Doja Cat sendte publikum våde hjem fra Orange Scene – på mere end én måde
Man kan efterhånden næsten skrive lige så meget om Doja Cats person som om hendes musik.
Om hun tager en våd t-shirt eller et kattekostume på til Met Gala eller har internet-beefs med alt fra ’Stranger Things’-skuespillere til sine egne fans, trækker hun overskrifter.
Men fra det sekund hun åbnede sin koncert på Orange Scene med ’Shutcho’, fik Doja Cat i den grad lukket munden på alle, der måtte tænke, at hun er mere internetfænomen end popstjerne eller rapper.
Her var ingen gimmicks, distraherende memes eller andet. Gloserne sad syleskarpt, mens hendes krop nærmest fungerede som en direkte forlængelse af hendes mund, og sammen med den ramte alle tænkelige markeringer i musikken.
Hun betrådte scenen iført en gigantisk gul frynsehat, og hvad der vel bedst kan beskrives som en bibliotekarbrille. Bag hende lå noget, der ved første øjekast lignende halmballer, men som viste sig at være et hav af langt blondt hår, der fik hovedpersonen til at ligne en miniature-Rapunzel midt i en kæmpe paryk. Men mere imponerende end scenografien var hendes vokalpræstation.
»Den kvinde kan synge rent i alle stillinger«, sagde min veninde engang om Beyoncé. Fremover kan man vist uden tvivl indlemme Doja Cat i dét fine selskab. Selv når hun simultant squattede og twerkede på ’WYM Freestyle’, eller da hun senere var i decideret split på scenen, var det ikke til at høre på hendes flow.
Også i den blødere afdeling rummede hun masser af dynamik i sin levering. Som på ’Gun’ hvor hun sømløst bevægede sig direkte fra den bidske ’Tia Tamera’ til en næsten hviskende levering af linjer som »Put me on yo hip and let me ride it ’til I cream«.
Men selvom Doja Cats stemme rummede masser af nuancer, så gjorde lyden desværre ikke, og derfor druknede for store dele af både ’Gun’, ’97’ og ’Piss’ og særligt hele andet vers af den romantiske ’Agora Hills’ i et mudret lydbillede.
Der var masser af ord i Doja Cat, men til gengæld ikke så meget snak. Først da hun midtvejs fik brug for hjælp til at udtale »Roskilde« henvendte hun sig til publikum, og så var det ellers direkte over i crowdpleaseren ’Say So’, der underligt nok endte med at blive et lavpunkt i koncerten.
Med sit seneste album ’Scarlett’ lagde Doja Cat da også sin popfortid helt på hylden til fordel for rendyrket hiphop, og måske var det derfor, at ’Say So’ blev liret nærmest pligtskyldigt af og desuden udstillede, at Doja Cat er en stærkere rapper end sanger.
På rapfronten gjorde hun i hvert fald stærkt comeback på den Lauryn Hill-klingende ’Attention’, hvor der var fuld smadder på pyroteknik, som også kiggede forbi på eksempelvis ’Need to Know’ sammen med dødsguitar.
Flere sange havde overraskende nok fået en rocket makeover i dagens anledning, som blandt andet den herligt dystre ’Streets’, der blev mere hårdtslående end ulmende på Orange.
Hittet ’Paint the Town Red’ blev til gengæld leveret i helt minimalistisk arrangement, hvilket stod i skarp kontrast til den næsten meteorologisk perfekte afslutning i form af vanvidsnummeret ’Wet Vagina’ – i silende regnvejr, der ’kom’ som kaldet til det sidste nummer.
Det så ganske enkelt vanvittigt ud, da regndråberne omsluttede Doja Cat, mens hun vred sig på scenen, og omkvædets mantra »I bring the drip wet vagina« lød nærmest messende over højtalerne.
Doja Cat sendte bogstaveligt talt publikum våde hjem – på mere end én måde.