Publikum stod for de største øjeblikke til August Høyens koncert på Roskilde Festival

August Høyen signalerede selv gåsehud, så snart han trådte på scenen foran et velbesøgt Eos, men de gåsehudsfremkaldende øjeblikke lod alligevel lidt vente på sig under den danske singer/songwriters Roskilde-debut.

For selvom han startede fint ud med ‘Blomster visner’ – og måtte udbryde et vantro og lykkeligt »fuck!« efter første omkvæd – så forplantede følelsen sig ikke hele vejen ud blandt publikum, der for manges vedkommende vist ikke lige havde fået afsluttet deres samtaler i tide til koncertstart.

Men så skete der noget allerede i løbet af eftermiddagens anden sang, ‘Regner med’. For publikum begyndte pludselig at synge med i stedet for at snakke, og det klædte i den grad Høyens lette og soulede popsange.

For når han og hans band stod på egne ben, blev det ofte mere hyggeligt end inderligt. Lyden og stemningen var varm, blød og rar, men der var ikke meget kant i hverken Høyens eller bandets meget tilbagelænede levering af materialet.

De fleste af August Høyens sange er nemlig skåret over den samme skabelon, og selvom Høyen selv er et charmerende bekendtskab på scenen, så forfaldt han lidt for ofte til gøgl.

Som når ‘Blind’ blev leveret i en selverklæret halbal-version, hvor publikum dansede linedance fra side til side, mens versene blev leveret i en næsten Peter Belli’sk snakkevokal, og Høyen slap sin indre gøgler løs.

Det var corny, effektivt, men også lidt symptomatisk for hele sceancen. For selvom mange af Høyens sange handler om dét, der gør ondt, så er det svært at mærke i både musikken og leveringen.

Det sås i glimt – som på ‘Nattelys’, hvor lydbilledet udvidede sig en smule med atmosfæriske trommeloop og en trompet, der på fin vis understøttede sangens eftertænksomme og sårbare stemning. Men jeg kunne stadig godt savne, at Høyen satte sig selv lidt mere på spil.

Omvendt prøver han heller ikke at være noget, han ikke er. ‘Det hele handler om dig’ blev introduceret som den ultimative kærlighedsballade med ordene: »Klichéer er okay, er de ikke?«.

Og som publikum svajede og sang med på det simple, men effektive omkvæd, var det svært at være uenig. Måske fordi sangen som enhver god popsang rammer lige durk ned i en forelsket følelse, som vi næsten alle sammen kan genkende fra vores eget liv.

Derfor var det også fællesskabet, der vandt dagen for August Høyen og hans band. For selvom musikken og leveringen kunne blive lidt forglemmelig, så stod de over for et publikum, der alligevel formåede at gøre eftermiddagen mindeværdig.

Og da ‘Vennerne skinner’ rundede koncerten af, og publikums stemmer igen tog over, mens sommerregnen stille begyndte at falde, satte det en tyk streg under, at koncertens største øjeblikke var, når publikum tog over og sang sangene for Høyen.

At kunne skabe sådan en reaktion og kærlighed fra ens publikum er jo også en bedrift i sig selv.