Roskilde Festival: Medina fik endelig lov til at dirigere den fest, hun har soundtracket de sidste 15 år

Hele ugen har Medina hersket over Roskilde Festivals uendelige campingfester. Gennem både medgang og mudder har ’Kun for mig’ og resten af hendes udødelige bagkatalog hjulpet de mange pressede campister igennem strabadserne. 

Lørdag nat rykkede festen så fra pavillonerne og ind under Arenas propfyldte teltdug, hvor tusindvis af forventningsfulde festivalgæster var stuvet sammen for at opleve Medinas redemption. 

Popstjernen, der måske altid har haft folkets kærlighed, men som det forgange årtis kulturparnas elskede at hade, kunne nu – 15 år efter hun først bragede igennem lydmuren – indtage en velfortjent plads i programmet på landets største festival.

Dermed var der bygget op til et stort full circle-øjeblik, som det selvsagt kan være uhørt skrøbeligt at forløse – både for Medina og for publikum. Da den ikoniske ’Velkommen til Medina’ lød over højtalerne, mens konfettien lige fra start dalede ned over publikum, var der dog ingen tvivl om, at folkefesten havde sin berettigelse.

Medina havde fra første stortrommebrag stort overskud i sin levering, nærmest som om hun nød at lege tagfat med sine egne sange, som hun ofte undveg til fordel for melodiændringer og fraseringer.

Den slags kan nemt virke forceret, men man var oftere efterladt med følelsen af at være vidne til noget unikt. At intet andet publikum havde fornøjelsen af at høre lige netop den udgave af ’Giv slip’ eller ’Jalousi’. Det er en bedrift i en tid, hvor popkoncerter og deres produktioner efterhånden er blevet så strømlinede, at de ikke efterlader plads til improvisation. 

Dog kan det kan også blive for meget af det gode, når tæt på hvert eneste nummer enten rummede eller afsluttedes af en coda, hvor Medina havde frit lejde til sin vokalakrobatik. Det virkede mest af alt som fyld på blandt andet ’Ensom’ og ’Når intet er godt nok’, hvilket kun skurede endnu mere, når hun samtidig udelod store publikumsfavoritter som ’Rick Ross’ og ’Love Isn’t Easy’ med Kind Mod Kind fra sætlisten. 

Og den seksstjernede kvartet var ikke de eneste potentielle gæster, der udeblev på Arena. Det samme gjaldt for Thomas Helmig, Burhan G og andre features, man kunne forestille sig. Men selvom ’Mest ondt’ klart fungerer bedst som duet, skal der lyde en cadeau til Medina for holde sit velfortjente main character-moment kun for sig selv (pun intended).

Helt alene var hun dog ikke på scenen, hvor hun havde selskab af sit på mange måder velspillende band. Det var bare alligevel, som om de lød næsten for organiske.

Særligt Medinas tidlige repertoire havde nydt godt af et mere elektrisk lydbillede. Som eksempelvis ’Kl. 10’, hvor den fantastisk tunge sidechain-fornemmelse udeblev til fordel for en mere almindelig balladelyd, som lå alt for langt fremme på beatet, eller ’Synd for dig’, hvor den afgrundsdybe bas udeblev og en for taktfast hi-hat nedtonede nummerets hævn-trap.

Ikke desto mindre har Medina stået bag nogen af de mest ikoniske numre i den danske sangskat de sidste to årtier. Jeg har selv foreslået, at ’Vi to’ indlemmes i Højskolesangbogen side om side med Grundvig himself. 

Derfor kunne jeg da også mærke en tåre presse sig på i øjenkrogen, da hun med ’Kun for mig’ langt om længe fik lov til at dirigere den fest, hun har lagt lyd til de sidste 15 år uden selv at være inviteret til.

Koncerten var måske ikke en perfekt cirkel. Men det var det moment. For både Roskilde Festival og Medina.