Publikum kårer de bedste koncerter på årets Roskilde Festival – og de største skuffelser

Roskilde Festival er ovre for denne gang. Vi spurgte publikum, hvad der var årets bedste koncert, og hvilken der skuffede mest. Lavpunktet var der stor enighed om.
Publikum kårer de bedste koncerter på årets Roskilde Festival – og de største skuffelser
Publikum til PinkPantheress på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)
Nanna. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Nanna Jest 

»Største højdepunkt for mig kom som en kæmpe overraskelse. Det er ikke noget, jeg hører normalt, men Kind Mod Kind sparkede fucking røv! Big dick energy – de havde fucking øvet sig. Det var virkelig nogle, der kunne lide at stå deroppe, og som var stolte, ydmyge og nogle fucking stjerner«.

»Mine største skuffelser var Ice Spice og PinkPantheress. Jeg synes, de var fucking lazy, jeg synes ikke, de havde øvet sig, og de havde begge en dametaske på under koncerten. Sådan hallo – tag lige tasken af, inden du går på scenen! Please, lad den ligge der hjemme. Er det en trend? For jeg kan ikke lide det«.

Clara. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Clara Boysen

»Mit største højdepunkt bliver 100% SZA, jeg rejste til Amsterdam sidste år for at se hende sammen med en veninde, og der var hun fucking sindssygt god, og hun skuffede bare overhovedet ikke«.

»Min største skuffelse har været, at jeg ikke har kunnet være her hele ugen«.

Elias. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Elias Herltoft

»Mit største højdepunkt har nok været Rebebe. Jeg synes bare, hun var helt fantastisk, hun er virkelig god og har en fantastisk stemme. Virkelig sej på scenen – jeg synes også, det var meget professionelt og stramt i forhold til, at hun er sådan lidt en ny artist«.

»Mit lavpunkt var nok Sexxy Red. Selvom jeg nok havde set den komme, at det ikke var en creme de la creme perfomance. Jeg stod i pitten, og jeg synes simpelthen, det var for dårligt. Hun havde ikke rigtig fat i publikum, og publikum var også helt døde i det«. 

Benjamin. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Benjamin Wiese

»Jeg må sige, jeg synes virkelig Foo Fighters var smukt i forhold til, hvordan de fik crowden med. Skrillex var også fedt, der var fed energi«.

»Jeg blev lidt skuffet over Ice Spice, synes det var lidt halvdårligt, og så var hun der vildt kort tid. Det synes jeg var lidt underligt«.

Nunno. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Nuno Godtfredsen 

»Evian Christ var årets højdepunkt for mig. Det var sådan lidt atmosfærisk trance, som jeg bare er helt vild med, og så har han collabet med Bladee, som er en af mine yndlingskunstnere, så det var også lidt som at være til koncert med ham. Jeg var der alene, og jeg synes det er ret fedt at være til sådan niche-koncerter som den. Der er et helt særligt community«. 

»For mig var Jessie Ware nok den største skuffelse. Jeg elsker discomusik og sådan alt det der, men jeg fik ikke rigtig det, jeg gerne ville have. Jeg har måske ikke hørt det nye album nok«. 

Betty. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Betty Bass

»Doja Cat var højdepunktet for mig, jeg har bare glædet mig fucking meget, og jeg synes bare, der var vildt fed energi. Der var megafedt sceneshow, og jeg synes, hun var mega på. Jeg kan godt nogle gange blive lidt skuffet over de store artister, fordi jeg har så store forventninger, men hun levede totalt op til dem«.

»Jeg føler ikke, jeg er blevet skuffet i år. Alle har været virkelig gode og bare været virkelig glade for at være her. Og det tror jeg egentlig, er det, der tænder mig mest, når folk er sådan ‘fuck det er sygt at være her’, og det synes jeg virkelig, folk har været. Både i opvarmningsdagene og til de store koncerter, jeg har set«.

Anton. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Anton Nørgaard Kristensen 

»Jeg tror, mit største højdepunkt har været onsdag, da Artigeardit og Lamin kom ned i campområdet og spillede en koncert! Og så tror jeg bare, det har været rigtig fedt at holde ud i regnen sammen, der har været rigtig godt campliv. Og så synes jeg, Skrillex var virkelig hårdt. Jeg kunne rigtig godt lide, at de slukkede skærmene og kørte lysshow. Det kan være lidt svært med dj’s, hvad man gør med sceneshow, så jeg kunne godt lide, de bare kørte det sort med sindssygt lys.

»Største skuffelse var nok Ice Spice, det er der jo mange, der siger. Jeg havde nok ikke regnet med så meget, men jeg synes bare, det var skuffende. Jeg havde håbet på lidt mere engagement. Og så det, de der amerikanere kører med, sådan en dj/hypeman de første 20 minutter … det synes jeg heller ikke kan så meget, det bliver lidt fladt«. 

Lulu. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Lulu  

»Højdepunktet var Humazapas, det er sådan noget ecuadoriansk indigenous musik, kæmpe højdepunkt«. 

»Største skuffelse var, at J Hus aflyste. Havde købt billetten for at se ham … og han aflyser. Havde også købt flybilletter til London i november sidste år for at se ham i O2 arena … og han aflyste. Så hun er skuffet!«.  

Tessa. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Tessa 

»Største højdepunkt var, da Caroline Polachek kom på scenen til Charli XCX. Det var bare to kvinder med latterlig god stil og latterligt god attitude, som er fucking forud for deres tid. Føler vi andre bare har catchet up til Charli – hun har ligesom hele tiden været der«.

»Jeg må sige, at jeg synes, Skrillex var skuffende. Fair nok, man ikke vil køre noget på skærmene, fedt med ild – elsker ild – men jeg synes oprigtigt, at det var ærgerligt, at man ikke kunne se mega meget. Havde håbet på mere folkefest, og ikke den der individuelle fest, hvor man hygger meget i grupper. Jeg ville gerne have mærket mere community«.

Paolo. (Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue)

Paolo de Venecia Gile

»Charli XCX var årets højdepunkt. Jeg var sammen med så gode mennesker omkring mig, og energien var sindssyg. Synes hun leverede et så godt show«.

»Skrillex var lidt en skuffelse. Jeg er fan, og jeg har hørt ham spille på Berghain før, og det var amazing, men lige her, fordi der var en så stor crowd, passede det ikke så godt. Det var også en lidt mærkelig afslutning«.

Rachel Z. Foto: Sophus Wolf/ Soundvenue

Rachel  Z

»Under opvarmningsdagene var der et band, der hedder Bitoi. Jeg kendte dem slet ikke, men blev helt vildt rørt af deres koncert. Det var en kæmpe overraskelse og et stort højdepunkt.

»Største skuffelse var Ice Spice. Jeg havde det virkelig sjovt, men det var ret dumt, og jeg havde håbet, det ville være bedre.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af