Sceneshowet var fuldstændig magisk, da SZA sang sit hjerte ud på Roskilde Festival

Hvis jeg ikke havde smugkigget på SZA’s Instagram for et par dage siden, havde jeg nok tabt kæben, da jeg så hendes scenografi på Orange Scene. Der var drypsten, klipper, insekter og lianer over det hele, da hun lukkede festivalens største scene, og hele setuppet så fuldstændig magisk ud.

Når man lytter til SZA, er det ellers ikke insekter og magi, der først dukker op på nethinden. Tværtimod er hendes musik jordnær, tilbagelænet og et vidunderligt lydtapet i helt normale hverdagssituationer.

Og hendes sange kredser om temaer, de fleste kan forstå. Såsom det at man lowkey kan have lyst til at slå sin ekskæreste ihjel, at man får et kick ud af at se selvsamme ekskæreste fejle, og selvfølgelig de sårede følelser og det ømme hjerte, der gemmer sig bagved hævntørsten. Man kender det. 

Derfor var SZA’s maksimalistiske og anti-jordnære sceneshow også et uventet og ret så genialt modstykke til hendes tilbagelænede r’n’b. Og ikke mindst fremhævede det noget af den weirdness og quirkiness, som man ikke lige umiddelbart kan mærke blot ved at lytte til hendes sange.

Da hun for eksempel sang ’Drew Barrymore’ siddende overskrævs på en gigantisk blank bille, eller da hun flirtede med en robotmand på scenen under ’Snooze’, blev man forelsket i hendes opfindsomhed og humor. Og det magiske og detaljerede visuelle univers gjorde også, at sangene, der meget bevæger sig i samme stemning og energiniveau, fik mere varierede udtryk.

Udover at være en koncert, der pleasede øjet, var SZA i vokal topform. Hun sang blændende, og hendes stemme lød så tro mod indspilningerne, at det nærmest ikke var til at fatte, at det var live. Men hun sang og bevægede sig rundt blandt robotter og kæmpebiller helt ubesværet.

Efter at have sunget den rockede breakup-sang ’F2F’ fik sceneshowet et næsten afrofuturistisk twist, og drypstenene blev skiftet ud med robot-dystopi. Herfra sang hun blandt andet ’Ghost in the Machine’, ’Kiss Me More’ og de virale hits ’Kill Bill’ og ’I Hate You’.

Den mere robot-agtige afdeling blev afrundet med ’Low’, der virkelig var et musikalsk højdepunkt, samt balladen ’Nobody Gets Me’, der fik hele publikum til at sende lysende iPhones mod scenen til en tydeligt rørt SZA.

På teatralsk vis sluttede koncerten med SZA alene i toppen af en stor trappe på scenen med månen som baggrund og et stort ’The End’ til at markere, at showet var slut.

Efterfølgende kom hun dog tilbage og sang ’Ctrl’-nummeret ’20 Something’, og der var noget utrolig smukt over at slutte koncerten med den fine og så jordnære tekst om at være en rundforvirret 20-et-eller-andet-årig midt i eventyrlandet af drypsten og alien-biller.

For selvom koncertens sceneshow var fra en anden verden, var SZA og hendes sange menneskelige og til at føle på som altid.