.
Den dommedagsagtige spiritualitet kom også til udtryk i hendes optræden, hvor tætpakkede, distortede playback-guitarer og hyperaktive trommerytmer skabte et så larmende lydbillede, at det var dybt imponerende, hvor konsekvent klart, Backxwashs råberap-vokal trængte igennem.
Hun stod alene på scenen, og bag hende viste Glorias skærme billeder af tordenstorme og uvejr. Alle var inviteret til at komme ud med deres mest højlydte frustrationer.
Men midt i alle aggressionerne bredte der sig en fornemmelse af kærlighed. For vi var fælles om dem. Backxwash osede af overskud, og hun gav adskillige fistbumps og håndtryk til første række i løbet af det hele. En af mine kammerater fik endda et kærligt nus i håret.
Da koncerten sluttede, blev hun mødt af et så stort bifald fra publikum, at hun så sig nødsaget til et impromptu ekstranummer. Hun krammede derefter alle, der havde lyst til det.
Shit, det var rørende.
Kid Cudi fik baghjul – og derfra blev det et smukt rabalder
Så snart Backxwash var færdig, vendte jeg snuden mod Gaia-scenen. Blur og Rosalía var stadig i fuld gang, da jeg ankom, så der var ret tomt. Lyden af Blur kunne høres i teltet, og engelske Wu-Lu ventede efter alt at dømme med at gå på, til at de sidste toner af deres afslutningsnummer var overstået.
Jeg stod og forventede et støjende hiphopbrag a la det, jeg lige havde overværet. Men i de første 20 minutter fik jeg i stedet… en rockkoncert?
Jovist, der var hiphoppede elementer – særligt i vokalen. Men det meste var noget lettere indadvendt og ængstelig grunge, der (modsat artiklens to andre indslag) blev spillet med fuldt band. Wu-Lu selv var bevæbnet med en guitar, mens han sang melodier, der befandt sig halvvejs mellem Pearl Jam og Lil Peep.
Teltet blev fyldt med smuk distortion og forpinte følelser. Som jeg sagde til en sidemakker mellem numrene var det som at overvære en markant mere vellykket udgave af Kid Cudis rockudgivelser.
Men så skete der pludselig noget. Det blev højlydt og grimt – og ikke mindst hiphoppet. Trommerne begyndte i højere grad at lægge op til råbe-flows, og de melodiøse guitarriffs blev udskiftet med grimme, feedback-inficerede teksturer.
Alle hæmninger blev sluppet, og pludselig fik jeg det larmende udbrud, jeg var kommet efter. At instrumentationen her var live, gjorde at alle aspekter af musikken føltes dejligt ude af kontrol.
Efter de tre koncerter stod det i endnu højere grad klart for mig end før, at noiserap har indtaget den position på Roskilde-undergrunden, som hiphopgenren som helhed engang besad.
Hvis man er nysgerrig på noget uforventet og forløsende, er det helt klart der, man skal søge hen.
Noiserap bliver næppe nogensinde en nær så stor kommerciel kraft som eksempelvis traprap, grime, conscious rap eller drill er blevet. Men den er så afgjort garant for emotionelt potente koncertoplevelser – selv med små publikumsskarer.